Det begyndte på Roskilde Festival – nu er unge danskere landet på attraktiv finans-liste

16x9
De tre unge stiftere af Soundboks. Fra venstre: Hjalte Wieth, Christoffer Nyvold og Jesper Thomson. Foto: Soundboks

De tre mænd bag virksomheden Soundboks har mandag fået placeringer på to af Forbes' attraktive lister over talenter under 30 år.

Tre unge danske mænd er mandag kommet i fornemt selskab.

Hvert år kårer erhvervsmagasinet Forbes, under titlen '30 under 30', de mest lovende unge ledere og entreprenører i Europa. 

Og mandag blev tre danske iværksættere kåret i hele to af de 13 kategorier.

Christoffer Nyvold, Jesper Theil Thomsen, Hjalte Wieth og deres firma Soundboks er blandt de 30, der er blevet hædret for henholdsvis ”at skabe fremtidens produkter” og for ”at hæve baren for en teenage-præstation”.

Omsætter for 40 millioner kroner

Forbes' krav er blandt andet, at man skal være førende på sit felt, og så skal man, som navnet indikerer, være under 30 år.

Og det er de tre unge iværksættere. De er blot 22 og 23 år, og de gik i gymnasiet, da deres iværksættereventyr begyndte.

De tre kammerater fik idéen til deres transportable musikanlæg Soundboks, da de selv byggede et musikanlæg, de kunne tage med på Roskilde Festival i 2011. Det var bygget til at kunne spille højt, at kunne holde til det ustadige danske vejr og at være batterivenligt.

Sådan en højtaler var ikke at finde på markedet, og derfor besluttede de sig for at prøve at sælge dem.

I 2014 solgte de fem anlæg til andre festivalgængere, og allerede sommeren efter eksploderede salget til 410 højtalere.  

Jeg har en rus af taknemmelighed over, at så mange har haft tillid til det, vi har gang i

Hjalte Wieth, medstifter af Soundboks

Siden dengang er det kun gået én vej for de tre unge iværksættere, der siden de blev studenter, har fokuseret på deres firma.

I dag har Soundboks 40 ansatte i henholdsvis København og Los Angeles, og sidste år omsatte firmaet for 40 millioner kroner.  

Super at få anerkendelse

Mandag fik de så et skulderklap med en placering på to af Forbes’ eftertragtede lister.

Iværksætterne bag Soundboks blev anbefalet til Forbes for flere måneder siden, og siden dengang har de været gennem en længere ansøgningsproces.

Derfor kom hæderen heller ikke som et lyn fra en klar himmel.

- Vi vidste, at vi var blandt de sidste 50 finalister, men det var først i morges, da listerne blev offentliggjort, at vi fandt ud af, at vi var blevet udvalgt, fortæller Hjalte Wieth til TV 2.

- Det er da fantastisk, at vi er kommet på listerne, og det er super at få anerkendelse udefra, men så er det ikke mere end det. Det har dog lige fået os til at stoppe op og få en reminder, siger han og fortæller, at projektet begyndte med, at de tre unge mænd investerede deres børneopsparinger.

- Jeg har en rus af taknemmelighed over, at så mange har haft tillid til det, vi har gang i, siger Hjalte Wieth, inden han går tilbage til fejringen, som selvfølgelig består af både kage, champagne og musik – høj musik.