Viser system forkert? - kunder venter i månedsvis på pakker fra populær shop

16x9
På Wishs hjemmeside ser det ud, som om en del pakker strander i Postnords varetægt i ugevis, inden budene tager dem med ud. Det er dog ikke rigtigt, lyder det fra Postnord. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Webshoppen Wish har et system, hvor kunderne kan spore deres forsendelser. Men pakkerne bliver ikke scannet, så de kan reelt ikke vide, hvor de er.

T-shirts til 14 kroner, dametasker til 24 kroner og en abe, der ligner Kaj Bojesens, til 31 kroner.

På den kinesiske internethandelsside Wish.com kan man få mangt og meget til lave priser.

Det gør tusindvis af danskere brug af. Wish er nu den femte mest populære webshop blandt danskerne. Det viser en undersøgelse, som Foreningen for Dansk Internethandel står bag.

Den store interesse for at handle på kinesiske sider som Wish.com betyder, at der hver dag ankommer omkring 40.000 af de såkaldte Kina-pakker til Danmark, oplyser Postnord.

Selv om danskerne ivrigt lægger varer i den virtuelle indkøbskurv, er det dog ikke alle, der er lige begejstrede for Wish – ikke mindst på grund af lange leveringstider.

Det ses blandt andet på Trustpilot, hvor Wish ender på en middelkarakter, fordi hele 26 procent af anmelderne har kvitteret med karakteren "Dårlig".

Pakkerne ligger en måned i Danmark

Charlotte Arp er en af dem, der er ved at have opbrugt tålmodigheden. Hun har siden sommeren 2016 bestilt i alt 54 varer fra Wish.com.

Fire af pakkerne er aldrig dukket op, og en stor del af de resterende har været månedsvis om at havne i postkassen.

- Siden november har jeg bestilt 10 pakker. En af dem har jeg først fået i sidste uge – efter fire måneder. Syv andre har ligget i Danmark siden januar, og kun fire af dem er dukket op indtil nu, fortæller Charlotte Arp.

- Jeg kan følge pakkerne inde på Wish.com, og oftest har de været i Danmark i omkring en måned, inden de er blevet leveret, siger hun.

Charlotte Arp er langt fra den eneste, der har oplevet den slags. I en lukket Facebook-gruppe for Wish-brugere skriver flere, at de oplever, at deres pakker befinder sig i Danmark i ugevis, før de dukker op på privatadressen, og derfor skyder en hel del skylden for de store forsinkelser på Postnord.

Afstemning

Pakkerne scannes ikke

Spørger man Morten Rosengreen Thygesen, der er ansvarlig for international post hos Postnord i Danmark, er det dog næppe tilfældet, at pakker ligger i ugevis i Danmark, før de bliver omdelt.

- Når vi modtager pakkerne i det internationale postcenter i Kastrup, har vi fem dage til at få pakkerne ud til kunderne. Den tidsramme overholder vi normalt, siger han.

Postnord får langt fra dækket de omkostninger, der er ved at uddele de ting, danskerne bestiller i Kina. Video: Kasper Søby Jensen

Når man sporer sine forsendelser hos Wish, som Charlotte Arp har gjort, får man ikke desto mindre indtryk af, at der går meget længere tid.

- De pakker, jeg venter på lige nu, har været under en uge om at komme til Danmark, efter jeg bestilte dem. De er så ikke kommet videre til mig, men ligger et eller andet sted og venter på at blive bragt ud. Det har de gjort i mellem tre og otte uger nu, siger hun.

Men det er ikke korrekt, siger Morten Rosengreen Thygesen fra Postnord.

- Det gør de naturligvis ikke. De pakker, vi modtager fra Kina, er som regel små breve. 90 procent af dem er breve uden track and trace, så dem scanner vi ikke. Derfor kan Wish ikke vide, hvornår de kommer til Danmark, lyder det.

Track and trace er upræcist

TV 2 har selv bestilt 22 varer på Wish. Den 5. januar satte vi os ved computeren og lagde alt fra piskeris og mobilcovers til en kjole og en lampe til børneværelset i indkøbskurven, inden vi indtastede vores kortoplysninger og klikkede på "Bestil".

Godt to måneder senere er 21 af varerne dukket op, og kun en mascara har endnu ikke fundet vej til vores postkasse.

Når vi sporer den i Wishs sporingsværktøj, ser det ud, som om pakken har befundet sig i Hong Kong siden den 8. januar.

Mascaraen her burde have været fremme inden den 18. februar. Ifølge Wishs trackingsystem har den dog ikke forladt kinesisk grund.
Mascaraen her burde have været fremme inden den 18. februar. Ifølge Wishs trackingsystem har den dog ikke forladt kinesisk grund. Foto: Screendump, Wish.com / TV 2

Noget tyder på, at Morten Rosengreen Thygesen fra Postnord har ret i, at Wishs track and trace-system ikke er så præcist, som det giver sig ud for at være.

For eksempel modtog vi i februar en læbestift, som i systemet ser ud til ikke at være blevet afsendt fra Kina endnu.

Læbestiften her modtog vi i februar, men ifølge Wishs sporingsværktøj har den ligget i transit i Kina siden 6. januar.
Læbestiften her modtog vi i februar, men ifølge Wishs sporingsværktøj har den ligget i transit i Kina siden 6. januar. Foto: Screendump, Wish.com / TV 2

Oplever hele verden

Samtidig lyder det fra Postnords ansvarlige for international post, at en stor del af forsendelserne fra Kina ikke bliver fløjet direkte fra Kina til Danmark, som sporingsværktøjet ellers viser på samtlige af de 21 pakker, vi har modtaget.

- Når vi modtager pakkerne, ser vi ofte, at de allerede har været en måned eller to undervejs. De her forsendelser bliver sendt med passagerfly, og her har passagerer og kufferter førsteprioritet. Hvis der ikke er plads på et direkte fly til Danmark, bliver de nogle gange sendt via andre lufthavne, for eksempel i Brasilien eller Mellemøsten. Hvis der ikke er plads på et fly videre herfra, kan de enten blive sendt et fjerde sted hen eller vente i den pågældende lufthavn. På den måde kan der gå en hel del tid, før forsendelserne kommer til Danmark, siger Morten Rosengreen Thygesen.

- Nogle af de her pakker har set mere af verden, end de fleste kommer til.

Forsinkelserne sker ude i verden

Wish selv fortæller også, at transporten fra land til land kan være skyld i, at den formodede leveringsdato gang på gang bliver rykket.

- Vi stræber efter at levere din vare til tiden, og disse forsinkelser er uventede. Det er muligt, at forsinkelserne opstår i transit, når pakkerne bevæger sig mellem lande og deres respektive toldafdelinger, skriver Wish i et skriftligt svar.

Den forklaring tager Morten Rosengreen Thygesen for gode varer.

- Som Wish hentyder til, opstår forsinkelserne ude i verden, inden de kommer til os, siger han.

- Vi har kigget på nogle af de pakker, der har track and trace, og her kan vi se, at der sagtens kan gå en måned i den proces. Hvis flyene er meget fyldte, kan der opstå flaskehalse, som gør, at vi får 100.000 pakker ind på én dag. I de tilfælde kan vi ikke nå det inden for rammen, men selv her giver det kun et par dages behandlingstid oveni de fem. Det er ikke noget, der gør, at der ligger forsendelser i månedsvis hos os, slår han fast.

Det kommer bag på Charlotte Arp, at størstedelen af pakkerne fra Kina ikke bliver scannet, når de ankommer til Danmark.

- Det er jo ret vildt, hvis det forholder sig sådan, at hele deres trackingsystem, som man kan se sine ordrer i, er snyd og bedrag, siger hun.

TV 2 har flere gange forsøgt at få en opfølgende kommentar fra Wish, men de har ikke svaret på vores spørgsmål om, hvordan deres trackingsystem fungerer, og hvordan de kan vide, hvornår pakkerne ankommer til Danmark.