Royal Copenhagen vil til udlandet og lancerer nyt stel for første gang i 13 år

16x9
Royal Copenhagen har formået at forvandle deres stel fra noget, der kun blev brugt ved særlige lejligheder, til et hverdagsstel. Foto: Jeppe Bøje Nielsen / Scanpix Denmark

Royal Copenhagen går nu på jagt efter kunder i hele verden og lancerer samtidig nyt stel. Firmaet kan godt klare sig i udlandet, mener boligstylist.

Den blå farve på det hvide porcelæn er let at afkode.

De knaldblå blomster mod den kridhvide overflade er for de fleste danskere lig med Royal Copenhagen.

Står det til den kongelige porcelænsfabrik, er det dog ikke kun os danskere, der i fremtiden vil have et forhold til de blomstrede stel, for nu jagter selskabet kunder i resten af verden.

Det danske marked er simpelthen mættet, lyder bevæggrunden.

Sælger på nostalgien

Det klassiske musselmalede stel er blevet produceret siden 1775.

Som med alle andre trends er dets popularitet kommet i bølger, men siden Mega Mussel-stellet blev lanceret i år 2000, har Royal Copenhagen mere eller mindre redet på en bølge af succes herhjemme.

Spørger man boligstylist Mette Helena Rasmussen, skyldes de høje salgstal lige netop mønstrets flere hundrede år gamle historie.

- Royal Copenhagen er et ældgammelt brand, som er lig med kvalitet. Samtidig er det fyldt med fortællinger og historier, og mange arver måske i første omgang et par dele fra det gamle stel. De to stel kan kombineres og stables, og derfor er folk meget trygge i det. Det er ikke alt for nyt, fortæller hun.

- Mega Mussel har også den force, at det er meget genkendeligt, og det er en del af årsagen til dets kæmpe succes. Når man køber sådan en kop, er man sikker på, at ens veninder ved, hvad det er. På den ene side vil vi gerne bo personligt og smukt, men vi vil også gerne være sikre på, at andre mennesker forstår det. Derfor kan det være hjælpsomt at indrette sig med ting, som andre kan afkode, siger Mette Helena Rasmussen.

Fra fint til folkeligt

Med Mega Mussel er Royal Copenhagen gået fra at være noget eksklusivt til at være allemandseje – og det skyldes især et bestemt tiltag, mener boligstylisten.

- De her stel er så dyre, at man passer på dem, og ofte brugte man dem kun ved særlige lejligheder. Det har Royal Copenhagen dog forsøgt at imødekomme med deres brudgaranti, og det betyder, at mange nu bruger stellet hver dag. Det er en måde at gøre noget meget fint til noget meget folkeligt.

Afstemning

I takt med det folkelige har en del af trendsætterne dog også mistet interessen for de riflede stel.

- Mange har bevæget sig væk, men der er også rigtig mange mennesker, der stadig er glade for det. Salgstallene taler vel for sig selv, lyder det fra Mette Helena Rasmussen.

For det gør salgstallene. I de seneste fem regnskaber fra selskabet har omsætningen været stødt stigende.

- For et firma er det ikke vigtigt, at trendsætterne kan lide varen, så længe en masse andre køber den. På den måde er design meget demokratisk. Det er survival of the fittest, siger Mette Helena Rasmussen.

Går down under

Og lige som dyr tilpasser sig omgivelserne, har Royal Copenhagen nu også besluttet sig for at trække mod nye græsgange.

For også de har erkendt, at der er grænser for, hvor meget mere de kan sælge på det danske marked. Der er simpelthen grænser for, hvor mange blåmalede stel der kan klemmes ind i danskernes vitrineskabe.

- En stor del af vores forretning i dag er genereret af det danske marked, hvilket er fantastisk, og noget vi gerne vil værne om – men vi kan ikke forvente, at salget i Danmark kan blive øget markant yderligere. Derfor vælger vi også at udvide forretningen globalt og går eksempelvis ind i Australien for første gang, fortæller selskabets global business director, Sjoerd Leeflang.  

Selv om Royal Copenhagen herhjemme især sælger sig selv på nostalgien, tror boligstylist Mette Helena Rasmussen, at brandet godt kan slå igennem i udlandet, hvor det allerede har markeder rundt om i Europa, Asien og USA.

- Her er det ikke den personlige nostalgi, der trækker. Til gengæld forestiller jeg mig, at man som verdensborger vil forbinde den med dansk kvalitet, dansk kunsthåndværk og dansk design, og det er alt sammen positive ting.

Lancerer nyt stel

I kølvandet på det internationale fokus følger også et helt nyt stel – for første gang i 13 år.

Det har fået titlen ’blomst’ og er inspireret af det klassiske ’Blå blomst’-stel.

Denne gang har man dog ikke gjort som med megasuccesen Mega Mussel og genbrugt selve porcelænstallerknerne. I stedet er det nye stel skabt helt fra bunden og har sin helt egen kantede form.

Det nye stel 'blomst' er mere kantet i sit udtryk end sine forgængere.
Det nye stel 'blomst' er mere kantet i sit udtryk end sine forgængere. Foto: Royal Copenhagen

Mette Helena Rasmussen tror, at der er potentiale i ’blomst’.

- Det passer rigtig godt ind i den her boheme/botanik-trend, som vi bliver overvældet af lige nu. Men jeg tror ikke, at det nogensinde kommer til at slå Mega Mussel.

- På den anden side kan det her stel rent lavpraktisk ikke stables med andre stel, og det er der også noget fordrende i. For så bliver man nødt til at samle kun på det, siger boligstylisten.