Derfor skal du ikke lyve for dit barn

16x9

Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, lyder et gammelt ordsprog - men noget tyder på, at børn til gengæld må lægge ører til ret mange hvide løgne fra deres forældre.

En ny undersøgelse viser, at hver tredje forælder herhjemme lyver en eller flere gange om måneden for deres børn.

Og selv om en hvid løgn nogen gange forhindrer en konflikt eller får ungerne hurtigere ud af døren om morgenen, så er det, ifølge eksperterne, en dårlig vane, der ender med at give bagslag.

Hvis mor lyver, må jeg også
Det er i
sær den yngre generation af forældre, dem mellem 30-40 år, der har gjort det til en vane at lyve for at undgå konflikter i farten, siger familiecoach Pernille W. Lauritzen. Og det er en skidt løsning.

- Du tager ikke noget lederskab. Du bruger hele tiden en undskyldning i stedet for at være ærlig - og børn er jo ikke dumme, så på et eller andet tidspunkt begynder de at forstå, at der er et eller andet, der ikke hænger sammen, siger Pernille W. Lauritzen.

Og det går ud over børnenes tillid til deres forældre.

- De mister tillid til dig og begynder selv at efterligne og lyve omkring ting, siger familiecoachen.

Jordskælv og julemand
Der kan være situationer, hvor du ikke skal give barnet den absolutte sandhed, for eksempel i forbindelse emd sygdom - men ellers skal du som udgangspunkt svare ærligt på det, dine børn spørger dig om, siger børnepsykolog Per Schultz-Jørgensen.

Også hvis de for eksempel vil vide, om der kan ske terrorangreb i Danmark.

- Du skal være parat til at tage en lidt grundigere snak med barnet om vores situation. Det er med til at give barnet en realistisk opfattelse af den verden, vi lever i, siger Per Schultz- Jørgensen.

Spørgsmål om julemanden skal ikke have særbehandling i forhold til sandheden, ifølge eksperterne, men det er ok at fortælle røverhistorier.

- Man må godt have det lidt sjov, det skal ikke være så puritansk det hele, siger Per Schultz-Jørgensen.