Sådan overlever du familiefesten

16x9

Få gode råd til, hvordan du får det bedste ud af dagen i familiens skød

Fællesskål, tåkrummende taler og obligatorisk smalltalk. Sommetider kan familiefesten føles som en meget lang og blandet fornøjelse at komme igennem. En ny undersøgelse, som analysebureauet YouGov har lavet for 24timer, viser da også, at 59 % af de adspurgte danskere har oplevet det som en sur pligt at deltage i en familiefest. Mere end hver tredje har løjet om, at de var syge eller havde andre planer den dag.

"Det kan godt være, at man har en biologisk tilknytning til sin familie, men hvor man tidligere boede inden for samme område, så er vi i dag splittet op både uddannelsesmæssigt, geografisk og økonomisk. Man gider ikke sidde og redegøre over for sin familie, hvorfor man har valgt at bo alene, eller hvorfor det ikke går én så godt økonomisk," siger sociolog Birthe Linddal Jeppesen til 24timer.

Men hvad kan du gøre, for at få det bedst mulige ud familiefesten? Pernille W. Lauritzen, familiecoach og ekspert i personlig udvikling, giver her tre gode råd til, hvordan du får det bedste ud af dagen i familiens skød.

Bryd rammerne
Sæt dig ved siden af et familiemedlem, som du ikke plejer at tale med. Selvom du synes, at vedkommende virker kedelig, eller slet ikke som din type. Hvis du gør noget andet, end du plejer - får du noget andet, end du plejer.

Hvis du beslutter, at du vil være modig, kan det være, at det alligevel bliver en spændende dag. Hvis du føler, at det er nødvendigt, kan du tage en snak med din familie om, hvordan jeres fremtidige arrangementer skal være.

"Tal med din familie om, om I kan bringe familien sammen på en anden måde, end ved den traditionelle familiefest. Hvis én bryder tavsheden, viser det sig som regel, at der er mange, der har det på samme måde. Det kan lige så godt være dig, der tager teten," siger Pernille W. Lauritzen.

Vær ærlig
De fleste har nok sluppet en lille hvid løgn, når onklen eller kusinen spørger, hvordan det går. Mange danskere ser ikke familien ret tit, og det kan virke overvældende at være fortrolig til den årlige familiefest. Men de små hvide løgne er ikke nødvendigvis en god idé, hvis du gerne vil have en vellykket dag.

"Jeg hører ofte, at folk ikke bryder sig om falskheden ved familiefesterne. Alle har pænt tøj på og ser glade ud, men vi ved jo godt, at der er nogle, der har problemer. Når din sidemand spørger, hvordan det går, kan du bruge det som en mulighed for at dele lidt mere ud af dig selv," siger Pernille W. Lauritzen.

Brug humor
Intet løsner op for en anspændt stemning, som et godt grin. Så hvis du gerne vil skabe en god stemning til familiefesten, er det en god idé, at lave lidt sjov.

"Prøv at se det sjove i situationen og lad være med at være selvhøjtidelig. Vi kommer let til at sidde og bedømme andre, men husk, at de også bedømmer dig. I stedet for at fokusere på de andre, kan du tænke på, hvad du kan gøre, for at familiefesten bliver en bedre oplevelse for jer alle sammen," siger Pernille W. Lauritzen.