Cecilie Hother: Mere eventyrlysten end vildbasse

16x9

Vi kender allesammen Cecilie Hother som den friske vejrpige, der både har hygget om seerne i 'Go'morgen Danmark' og kastet sig ud i elementernes rasen for at rapportere hjem til danskerne om storme, oversvømmelser og snekaos.

Hun var også den superpopulære vinder af 'Vild med dans' i 2010 sammen med Mads Vad, og to år senere viste hun sit talent som standup-komiker, da hun vandt 'Vild med comedy' over konkurrenterne Amalie Szigethy, Jeanette Ottesen og Anders Blichfelt.

Men hvad laver Cecilie Hother egentlig, når hun har fri og befinder sig uden for kameralinsernes rækkevidde? Det har tvtid spurgt den 34-årige tv-darling om.

"En stor del af min fritid er social"
Når Cecilie Hother begynder som vært på TV 2 Fri søndag d. 5. maj, skal hun sammen med sine fem medværter være med til at definere begrebet fritidsliv i alle dets afskygninger. Og for Hother selv betyder ordet "fritid" mange ting - men først og fremmest indebærer det samvær med andre mennesker.

- Jeg er ekstremt socialt anlagt, og en stor del af min fritid er social. Det skal helst handle om mennesker på en eller anden måde, siger Cecilie Hother til tvtid og fortsætter.

- Men derudover er fritid for mig meget bredt, det kan være alt fra at foretage mig noget aktivt og rejse, til bare at ligge i en liggestol med en god bog i solen, lyder det fra Hother, som for nylig vendte hjem fra en måneds rejse i Vietnam.

Dykker, kitesurfer og løber på ski
For de seere, som har oplevet Cecilie Hother levere en vejrudsigt fra et akvarium, mens nogle af verdens farligste hajer svømmede rundt om hende, kommer det nok ikke som en stor overraskelse, at den jyske vejrpige elsker at kaste sig ud i vilde udfordringer.

En af de aktiviteter, hun er særligt glad for, er at dykke - en interesse, hun har haft siden 1999, hvor hun tog dykkercertifikat. Men hun eksperimenterer også gerne med nye fysiske aktiviteter.

- I Vietnam lærte jeg at kitesurfe, og det syntes jeg var vildt sjovt. Det er selvfølgelig kke så fedt at komme hjem til de temperaturer, vi har herhjemme. Så nu går der lige et stykke tid, før vi skal ud igen. Men det kunne sagtens være en ny hobby for mig - på den måde skifter mine aktiviteter ret meget, fortæller den modige friluftspige, som dog skal passe lidt på sin krop, efter at hun har været ude for et par uheld.

- Jeg er blevet kørt ned to gange - én gang på scooter, og en anden gang på cykel, hvor jeg måtte ned og kysse asfalten, så jeg har nogle nakkeproblemer pga. piskesmæld. Og oveni det havde jeg så lige en skiulykke, hvor det også var nakken, det gik ud over. Så jeg skal tænke mig om og tage mine forbehold, konstaterer hun.

Nakkeproblemerne skal dog ikke afholde Cecilie Hother fra at afprøve nye fysiske udfordringer, når hun starter på TV 2 Fri.

- Jeg kunne godt tænke mig at hoppe ud i faldskærm og klatre eller paraglide og den slags. Og så har jeg længe haft en drøm om at tage jagttegn. Så jeg har allerede skrevet en lang julemandsliste med ting, jeg gerne vil, siger hun med et grin.

Største passion er at rejse
Når Cecilie Hother fortæller om alle de fysiske udfordringer, hun har kastet sig ud i - eller drømmer om at kaste sig ud i - kan man godt få den tanke, at hun er lidt af en vildbasse. Men det synes hun ikke selv.

- Jeg er nok mere eventyrlysten, end jeg er vildbasse. Jeg synes bare, det er sjovt at prøve nye ting. Det behøver ikke nødvendigvis at være et adrenalinkick - eller noget med, at jeg skal kaste mig ud fra en eller anden højde. Bare jeg lærer noget nyt og får en udfordring, siger hun.

Cecilies eventyrlyst giver sig også udtryk i, at hun rejser så meget, som hun overhovedet kan komme til det. Ofte i vinterhalvåret.

- At rejse er min største passion. Jeg elsker at mærke, føle og opleve. Specielt når jeg rejser, handler det meget om at se forskellene og diversiteten i naturen. I Vietnam var det f.eks. alt fra at være på de lækreste strande, til at komme op i højlandet og ned i Mekong-deltaet på floderne, forklarer Cecilie Hother, som gerne ville forene sin passion med sit job.

- På den lange bane kunne jeg godt tænke mig at lave et rejseprogram - det, synes jeg, ville passe rigtig, rigtig godt til Fri-kanalen. Men det er min helt egen personlige drøm, som jeg har haft i mange år. Jeg ville SÅ gerne lave et rejseprogram. Det er både min hobby og min største drøm, slutter hun