Må forældre overvåge deres børn?

Ny teknologi gør det muligt for forældre at overvåge deres børn via deres smartphones.

Ny teknologi gør det muligt for forældre at overvåge deres børn via et overvågningskamera, der installeres på børnenes smartphones.

"Uundværligt", siger producenten bag en ny app, der tilbyder endnu mere overvågning, mens formanden for Børns Vilkår advarer om, at det overtræder børnenes rettigheder.

"Vi kan tjekke sms'er, emails og se hvilke hjemmesider, dit barn går ind på. Det synes vi selvfølgelig er en god idé. Blandt andet kan man spærre for adgangen til Facebook i skoletiden," siger medstifter af MYMobileSecurity Janus R. Nielsen.

Invasion af børnenes privatliv
Men formand for Børns Vilkår Peter Albæk er knap så begejstret:

"Det, man som forældre skal være opmærksom på, er, at man skal bruge den her teknologi i en dialog med børnene."

"Den her applikation, som kan tjekke alt, hvad der står i en sms, og alt hvad der foregår på en chat eller Facebook, giver jo, hvis man bruger den forkert, forældrene en mulighed for at invadere børns og unges privatliv, og det skal man passe på med," advarer han.

En app må ikke erstatte den vigtige dialog
Peter Albæk frygter, at overvågningen kan gå ud over den vigtige dialog mellem forældrene og børnene:

"Jeg tror, det handler om hele tiden at have en dialog med sine børn. Og når de bliver lidt større, har de brug for mere frihed. Man kan sagtens bruge sådan en applikation i nogle situationer, hvor man aftaler med børnene, at man bruger den, men det må aldrig blive en undskyldning for ikke at have en dialog med sine børn," siger Peter Albæk.

Janus R. Nielsen deler ikke Peter Albæks bekymring. Han ser de nye overvågningsmuligheder som et supplement til både dialog og opdragelse, og han mener ikke, at de tekniske muligheder krænker børnenes privatliv:

"Man skal ikke gøre det her, uden at børnene er klar over det. Man skal installere den på smartphonen sammen med børnene. App'en har aldrig været tænkt som en erstatning for børneopdragelse," siger han.

Du kan se debatten mellem Janus R. Nielsen og Peter Albæk i videoen øverst på siden. Vi vil gerne vide, hvad du mener: Er det ok, at forældre overvåger deres børn? Afgiv din stemme i boksen, skriv en kommentar her på siden og følg debatten på Facebook.