Derfor har grimme mænd mere succes end grimme kvinder

16x9

Grimme mennesker har det sværere end smukke mennesker, det gælder i arbejdslivet såvel som i privatlivet - de grimme mænd har det dog lidt lettere end

Grimme mennesker har det sværere end smukke mennesker, det gælder i arbejdslivet såvel som i privatlivet - de grimme mænd har det dog lidt lettere end de grimme kvinder. Det er sociolog Emilia van Hauen og sexolog og parterapeut Rikke Thuesen enige om.

En gruppe forskere fra Michigan State University har ifølge dailymail.co.uk fundet frem til, at grimme mennesker oftere oplever drillerier og mobning på deres arbejdsplads end smukke mennesker. Forskerne fandt ligeledes frem til, at udseendet spiller en rolle i forhold til, hvilke arbejdsopgaver medarbejderne får tilbudt og dermed også deres chancer for forfremmelse. Udseendet spiller faktisk så meget ind, at det at være grim betyder mere i forhold til, hvordan de bliver behandlet, end deres alder, deres køn eller deres anciennitet på arbejdspladsen.

- Det er helt rigtigt, at grimme mennesker udstråler mindreværd, fordi de selv synes, de er grimme. Derfor oplever de også ofte, at de ikke har succes på jobbet, i kærlighedslivet osv. Det handler jo om det, du sender ud. Hvis du har det skidt med dig selv, så er det også det, du sender ud til andre, og så er det også det, du får igen, siger sexolog og parterapeut Rikke Thuesen til tv2.dk.

- Der er flere undersøgelser, der viser, at smukke mennesker i gennemsnit tjener mere, er bedre gift, har flere sociale muligheder og bedre karrierer – så jo, der er ingen tvivl om, at det kan være mere op ad bakke at være grim. Vi ved også, at æstetik er med til at påvirke vores følelser og vores handlekraft, og det er også derfor, at vi ganske enkelt har det bedre med os selv, når vi har gjort noget ud af os selv. Det smitter af på vores udstråling over for andre, siger sociolog Emilia van Hauen og supplerer:  

- Det er fuldstændig ligesom med mad, hvis du klasker din mad tilfældigt sammen, ser den uappetitlig ud. Hvis du derimod gør noget ud af præsentationen, så ser den indbydende og appetitlig ud.

Vi frastødes af det grimme

Du skal tænke over, hvad du sender ud – men alligevel kan det være svært, det medgiver Rikke Thuesen:

- Mange grimme mennesker gør sig grimmere, end de i virkeligheden er, og det er så uheldigt, for så bliver det en ond, selvforstærkende spiral. Det kan være rigtig svært at hive sig selv op og tro på sig selv og sin egen skønhed, hvis man alle vegne får negative kommentarer eller fornemmelser med på vejen. Men hvis man bliver sjusket og måske ligefrem usoigneret, fordi man har mistet respekten for sig selv, så kan man heller ikke forvente, at andre har respekt for én – tværtimod vil ens medmennesker bliver irriterede og se ned på én.

- Det er jo et urinstinkt, der ligger dybt i os - vi lægger afstand til de grimme og svage. I naturen er det de svageste, der bliver slået ihjel. Helt så brutalt er det heldigvis ikke i menneskenes verden, men der er ingen tvivl om, at vi trækker os fra de grimme. De fleste vil hellere være sammen med smukke, succesfulde mennesker – det er jo så enkelt, at det smitter af på en selv: ”Hvis jeg hænger ud med de smukke, bliver jeg selv smuk”, siger Rikke Thuesen til tv2.dk.

Mænd har det lidt lettere end kvinder

Er det lettere for mænd at være grimme, end det er for kvinder? Ja, det tror de to eksperter faktisk, at det er – men der er dog en grænse:

- Kvinder sætter dom på kvinder, og mænd sætter dom på kvinder – og vi dømmer kvinder ud fra udseende. Mænd dømmes mere på deres evner, end kvinder gør. Derfor kan en grim mand sagtens opleve at have succes – bare han ikke er ulækker eller sjusket, for så tager vi afstand fra ham, siger Rikke Thuesen til tv2.dk.

Og Emilia van Hauen er helt enig:

- En mand skal udstråle energi, magt og vitalitet. Hvis han gør det, så gør det knap så meget, om han er grim samtidig. Det bliver dog en anden sag, hvis han er usoigneret – så får han svært ved at opretholde sin magt og energi.