Nybagte forældre mister 44 dages søvn

16x9

Hvis du er ekstra træt om morgenen, så skænk en kærlig tanke til nybagte forældre. De mister 44 dages søvn i barnets første år.

Hvis du er ekstra træt om morgenen, så skænk en kærlig tanke til nybagte forældre. De mister 44 dages søvn i barnets første år. Ifølge dansk søvnkonsulent er det kvinderne, der trækker det tungeste læs i nattetimerne.

Nybagte forældres søvnløse timer med barnet i løbet af natten bliver tilsammen 44 dages mistet søvn på et år, skriver Daily Mail.

Lidt over fem timer er den tid, forældre i gennemsnit sover i barnets første år. Årsagen er oftest madning af barnet, bekymringer om barnets sikkerhed og babygråd.

Det er en ny undersøgelse af briternes sovevaner, der viser, at nybagte forældre i gennemsnit kun får 5,1 timers søvn om natten i deres barns første år. Det er to 2,9 timer mindre, end de otte timer som det ellers anbefales, at man sover om natten.

Kvinderne klarer barnet om natten
Søvnkonsulent Mikael Rasmussen fra Center for Stress og Trivsel mener, at det er samme antal timer, som danske spædbørnsforældre sover natten.

- Det er en voldsom belastning, at man mister så meget søvn. Forældrene føler, at de går rundt i en osteklokke, hvor de ikke har særlig meget energi og overskud, siger han til tv2.dk.

- Det kan have fysiske konsekvenser, at man får så meget mindre søvn end ens søvnbehov, og forældrene vil typisk opleve, at de bliver oftere syge, fordi deres immunforsvar ikke fungerer optimalt, siger søvnkonsulent Mikael Rasmussen.

Læs her, hvor meget søvn dit barn har brug for.

Sov sammen med barnet
Han mener, at det i høj grad er kvinderne, der nedprioriterer deres eget behov for søvn for at være ved barnet om natten. Det er et problem, fordi det i høj grad er dem, der lider af søvnproblemer og stress, dermed varetager de ikke deres eget behov, uddyber han.

- Kvinder accepterer for let, at manden skal op på arbejde næste dag, men det er også vigtigt at se det som et job at sørge for, at barnet er velfungerende. Desværre ser man, at hvis man ikke får søvn nok, så har man også sværere ved at etablere et god soverytme for sit barn, siger Mikael Rasmussen.

- Det er rigtig vigtigt, at forældrepar har en dialog om, hvordan de får deres søvn. Og det kunne rigtig mange kvinder lære, fordi de tilsidesætter deres eget behov og ikke får manden på banen, så de kan dele byrden. Manden skal træde i karakter og passe barnet om natten, siger han.

De nybagte mødre skal benytte hver en chance, der er for at sove. Når barnet sover, skal moren også sove og dermed få indhentet noget af nattens tabte søvn, forklarer Mikael Rasmussen.

10 gode råd: Sådan får du bedre søvn.