Derfor skal du spise ingefær hver dag

Ingefær er godt mod kvalme, fordøjelsesproblemer og betændelse.

Ingefær er godt mod kvalme, fordøjelsesproblemer og betændelse. Derfor bør du - ifølge ernæringsekspert Michelle Kristensen - spise den sunde plante hver eneste dag.

Det aktive stof gingerol findes i planten ingefær, og netop det stof gør, at planten er rigtig god for mange ting. Det fortalte Michelle Kristensen i Go' Morgen Danmark.

- Det er sindssygt godt til at bekæmpe kvalme både ved graviditet, køresyge og tømmermænd. Det gør, at man får mere spyt i munden og er rigtig godt for mavesyren, som er det, der gør, at der er rumlen nede i maven, fortæller Michelle Kristensen.

Der findes mange bud på, hvad ingefær ellers skulle hjælpe mod. Flere har talt om en gavnlig effekt på influenza, men det afviser Michelle Kristensen, da ingefær ikke indeholder c-vitamin. Til gengæld peger flere studier på, at det kan have en effekt på kræftpatienter, selvom det endnu ikke er fuldt dokumenteret.

- Folk i kemoterapi får meget kvalme, og der kan det virke rigtig godt. Derudover viser nogle studier, at der er noget, der tyder på, at kræftceller kan begå "selvmord", når man får de her meget gode og aktive stoffer fra ingefæren, siger Michelle Kristensen.

Implementer det i kosten
Hvis ingefæren tages imod betændelse, anbefales det at tage 200 gram om dagen. Tages det mod kvalme, kan mindre gøre det. Michelle Kristensen anbefaler at spise det friskt og ikke i pilleform. 

Hvordan du kan implementere ingefæren i din mad, giver ernæringseksperten sine bud på.

  • Ingefærshot med æble og citron
  • Te med ingefær og citron
  • Smoothie med ingefær, banan og frossen rosenkål
  • Relish af pærer og ingefær (kan bruges som tilbehør til kød og fisk eller oven på skyr)
  • Skyr rørt op med ingefær, lime og akaciehonning