Sådan har Aage og Rita det i dag: En dag kan han ikke kende mig mere

Se hele dokumentaren om Aage på TV 2 PLAY I løbet af bare få uger er Aage Rasmussen blevet endnu dårligere end i dokumentaren 'Da Aage forsvandt'.

Se hele dokumentaren om Aage på TV 2 PLAY

I løbet af bare få uger er Aage Rasmussen blevet endnu dårligere end i dokumentaren 'Da Aage forsvandt'. Det fortæller hans kone Rita Knudsen til TV 2.

I dokumentaren 'Da Aage forsvandt' starter vi med at møde ægteparret Rita og Aage i 2010. Det er to år efter, Aage Rasmussen i en alder af 56 år har fået konstateret demenssygdommen Alzheimers. 

I fem år bliver parret fulgt. Vi følger deres rejse, fra Aage stadig bor hjemme i huset i Gl. Rye, til han kommer på plejehjem og til sidst har svært ved at huske selv de allermest normale ord. Det er en dokumentar om kærlighed og om den sygdom, som er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark.

Fortryder ikke ægteskabet
Det er nu nogle uger siden, de sidste scener til dokumentaren blev blev filmet. I løbet af de uger, der er gået, har Aage fået det endnu dårligere. 

- Han kan stadigvæk huske mig. Jeg tror også, han kan kende sine børn, men jeg har oplevet, at han troede, at han havde haft besøg af en fjern slægtning, selvom det var hans datter, der havde været der, fortæller Aages kone Rita Knudsen.

Rita og Aage mødte hinanden i 2003, og i 2008 blev de gift - kort tid efter, Aage havde fået konstateret Alzheimers. Derfor var beslutningen om at gifte sig ikke helt nem for Rita at træffe. Hun elskede og elsker Aage, men hun vidste også, at han ville forsvinde fra hende. 

- Jeg ville ikke gøre det anderledes, hvis jeg kunne skrue tiden tilbage. De første år var en langsom proces, og dem ville jeg ikke undvære. Vi har levet i nuet og nydt hinanden, siger Rita Knudsen.

Det har været hårdt for hende at se dokumentaren om Aage, fordi den minder hende om dengang, hvor Aage var frisk. Men selvom han ikke længere er den samme, elsker hun ham stadig.

- Jeg holder aldrig op med at holde af Aage, uanset hvor langt hen i forløbet, han kommer. Jeg lærte ham at kende i 2003, så vi har jo ikke kendt hinanden så længe. Derfor er det meget svært følelsesmæssigt, men jeg kan ikke svigte en, jeg holder af, så jeg bliver i forholdet, fortæller Rita Knudsen.

Svært at tænke på fremtiden
Ligesom i dokumentaren bor Rita stadig hjemme i huset, men besøger ofte Aage på plejehjemmet. Fremtiden har Rita svært ved at tænke på.

- Der kommer jo en tid, hvor han ikke kan kende mig. Den tanke er meget skræmmende. Aage magter heller ikke at snakke om det. Han har hele tiden haft svært ved at tale om sygdommen, fortæller Rita Knudsen

Aage og Rita har valgt at dokumentere deres historie for at hjælpe andre Alzheimers-ramte og deres partnere, som står over for samme valg som Rita - nemlig at blive eller forlade deres partnere. 

I klippet nedenfor kan du høre mere om Ritas overvejelser omkring hendes bryllup med Aage.