Nem julekonfekt: 6 hurtige hapsere

16x9

Ingen jul uden lækker konfekt. Madskribent Marie Melchior har aflagt visit i Frihuset, hvor hun viste, hvordan man på mellem 5 og 10 minutter kan kreere lækker konfekture. Her er opskrifterne på de 6 lækkerier, hun delte med os.

Små træstammer
Ca. 8 stk.

250 gr marcipan
Florsukker
100 gr nougat
100 gr mørk chokolade
Violer
Sølv

Strø florsukker udover køkkenbordet. Har man en stenplade er det ideelt. Rul marcipanen tyndt ud med en kagerulle. Brug florsukker som mel, hvis marcipanen klistrer. Skær marcipanen ud i 8 firkanter (ca. 8x10 cm). Rul nougaten ud på samme måde med florsukker. Her gælder det om at røre så lidt som muligt ved nougaten. Det er bedst med kolde hænder og arbejde hurtigt. Skær den udrullede nougat i 8 stykker og læg dem ovenpå marcipanstykkerne. Rul marcipanen sammen til små ruller. Smelt den mørke chokolade over vandbad. Pensl marcipanbrødene med smeltet chokolade og pynt med kandiserede violer og sølv. Sæt dem køligt til chokoladen stivner.


Nougatsandwiches af orangebuer
Tid: 5 minutter
24 stk

2 pakker orangebuer a 75 g (fra fx Toms)
100 gr  nougat

Tril kugler af nougat.
Læg hver nougatkugle mellem to orangebuer, så det ligner en sandwich.
 

Marcipankugler med julekrydderier og kakao
Tid: 10 minutter
Ca. 20 styk

1 appelsin, usprøjtet
200 g marcipan rørt  med tranebær, nellike, pecannød og kanel
Evt. 1 spsk Cointreau (appelsinlikør)
Kakaopulver

Riv skallen af appelsinen på den fine side af rivejernet.
Ælt marcipanen sammen med revet appelsinskal og 2 spsk appelsinsaft og . 1-2 spsk cointreau. Rul marcipanmassen til små kugler, som trilles i kakaopulver.
 

Abrikoser med kokos
Tid: 5 minutter
20 stk

100 g mørk chokolade
20 tørrede abrikoser
Kokosmel

Smelt chokoladen over vandbad.
Dyp hver abrikos i smeltet chokolade, så halvdelen af abrikosen dækkes med chokolade, og dyp den herefter i kokosmel.
Lad abrikoserne ligge på et stykke bagepapir, til chokoladen er stivnet.
 

Chokolademønter med nødder og korender (til voksne)
Tid: 10 minutter
Ca. 20 styk

200 g god, mørk chokolade
1 lille håndfuld pistacienødder
1 lille håndfuld smuttede mandler
1 lille håndfuld korender eller rosiner

Smelt chokoladen over vandbad.
Læg et stykke bagepapir på en bageplade.
Lav runde chokolademønter af smeltet chokolade på bagepapiret, brug 1 spiseskefuld chokolade per mønt. Pynt mønterne med pistacienødder, mandler og korender/rosiner, før chokoladen stivner.
 

Chokolademønter med kulørt pynt (til børn)
Tid: 10 minutter
Ca. 20 styk

200 g mørk chokolade
1 lille håndfuld tørrede tranebær
Kulørt kagepynt (fra fx Oetker)
1 lille håndfuld korender eller rosiner

Chokolademønterne til børnene laves efter samme fremgangsmåde som mønterne til de voksne, men pyntes med tranebær, krymmel og korender/rosiner.

Tips

Mange børn foretrækker de mildere varianter af mørk chokolade med et kakaoindhold på omkring 55 %. Du kan også bruge mælkechokolade eller hvid chokolade.