Kræsne børn skaber konflikter: Disse madvarer kan de ikke lide

Ifølge eksperter kan børnenes kræsenhed blive så omfattende, at det bliver et socialt problem.

Listen over fødevarer, danske børn ikke kan lide, er lang. Fisk og ost er ikke populært blandt børnene. Det er pasta og lyst brød til gengæld.

Og det får forældre til at bekymre sig om, hvorvidt deres børn er for kræsne.

- Det skaber stor bekymring for mange forældre at have kræsne børn. At være kræsen og dermed spise meget ensidigt gør, at man ernæringsmæssigt kan blive udfordret, fordi man risikerer ikke at få de næringsstoffer, man skal have, siger Line Munk Damsgaard, som er ernæringschef i Landbrug & Fødevarer.

Joan Preisler, der er specialkonsulent i ernæring, arbejder til dagligt med familier, som er udfordret på grund af kræsenhed. Hun oplever, at der er mange familier, der har problemer med kræsenhed, hvilket blandt andet udspiller sig i konfliktfyldte måltider ved spisebordet.

"Mine forældre synes, jeg er kræsen"

Landbrug og Fødevarer har netop fået lavet en undersøgelse, der blandt andet konkluderer, at børnene oplever, at deres forældre synes, de er langt mere kræsne, end de selv føler sig.

Her svarede 18 procent af børnene, at de oplevede, at deres forældre synes, de er meget kræsne, og 37 procent svarede, at deres forældre synes, de er lidt kræsne.

Men over halvdelen af børnene mente selv, at de slet ikke var kræsne.

Alsidig kost er vigtig

Det betyder dog ikke, at der ikke skal være fokus på, hvad børnene spiser. For der er ingen tvivl om, at en varieret kost er vigtig - også når man er barn.

- Hvis man spiser for ensidigt, så kan man risikere ikke at få de vitaminer og mineraler, som kroppen har behov for. Eksempelvis indeholder fisk og især fed fisk blandt andet fiskeolier, selen, jod og D-vitamin, som kroppen har brug for, og som er svære at få nok af fra andre fødevarer, fortæller Line Munk Damsgaard.

Men det er ikke kun sundheden, der skal være fokus på, når ens barn er kræsent. For vi kobler nemlig en masse sociale arrangementer og fællesskaber op på måltider.

Og hvis dit barn er meget kræsent og ikke kan spise en lang række fødevarer, risikerer det at føle sig uden for fællesskabet.

- Det er rigtig hårdt at være kræsen, og det er svært at være det barn, som ikke kan eller vil spise noget.

Smagsneutralt mad hitter

I undersøgelsen er børnene også blevet spurgt ind til, hvilke fødevarer de særligt godt kan lide, og hvilke fødevarer de ikke bryder sig om. Her er det meget tydeligt, at det smagsneutrale glider let ned. Pasta og hvidt brød ligger i toppen af favoritspise hos børnene, men ris og kartofler er langt mindre populært.

Joan Preisler, der er specialkonsulent i ernæring, forklarer det med, at pasta og hvidt brød er nogle af de madvarer, som børnene ofte bliver præsenteret for.

- I Kina kan børnene lide ris, fordi det er det, der bliver serveret. Her kan børnene lide pasta, og i andre lande er det sikkert bønner. Børn kan lide det, de ofte får serveret, siger hun til TV 2.

Et socialt problem

Hun har gennem mange år beskæftiget sig med kræsenhed hos børn og oplever ofte, at forældre henvender sig til hende, når kræsenheden er blevet så omfattende, at det er begyndt at blive et socialt problem.

- Børnene føler sig simpelthen ekskluderet fra fællesskabet. Og det er noget, vi som voksne skal være bevidste om: Vi tillader dem at ekskludere sig selv fra fællesskabet og gør dem en bjørnetjeneste, siger Joan Preisler.

Du kan se, hvad der hitter og ikke hitter blandt danske børn mellem 4. og 6. klassetrin herunder.

Her er en rangering af de mest populære og upopulære madvarer blandt børn

Pasta

. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Danmark

Lyst brød/boller

. Foto: STEFFEN ORTMANN / Scanpix Nordfoto

Kylling

. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Oksekød

. Foto: Kim Haugaard / Scanpix Denmark

Mælk

. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Rugbrød

. Foto: sofie mathiassen / Scanpix Denmark

Svinekød

. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Ris

. Foto: Shutterstock

Smør

. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Kartofler

. Foto: Grab / Grab

Æg

. Foto: Shutterstock

Yoghurt

. Foto: Shutterstock / Shutterstock

Fisk

. Foto: Shutterstock

Ost

Ost. Foto: Shutterstock / Shutterstock