26 danske restauranter får michelinstjerner – se listen her

To nye danske restauranter er blevet optaget i den eftertragtede guide.

Dette års fordeling af michelinstjerner er netop blevet offentliggjort, og 26 danske restauranter er blevet tildelt nogle af stjernerne.

To nye danske restauranter optræder nu i den nordiske Michelin-guide. Det er Me|Mu i Vejle og Jordnær i Gentofte.

Antallet af danske michelinrestauranter, er dog kun steget med en enkelt, da Den Røde Cottage i Klampenborg har mistet sin.

Det er dog ikke så overraskende, da der er sket store ændringer netop denne restaurant, siden den sidste år fik tildelt en stjerne, og det er noget, folkene bag Michelin ikke kan lide.

Det fortalte TV 2s madekspert Svend Rasmussen inden offentliggørelsen af årets guide.

- Den Røde Cottage blev lukket i december og er nu genåbnet med ny ejer og køkkenchef. Så den vil jeg mene, helt sikkert taber sin stjerne, sagde Svend Rasmussen i weekenden, og han fik altså ret i sin vurdering.

Fra en til to stjerner

Foruden de to nye restauranter i guiden, er der blevet hevet endnu en ekstra michelinstjerne hjem til Danmark.

Kadeau i København er således gået fra en stjerne, som de har haft siden 2013, til to stjerner. Restauranter med to stjerner beskrives i guiden med ordene "værd at køre en omvej for". 

Artiklen fortsætter under kortet.

De 26 danske Michelin-restauranter

Michelin-guiden, der i sin tid blev skabt for at få franskmændene til at køre mere i bil, har de senere år også fået øjnene op for restauranter, der ligger uden for hovedstadsområdet. 

Indtil for få år siden var det kun restauranter i hovedstadsområdet, der var at finde i den prestigefyldte guide til gode madoplevelser. Det ændrede sig, da de aarhusianske restauranter Restaurant Frederikshøj, Restaurant Substans og Gastromé hver fik tildelt en stjerne i 2015.

Efterfølgende har også andre restauranter uden for København fået stjerner, og med de to nye restauranter i guiden stiger det tal nu til ni på landsplan, når man tæller Koks på Færøerne med. 

Med de 26 stjernetildelte restauranter, slår Danmark sin rekord fra sidste år, hvor 25 restauranter fik tildelt mindst en stjerne.