Her er danskernes yndlingsslik, og vi spiser 41 millioner af dem om året

16x9
Danskerne er vilde med slik og spiser hvert år omkring otte kilo per mand. Men der er særlig én variant vi er helt vilde med. Foto: Kasper Søby

Et særligt stykke slik, der har mere end 50 år på bagen, er TV 2-brugernes absolutte favorit.

Det findes i kager, is, varme drikke og sågar i nogle former for chili con carne. Men først og fremmest kender vi det som slik. Chokoladen er den klare favorit, når man spørger danskerne, hvilken type slik de foretrækker.

Det viser en ny måling lavet af Megafon for TV 2. 

Her svarer 47 procent, at de bedst kunne lide chokolade, der blandt andet overgår lakrids, vingummi og karamel. 

square to 16x9

Derfor er vi vilde med chokoladesmagen

Det er ikke spor underligt, at det er chokoladen, der indtager førstepladsen, for chokolade kan noget, ingen andre fødevarer kan. Det forklarer Michael Bom Frøst, lektor på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet. 

- Det særlige ved chokolade er, at det har et smeltepunkt, der ligger på samme punkt som mundhulen, som betyder, at det smelter, når vi putter det i munden. Det går fra fast til nærmest flydende konsistens på meget kort tid. Derfor opnår vi en enorm dynamik, forklarer han. 

Dette slik elsker danskerne

TV 2 listede 30 forskellige slags slik op og bad danskerne stemme på deres favoritslik: 

  1. Fyldte skilpadder: 9 procent
  2. Bounty og Piratos: 6 procent
  3. Heksehyl, Lakridspiber, Salte Fisk: 5 procent 
  4. Center Karamel, Chokofanter, Ritter sport, Matadormix, Vampyrer, Tyrkisk Peber, Dumle karameller: 4 procent
  5. Click mix, Lakridskonfekt, Skolekridt, Superflyers, Sød lakrid: 3 procent
  6. Andet: 5 procent. 

Lidt over 30.000 af TV 2s læsere har i skrivende stund deltaget i afstemningen. 

Danskernes yndlingsslik er et cremedyr

Men hvad er det så for et stykke slik, vi helst sætter tænderne i? Det spørgsmål stillede vi TV 2-brugerne i anledning af programmet 'Sukkerchok', der sendes på TV 2 FRI. 

Mere end 30.000 af TV 2s brugere har stemt på 30 forskellige stykker slik.

Vinderen er en 51-årig skildpadde med rom og karamelfyld. Toms Kæmpe Skildpadde, der blev lanceret i 1967, fik ni procent af stemmerne.

Man kan ikke ligefrem sige, at førstepladsen kommer bag på dem ude hos Toms. For hvert år sælger den danske slikvirksomhed 41 millioner Kæmpe Skildpadder og Mini Skildpadder i Danmark. 

- Der er mange produkter på markedet, men jeg tror, at skildpadden skiller sig ud, fordi den er så unik. Den har en sjov historie og et helt særligt udtryk, både i formen som skildpadde og i dens design. Selve ternerne på skildpadden er noget, de fleste danskere kan kende, siger Lone Lyng Andersen, der er marketings- og innovationsdirektør hos Toms. 

Skildpadden var en billig chokolade

Den første chokoladeskildpadde fra Toms så dagens lys i 1948. Den var helt flad og bestod af ren romcreme.

Oprindeligt var skildpadden lidt af et spareprojekt. I efterkrigstiden var kakaobønner en mangelvare, og derfor var det praktisk for slikproducenterne at få chokoladen til at række til mere og fylde dem med creme. Skildpadden var derfor i skarp konkurrence med både en cremefrø, en crememariehøne og en cremehare fra en række andre danske firmaer, der også så en ide i at nøjes med at bruge chokoladen som overtræk på deres slik. 

I 1948 fik en flot sjældne og tropiske læderskildpadder stor opmærksomhed, da de på mystisk vis strandede ud for Sjællands Odde. Ifølge Marketingsdirektør hos Toms var det disse skildpadder, der inspirerede til at lave chokoladeskildpadden.
I 1948 fik en flot sjældne og tropiske læderskildpadder stor opmærksomhed, da de på mystisk vis strandede ud for Sjællands Odde. Ifølge Marketingsdirektør hos Toms var det disse skildpadder, der inspirerede til at lave chokoladeskildpadden. Foto: Morten Juhl / Scanpix Danmark

Derfor er de så populære

Skildpaddens popularitet skyldes ifølge lektor Michael Bom Frøst dens form og konsistens.  

- Min teori er, at den er så succesfuld, fordi der er mange måder at spise den på. Man skal knække den tykke skal, og det kan man gøre på mange forskellige måder. Det giver en stor variation, og man kan få noget forskelligt ud af smagen, siger han. 

Den teori kan de nikke genkendende til hos Toms. 

- Folk går meget op i, hvordan de spiser skildpadden - om de for eksempel bider hovedet af først eller tager den i en hel mundfuld, siger marketings- og innovationsdirektøren. 

Samtidig rammer skilpadden ned i en helt central del af det særlige danske fænomen - hygge. Slik er i høj grad med til at sætte en scene og signalere, at "vi hygger os", fortæller antropolog Jeppe Linnet Trolle, der forsker i begrebet hygge. 

Selvom man kan hygge sig med mange former for slik, mener han, at skildpadden på mange måder rammer plet, når danskerne skal hygge sig. 

- Jeg overhører ofte folk i byen sige: "Vi skal bare lige have lidt slik til at hygge med i aften". I den sætning ligger der en idé om, at slikket ikke skal være noget alt for fint og dyrt. Her passer Toms Kæmpe Skildpadder godt ind, fordi de er folkelige og nemt tilgængelige, siger han. 

Overlever skildpadden mange år endnu?

Det kan næppe komme bag på nogen, at man fra Toms side satser på, at skildpadden stadigvæk er her om 50 år. Selvom marketings- og innovationschefen regner med, at man til den tid har videreudviklet lidt på den. 

Lektor Michael Bom Frøst mener dog, at Kæmpe Skildpadden godt kan ende med at få baghjul af sin lillebror, Mini Skildpadden, som Toms lancerede i 2004. 

- Jeg kunne godt forestille mig, at de små skildpadder ender med at udkonkurrere Kæmpe Skildpadden, fordi de simpelthen er nemmere at spise, siger han. 

Du kan se 'Sukkerchok' hver onsdag klokken 20.40 på TV 2 FRI eller allerede nu på TV 2 PLAY. 

Afstemning