Hun spiser slik, når hun står op om morgenen, cykler og arbejder: - Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden

Akademikerkvinder fra København er blandt de danskere, der spiser mest slik.

De fleste af os kender følelsen, når vækkeuret ringer om morgenen. Vi står op og styrer direkte mod kaffemaskinen i køkkenet og sætter dagens første kop over for at få gang i hovedet.

40-årige Katrine Emme Thielke gør det samme. Men hvis der ligger lidt slik ved siden af kaffemaskinen, snupper hun det som det første. 

- Det er bare lige for at komme i gang med dagen. Det er et lille sukkerkick, siger hun. 

Katrine Emme Thielke spiser slik næsten hver dag, og hun kan faktisk spise slik på alle tidspunkter:

Når hun står op om morgenen. Når hun cykler. Når hun arbejder. Når hun tager toget. Når hun ser tv. Ja, selv når hun er hoppet i seng og læser en bog, kan hun finde på at sætte tænderne i en skumfidus.

- Jeg synes, at slik er en af mange kilder til glæde i hverdagen. Slik er en dejlig pause, og jeg synes, det smager vildt godt, siger hun og tilføjer:

- Jeg kunne ikke rigtig forestille mig et liv uden slik. Hvis man fik en liste over alt det usunde, der var, så ville slik være det allersidste, jeg fjernede.

Når Katrine Emme Thielke arbejder foran computeren, kan hun godt lide at spise poletter. Det sætter gang i kæbemusklerne og i hjernen, synes hun. Hendes yndlingsslik er eucalyptus-vingummien Krudtugler.
Når Katrine Emme Thielke arbejder foran computeren, kan hun godt lide at spise poletter. Det sætter gang i kæbemusklerne og i hjernen, synes hun. Hendes yndlingsslik er eucalyptus-vingummien Krudtugler. Foto: Kasper Søby Jensen

Flest københavnerkvinder spiser slik hver dag

40-årige Katrine Emme Thielke arbejder som digital rådgiver i kommunikation og bor i København. Hun tilhører den gruppe af danskere, der oftest spiser slik.

Det er kvinder mellem 18 og 49 år. De har en længere videregående uddannelse og bor i Region Hovedstaden. Det viser en ny undersøgelse lavet for TV 2 af Megafon.

Denne gruppe danskere spiser mest slik

Kvinder: 30 % af alle kvinder spiser slik mindst fire dage om ugen. Til sammenligning spiser 22 % af alle mænd slik ligeså ofte. 

18-49-årige: Cirka 30 % af alle 18-49-årige spiser slik mindst fire dage om ugen. De er dermed den aldersgruppe, der oftest spiser slik. 

Københavnere: 16 % af de danskere, der bor i Region Hovedstaden spiser slik hver dag eller næsten hver dag. Det er dermed den region, hvor borgerne oftest spiser slik. 

Akademikere: 30 % af alle danskere med en universitetsuddannelse spiser slik mindst fire dage om ugen. Det er den uddannelsesgruppe, der oftest spiser slik. 

Den er lavet i forbindelse med programmet 'Sukkerchok', hvor amatører dyster mod hinanden om at lave det bedste og flotteste slik.

square to 16x9

Slik, skyld og skam

Det kommer ikke bag på livsstilsekspert Henrik Byager, at det er akademikerkvinderne, der ofte spiser slik.

- Denne gruppe af kvinder er den mest travle gruppe overhovedet. Det er de unge studerende, de unge mødre og de erhvervsaktive, som har mest travlt, og som er mest stressede. Det er også den ressourcestærke gruppe. De spiser slik for at slappe af og for hyggens skyld, siger han.

Men netop denne gruppe kvinder har det sjældent godt med deres slikforbrug, da de er meget bevidste om at spise sundt, mener Henrik Byager.

- Der er noget skam forbundet med forbruget. Kvinderne er ikke særligt stolte af det. De er bange for, at de tager på, og ved godt, det er usundt. Men det er samtidig lækkert og afstressende. Det bliver en battle mellem lyst, skyld, skam og belønning, siger han.

Et rummeligt og kærligt forhold til slik

Men Katrine Emme Thielke skammer sig ikke over at kunne spise en til tre poser slik om dagen. Hun har for længst besluttet sig for, at hun vil nyde hvert et stykke slik med god samvittighed. Men hun kender alt til slik-skammen fra sin omgangskreds.

- Det virker, som om at holdningen til slik i min omverden er blevet lidt på samme niveau som at ryge og drikke for meget og at spise for mange røde bøffer, siger hun.

Katrine Emme Thielke er så vild med slik, at hun for flere år siden startede sitet slikleksikon.org, der er et opslagsværk, hvor brugerne kan dele deres viden og erfaring om slik med hinanden.
Katrine Emme Thielke er så vild med slik, at hun for flere år siden startede sitet slikleksikon.org, der er et opslagsværk, hvor brugerne kan dele deres viden og erfaring om slik med hinanden. Foto: Kasper Søby Jensen

Hun synes, det er vigtigt, at man er påpasselig med sit indtag af usunde fødevarer, men synes også, det er vigtigt at leve livet uden alt for mange forbud.

- Jeg tror, jeg er lidt mere rummelig og kærlig over for mit eget forhold til slik end mange andre. Nogle gange virker folk lidt misundelige over, at jeg spiser slik uden at skamme mig. Jeg tror, de ville ønske, at de kunne glæde sig ligeså meget over det som mig.

Hygge og tvangshygge

Katrine Emme Thielke er dog ikke alene om at spise meget slik. Danskerne er på andenpladsen over det mest slikspisende folk i Europa, kun overgået af Finland. Det viste en undersøgelse fra 2013 fra brancheforeningen Sugar Confectionary Europe.

Derfor spiser vi slik

TV 2 spurgte 1020 danskere: 

Hvorfor spiser du slik? (giv gerne flere svar)

  • For at hygge mig: 77 procent
  • Når jeg er småsulten: 27 procent
  • Når jeg er stresset eller presset: 19 procent
  • Af andre årsager: 14 procent
  • For at trøste mig selv: 13 procent
  • For at få hurtig energi: 11 procent
  • Ved ikke: 3 procent

Kilde: Megafon

Spørger man danskerne, hvorfor de spiser slik, svarer 77 procent, at de gør det for at hygge sig. Det kan Jeppe Trolle Linnet, der er antropolog og forsker i hygge, nikke genkendende til.

Han forklarer, at slik, snacks og alkohol hører med som nogle af de forbrugsgoder, vi bruger for at markere, at vi trækker stikket til disciplinen og hygger os.

- Vi bruger ofte slik som belønning. Det kan for eksempel være en rituel markør af, at nu er det fredag aften, og vi har levet kontrolleret og arbejdet hårdt hele ugen, så nu åbner vi for sluserne og sætter slikskålen på bordet.

19 procent af danskere svarer samtidig, at de spiser slik, når de er stressede eller pressede. Men slik kan også bruges som en form for ”tvangshygge”.

- Man kan se stress som modsætning til hygge. Men faktisk kan slikspisning være et aktivt forsøg på at få hygge ind i en presset situation, forklarer Jeppe Trolle Linnet.

Se hvor tit danskerne spiser slik i din region

Vi fører et slikregnskab

Selvom vi, ifølge Jeppe Trolle Linnet, lukker op for sliksluserne i weekenden, gør vi det ikke helt uden betænkning.

- Rigtig mange fører en form for regnskab over deres slikindtag i løbet af ugen: "Har jeg arbejdet nok, har jeg trænet nok, har jeg spist for meget slik?" siger han.

En voksen person må spise mellem 55-70 gram tilsat sukker i løbet af en dag, ifølge anbefalinger fra Miljø- og Fødevareministeriet. Katrine Emme Thielke ved godt, at hun spiser mere sukker end det.

- Jeg er selvfølgelig meget bevidst om, at der er meget sukker og mange e-numre i slik, så derfor sørger jeg for at spise varieret og sund kost ved siden af. Jeg synes, at når jeg lever et balanceret liv, så har jeg også selv ansvar for at holde styr på det, siger hun.

Du kan se 'Sukkerchok' på TV 2 FRI hver onsdag klokken 20.40 eller på TV 2 PLAY.

Afstemning