Vild vase-krig på nettet

Der foregår lige nu en vild vase-krig på nettets kræmmermarkeder. På hjemmesider som eksempelvis dba.dk og trendsales.dk udnytter sælgere lige nu d

Der foregår lige nu en vild vase-krig på nettets kræmmermarkeder.

På hjemmesider som eksempelvis dba.dk og trendsales.dk udnytter sælgere lige nu den store mangel på jubilæumsvaser fra Kähler.

Vasen der kun er blevet lavet i et begrænset oplag, har oprindeligt kostet 349 kroner, men den ene budrunde efter den anden bliver lige nu oprettet, hvor buddene går helt op til 1300 kroner.

En bruger skriver for eksempel på trendsales.dk:

- Har denne jubilæumsvase fra Kähler – helt ny. Nypris 350 kroner – sælges for mindst 800 kroner, da den er lavet i et begrænset parti. Bud fra 800 kroner modtages og handlen afsluttes et døgn efter sidste bud.

- Vil man ikke give prisen bedes man venligst undgå negative kommentarer. Jeg er sælger så jeg kan frit sætte min pris køber vælger selv om de vil købe/byde på min vare.

Stiger i pris for hver time
På hjemmesiden dba.dk tegner det samme billede sig. I en annonce har en sælger netop solgt sit pragteksemplar af en vase til 1350 kroner.

I en anden annonce, der er blevet oprettet i dag tirsdag, der er højeste bud efter blot tre timer på 1250 kroner.

Direktør for den gamle keramikfabrik i Næstved er overrasket over den store interesse, som vasen har fået.

- Vi er overvældede. Ingen kunne forestille sig det her, men vi er stolte af, at det er lykkedes med at lancere et produkt, der betyder så meget for så mange, siger han.

Vasefans drilles på nettet
Den store efterspørgsel på vasen, og den efterfølgende polemik har ført til, at vasefans i hobetal lige nu bliver mobbet på nettet under #vasegate. Prøv at se de mange sjove eksempler her.

En bruger på Facebook maner for eksempel til besindighed og skriver på sin væg:

- Kære tøser (og indretningsinteresserede fyre) skulle vi nu ikke lige slå koldt vand i blodet! I Afrika har de ikke rent vand, og små børn dør af sult på stribe.

- I kære lille Danmark sidder vi og tuder over, at vi ikke kan få vores fede pølsefingre i en mere sjælden end køn vase, som vi mener, kunne pynte så fint på vores nyindkøbte sofabord fra HAY.