Rejsebrev fra Emil: Vi sejlede ind i Danmark - og så kom følelserne

16x9
Alfred og Theis har fået de varme jakker på i Danmark. Foto: Hannelore Dörner / TV 2

Skrevet i Nordsjælland den 14. juli.

Vinden står i vest og blæser os med hastige skridt nord om Sjælland inde om styrbord.

Solen skinner, der er små hvide cumulusskyer på himlen, og vi sejler seks-syv knob på en plat læns, så på den måde ligner det meget en dag i Stillehavet, hvor den lune passatvind bringer os frem mod næste spændende ø.

Og først helt inde ved byen, hvor sejlrenden slår et knæk og fortsætter op igennem Sydfyn, gik det følelsesmæssigt op for mig, at vi for alvor er på vej hjem.

Emil Midé Erichsen

Men vinden er kølig og bider frisk i kinderne, og Havanauniformen - underbukser til drengene og bikini til pigerne - er byttet ud med trøjer, bukser, sejlerjakker og sko. Mit blik søger konstant mod styrbord og skrænterne, der står lodret ned mod vandet inde på kysten. Jeg ved jo godt, at det er Danmark, men det er alligevel svært at forstå, at vi i morgen har Kronborg om styrbord, at kursen for sidste gang på den her tur bliver sat mod syd, og at vi 22 sømil senere smider sejlene og med fortøjninger i hånden hopper i land i København for første gang i tre år.

I Det Sydfynske Øhav gik alvoren op for mig

For få dage siden sejlede vi igennem Kielerkanalen med det tyske gæsteflag i masten under første sallingshorn. Efter en nat i en lille havn lige på den anden side af sidste sluse sejlede vi stik nord mod de smukke sydfynske øer. Med Ærø i sigte og en dansk sommerbyge ude agter strøg vi gæsteflaget i masten og i stedet for at sætte et nyt, kvejlede Theis linen pænt op og hang den på trinnet.

For fulde sejl og med vinden ind fra siden sejlede vi, som tusindvis af sejlere og søfolk før os har gjort det i historien, igennem den smalle rende, der leder ind til søfartsbyen Marstal på Ærø. Og først helt inde ved byen, hvor sejlrenden slår et knæk og fortsætter op igennem Sydfyn, gik det følelsesmæssigt op for mig, at vi for alvor er på vej hjem. Selv om vi ikke stoppede og gik i land, rystede jeg lidt på hånden, da vi sejlede videre nord gennem Det Sydfynske Øhav.

Svært at forstå

Snakken har de sidste dage handlet meget om hjemkomsten til København. Hvor vildt, underligt og overvældende det bliver. Hvor mange kommer der på Toldboden? Bliver vejret godt? Hvad gør vi lørdag, når det hele er overstået, og vi sidder i cockpittet med en kop morgenkaffe? Men min forståelse stopper, når sætninger starter med: ”På fredag…..”

I tre år har jeg ikke vidst, hvilken ugedag det var og slet ikke, hvilken dato vi havde. En gang i mellem er jeg sågar blevet i tvivl om, hvilket år vi var i. Nu går folk omkring mig og siger, at vi er hjemme på fredag, og som jeg sidder og skriver det her, kan jeg høre far sige: ”I morgen når vi sejler ind på Toldboden….” I MORGEN! Det er dæleme svært at forstå. Men det giver mig også et smil på læben og et kæmpe sug i maven. For jeg glæder mig helt vildt til at se byens tårne, til at sejle ind i havneløbet ved Trekroner og til at gense familie og venner inde på kajen.

En lang rejse synger på sidste vers, men det er med spænding og ikke vemod, at vi nu går ind i det sidste døgn.

Nu vil jeg lukke computeren og sætte mig tilbage bag roret, nyde min skønne besætnings dejlige selskab, og at udsigten er dansk.

Kærlig hilsen

Emil og resten af Havana