Rørende øjeblik: Emil og Theis forenes med farfar Kløvedal

Efter tre år på alle verdens have er Emil og Theis endelig tilbage i København, hvor tusindvis er fremmødt for at byde dem velkommen.

For tre år siden sejlede Mikkel Beha Erichsens to sønner ud på deres livs rejse, og nu er de omsider tilbage i dansk havn - nærmere bestemt Københavns Havn.

Tusindvis af fans var mødt op for at hilse på Theis og Emil, men særligt én gæst tog drengenes opmærksom. Troels Kløvedal, brødrenes farfar, var nemlig også kommet til Toldboden i København på en sejlbåd.

- Hvor er det vildt, siger Troels Kløvedal fra stævnen på en båd, mens han kigger ud over de tusindvis af mennesker, der fredag ved middagstid var mødt op for at hilse på Emil og Theis.

- Ja, det er vildt, svarer en rørt Emil.

Og det må alt andet lige også været et rørende øjeblik at blive forenet med sin familie efter den lange jordomsejling.

Nederst i artiklen kan du se Theis og Emil få følgeskab af en masse både på den sidste strækning mod København.

Troels Kløvedal og børnebørnene Theis (tv) og Emil (th)
Troels Kløvedal og børnebørnene Theis (tv) og Emil (th) Foto: Finn Hageman/TV 2 / Finn Hageman/TV 2

Gode råd fra en gammel hippie

Inden jordomsejlingen for alvor begyndte, var Emil og Theis forbi Sejerø, hvor de lige skulle hilse på deres farfar Troels Kløvedal, som var på sit skib Nordkaperen.

- Det er mig en fornøjelse det her, sagde en glad Troels Kløvedal dengang, inden han dog måtte komme med et par gode råd:

- Nu må den gamle hippie alligevel komme med et par borgerlige ord, for der, hvor det bliver farligt, er, hvis man tror, man kender det hele.

Theis og Emil fik da også lige en gave med, som ellers har boet på Nordkaperen i 30-40 år. Se, hvordan det så ud herunder.

Og selv om der var sommerfugle i maven hos besætningen på Havana, var det alligevel ikke let at sige på gensyn til Danmark og familien.

Se, hvordan det så ud i klippet herunder, som er fra første afsnit i første sæson af 'Kurs mod fjerne kyster'.

Om lysten til at sejle ud på eventyr kan ligge gemt i generne, vides ikke, men Theis og Emils drømme og lyst til at opleve verden til havs kommer formentlig ikke fra fremmede.

Både Troels Kløvedal og Mikkel Beha Erichsen har sejlet rundt i verden, og Emil og Theis har også været med på Nordkaperen på spændende togter.