Ingemann i USA: Pludselig kom beskeden, vi havde ventet på - nu er jeg nervøs

Peter Ingemann og Rasmus Tantholdt er taget til USA for at dække valget. Dette er Ingemanns dagbog fra rejsen, hvor tingene tog en pludselig drejning.

Dag 1: Første møde med det flove USA

Vi er landet i USA. Min flyvetur fra Billund til Florida går over Amsterdam og Detroit i USA. Jeg skulle igennem immigrationen, og med mit journalistvisum i lommen blev jeg som altid udspurgt om, hvad jeg skulle i USA? 

- Vi skal lave et program om det amerikanske valg, sagde jeg til den alvorlige betjent ved skranken.

Han udbrød helt spontant:

- Ohhhhh god, its so embarrassing our election.

Ja, så var jeg landet i Guds eget land. Og de ord og den følelse, som betjenten gav udtryk for, har fulgt os hele programmet igennem.

Folk er generelt flove og vrede. De er triste over, at valgkampen er mere beskidt end nogensinde. At der ikke bliver talt om visioner og "I have a dream" eller "we choose to go to the moon - not because it is easy but because it is hard" (sådan frit husket - og ja, jeg ved godt, at drømmetalen ikke blev sagt i forbindelse med et præsidentvalg). Men folk er kede af det og frustrerede over, at der ikke bliver talt om løsninger og drømme, men kun om hvor ringe og latterlig den anden kandidat er.

Hvem er mest korrupt og uden dømmekraft, eller hvem er seksualforbryder eller måske gift med en?

Amerikanerne er trætte og virker nærmest apatiske og overraskede over, at de nu står med to kandidater, som mange ikke anser for at være top-dollar, men mere det lunkne valg mellem to halvdårlige bud.

Det er faktisk deprimerende. Og trist. Som en ung mand sagde til mig:

- Jeg vil under ingen omstændigheder stemme, fordi det hele er planlagt og korrupt. Jeg vælger at stå udenfor og koncentrerer mig om at finde kærlighed og spille musik.

Da jeg sagde:

- Jamen, at lade være med at stemme er jo også en stemme, og du overlader det til andre at vælge en præsident. 

- Jeg er fuldstændig ligeglad!, sagde han.

Et land med 300 millioner mennesker og som er verdens stærkeste land - ja, der er det kedeligt (betyder dårligt på jysk) og faktisk frygtelig, at folk er så desillusionerede, at de flove over at skulle vælge deres leder.

Det var ikke alt, der var alvorligt. Undervejs skulle Peter Ingemann og Rasmus Tantholdt bestille mad - og det gik ikke helt, som de to tv-værter havde planlagt det:

Dag 2: Stenrige Jackie elsker Trump

Mødte min veninde i dag, Jackie Siegel.

Vi lavede et program om hende og hendes mand for knap tre år siden, fordi de bygger USA's største private hjem. Ja, de bygger faktisk stadigvæk.

Planen for indvielsen er indtil videre rykket til september næste år, hvor Jackies mand er blevet 82. Hun er 51 på det tidspunkt.

Udover at det var gensynets glæde, så var ideen også at lære Trump lidt bedre at kende og samtidig høre, hvem Trumps støtter - også - er.

For nogen gange kan medierne godt fremstille Trumps støtter som vrede, hvide uuddannede fattige mænd med hang til lidt racisme. Men billedet er bare meget meget mere komplekst.

Trump støttes af rigtig mange, der synes at magten i Washington er for stor og griber ind i amerikanernes traditionelle frie liv, og så har de en helt klar overbevisning om, at de etablerede politikere er korrupte.

Jackie og David Siegel er ikke fattige arbejdsløse mennesker. De er succesrige forretningsfolk og passer måske ikke ind i det stereotype billede, man kan have af en Trump-vælger.

Her er stenrige Jackie - en ivrig Trump-støtter.
Her er stenrige Jackie - en ivrig Trump-støtter. Foto: TV 2

Skulle hilse fra Jackie. Huset er færdigt til september næste år "Vi ved ikke rigtig hvad budgettet bliver.... om det...

Posted by Peter Ingemann on Friday, October 21, 2016

Jackie og David Siegel er store støtter, og forretningsmæssigt har entreprenøren Mr. Siegel også meget tilfælles med Mr. Trump.

De har begge prøvet at gå ned med et brag - "på røven kørt", som vi siger i Silkeborg - og de har begge klaret at komme op igen og blive milliardærer. Og så har de øjensynligt også begge to en forkærlighed for unge og smukke kvinder.

Da David og Jackie mødtes var det til en skønhedskonkurrence, og Jackie vandt da også titlen som Mrs. Florida. Sådan. 

Jeg skulle interviewe Jackie og ankom til hendes midlertidige bolig. Den de bor i, imens de bygger det andet hus. En lille hytte på 2600 kvadratmeter. Jo jo, man skal bo standsmæssigt, imens byggeriet står på.

Der hang også flere af Donald Trump og små håndskrevne hilsner fra ham - selvfølgelig med bandeord på

Peter Ingemann, TV 2-vært

Det er ikke ligesom os andre dødelige, der bor mit i støvet og malerbøtter eller ude i en campingvogn, imens der bygges ;)

Da jeg ankom til boligen, var der ingen Jackie eller David at se. Jeg og fotografen blev bare lukket ind af en husassistent, som vi spurgte, om vi måtte begynde at filme.

- Ja ja, det gør I bare, Jackie kommer om lidt - feel yourself like home, lød svaret.

Vi gik rundt i det store hus og så på de kæmpe fotos, der hænger overalt af Jackie og David. Der hang også flere af Donald Trump og små håndskrevne hilsner fra ham - selvfølgelig med bandeord på.

Sidst jeg var i huset kan jeg huske at der altid hersker kaos i hjemmet.

Altid mange mennesker der kommer går og altid masser af mad og drikkevarer. Altid veninder til Jackie - nogle af dem er ikke mandens kop the ;)

Ja, faktisk er der lidt Ozzy Osbournes hjem over det - hvis man kender tv-serien om den ældre heavy rocker og hans familie. Der er hunde, der gør, bider lidt og skider på tæppet og masser af mennesker og højrøstet tale.

Nå, ja fik jeg fortalt om de 17 biler der stod udenfor huset? Bentley, Mercedes, Rolls Royce og så videre - og så en armada af billigere biler til børn og tyendet ;)

Vi fandt vej til køkkenet - vi gik efter larmen, og her var Jackies veninde, to tjenestefolk, hendes mor og to bekendte, der var glødende Trump-tilhængere. Glødende.

Så fik jeg også lige hørt, hvordan man fejrer fødselsdag i rigmandskvarteret i Orlando. Det gør man blandt andet ved at lade en dværg hoppe ud af en stor lagkage

Peter Ingemann, TV 2-vært

Der var linet op med et madorgie, der strakte sig fra friske tigerrejer på et fad - med en udhulet ananas i midten med en stærk chili dressing i sig - til lækre wraps med alt muligt fyld, gryderetter, sandwichs, pizza og så videre. Havde vi lyst til russisk kaviar, ja, så var det bare åbne køleskabet. 

Jeg havde ikke indtrykket af, at det var lavet specielt til os - bevares den havde måske fået en ekstra spand kul - men sidst, vi besøgte Jackie og hendes mand, var der linet op med mad hver dag - også selvom vi nødvendigvis ikke var i huset. Så det må være godt at være gæst eller barn i huset - på madfronten i hvert fald.

Nå, inden jeg havde fået mine lange fingre ned i tigerrejerne, blev jeg udsat for den længste og mest detaljerede anprisning af Mr. Trump.

Det viste sig, at gæsterne var henholdsvis en ivrig blogger om Trumps fortræffeligheder (en smuk mulatkvinde fra South Carolina) og hendes ven, en kampagnemand for den lokale Trump-støttegruppe. Han kørte blandt andet en monstertruck påmalet Trump - og den var han ret stolt af.

Jeg ved alt om den bil nu.

Her ses hele flokken i det kæmpestore hus.
Her ses hele flokken i det kæmpestore hus. Foto: TV 2

Efter at have fået blæst hovedet af, rent ordmæssigt, af de meget søde og meget gæstfrie mennesker, dukkede Jackie op i fuld udstyr. Og jeg sagde helt spontant:

- Hvor ser du godt ud!

Hun så yngre ud, end hun gjorde for tre år siden. Det er sådan noget, amerikanerne kan.

Jeg kan rigtig godt lide Jackie.

Hun er både skarp og ret sjov, og så er hendes liv bare vanvittigt. Jeg ville dog ikke bytte hendes liv ud med mit, for jeg tror også, at det er hårdt arbejde at være hende. Men jeg kan som sagt rigtig godt lide hende, og oplevelser har hun til fulde. Jeg bliver helt forpustet ;)

Vi lavede interviewet, og hvad der kom ud af det, og om vi blev klogere på Trump, og om Jackie har været hans kæreste engang? Ja, det kan man se i udsendelsen.

Men fedt at besøge dem igen. Så fik jeg også lige hørt, hvordan man fejrer fødselsdag i rigmandskvarteret i Orlando. Det gør man blandt andet ved at lade en dværg hoppe ud af en stor lagkage, og han så begynder at strippe. Jo jo.

Dag 3: Pludseligt tog tingene en drejning

Mødet med verdens stærkeste mand. 

Helt i ånden på Størst, så fik vi først i går at vide, at vi har fået tilladelse til at komme ind og se præsident Obama tale. 

Vi elsker det spontane kaos, der følger med når man lader virkeligheden råde. Også selvom tingene selvfølgelig aldrig er med hovedet under armen. 

Vi har da også søgt og søgt og skrevet endeløse mails og har ventet på grønt lys. Men forgæves.

Indtil I går betragtede vi det som en umulighed, da vi ikke havde fået noget positivt svar, og vi var derfor på vej til at køre til en anden del af Florida og optage noget andet - da tilladelsen tikkede ind.

Arrangøren og ikke mindst Secret Service havde tjekket os grundigt igennem, og vi blev heldigvis anset for at være uskadelige. 

Nu gælder det så.

Jeg skal nu til at skynde mig

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så spændt og egentligt også lidt nervøs.

For Obama er jo bare en politiker - en mægtig en af slagsen bevares - og et menneske, men det er jeg altså. Jeg er spændt.

Jeg har mødt mange magtfulde mennesker igennem karrieren, men det her føles alligevel helt særligt. Han er virkelig noget specielt, og jeg har altid beundret hans helt eminente måde at tale på. Hans taleteknik som han mestrer som få andre i verden og igennem historien. 

Det gør heller ikke spændingen mindre, at mødet skal foregå i en idrætssal på en skole, hvor vi kommer til at stå ret tæt på præsidenten. 

Jeg skal nu til at skynde mig, for om et øjeblik kommer fotografen, Mads, ind på mit værelse for at optage indslaget.

Vi starter på mit værelse, og så følger vi ellers vores transport ud til stedet og filmer selve talen. Der er den krølle på historien, at det hele skal optages på en helt almindelig mobiltelefon, fordi secret service har taget vores kameraudstyr i forvarring.

Af sikkerhedsårsager får man ikke lov til at tage udstyret med ud af salen igen, før Obama er færdig og er kørt væk. Så kamera, mikrofoner og alt det andet udstyr er blevet kørt derud, stillet op i hallen og er blevet gennemtjekket for sprængstoffer og skjulte skydevåben - og der bliver det altså, indtil vi er færdige. 

Så frem med iPhonen og lets go.

Hvordan det bliver at opleve Obama, ja, det kan man se i udsendelsen. Jeg tror det bliver mega stort. Glæder mig som et lille barn. Vi ses inde på skærmen.

Sådan ser det ud, når Obama er gået.
Sådan ser det ud, når Obama er gået. Foto: TV 2