Mads fik en skideballe af præsidenten: - Det der gør du ikke igen!

Mads Nissen er en af Danmark - måske verdens - bedste fotografer. For tre måneder siden fik han en unik mulighed for at komme tæt på en særlig mand.

Det var et afgørende tidspunkt i landets historie.

Sådan starter Mads Nissen sin fortælling om det besøg, han aflagde den Colombianske præsident for snart to måneder siden.

I 52 år havde Colombia været i krig - med sig selv. En krig, der skønnes at have kostet mere end 200.000 mennesker livet. Og på sin vis var Mads Nissen havnet midt i det hele.

Den danske fotograf var blevet udvalgt til at portrættere præsidenten og Colombia i forbindelse med uddelingen af Nobels Fredspris og åbningen af Fredsprisudstillingen 2016 - en opgave, der bragte ham dybt ind i landet og helt tæt på landets leder.

I dag er han hjemme i Danmark igen, og resultatet af den danske fotografs besøg i det voldshærgede Colombia er nu udstillet for alle dem, der vil se det.

Udstillingen fortæller dog ikke hele historien - eksempelvis er den skideballe, han fik af præsidenten, ikke med, fortæller Mads Nissen til TV 2.

Det hele fandt sted i oktober og i begyndelsen af november i år.

Efterfølgende kom han gående direkte hen til mig, meget målrettet. Så sagde han: Mads, det der, gør du ikke igen!

Mads Nissen, fotograf
16x9
Dato: 24/10/16 Sted: Colombia, Bogota. Portræt af den colombianske præsident Juan Manuel Santos. Foto: MADS NISSEN/POLITIKEN FOR NOBELS FREDSCENTER

Mads Nissen brugte i alt tre uger i Colombia på at følge præsident Juan Manuel Santos med sit kamera, og undervejs skildrede han befolkningen, præsidentens modstandere, FARC-bevægelsen og ikke mindst arrene i landet.

De ses tydeligt.

Mads Nissen - manden bag verdens bedste foto

Mads Nissen er 36 år gammel og fotograf på Politiken.

I 2015 vandt han prisen for årets billede ved World Press Photo 2014.

Han var den fjerde danske vinder af prisen siden 1955.

Du kan se vinderne fra de seneste 10 år i dette galleri.

- Man kan helt konkret se på landet, at det har været i krig så længe, ved at Columbia er et af de lande, der har flest landminer rundt omkring, fortæller fotografen til TV 2.

Colombia er ifølge Mads Nissen et land plaget af narkotikahandel og vold mod politikere, journalister, advokater og folk i gaden. Det er ikke bare en krig mellem to grupper. Det spreder sig til resten af samfundet, lyder det. 

- Civile bliver dræbt. Der bliver skabt en voldskultur. Børn er traumatiserede. Og der er ekstrem fattigdom, siger Mads Nissen.

16x9
Dato: 27/10/16 Sted: Colombia, Antioquia, El Orejon. Colombia menes at være et af de lande i verden, hvor der ligger flest landminer gemt i jorden. Foto: MADS NISSEN/POLITIKEN FOR NOBELS FREDSCENTER

Et afgørende tidspunkt

Det var hér, den danske fotograf mødte Juan Manuel Santos for første gang.

For ikke længe siden var det blevet offentliggjort, at præsidenten havde vundet Nobels Fredspris 2016 - men da Mads Nissen landede i Colombia, var det ikke prisen, Juan Manuel Santos, spekulerede på.

- Da jeg mødte præsidenten var det et af de mest afgørende tidspunkter i hans karriere. Den aftale, han havde sat alt sit arbejde ind på, blev der stemt nej til, og nu hang det hele i luften. Der kunne udbryde krig eller blive skabt fred. Så det var nogle meget intense uger for præsidenten. Han havde møder fra morgen til aften. Der måtte ikke være nogen fejltrin. Det var en meget anspændt og intens periode, beretter Mads Nissen.

Hvor anspændt det var, fik den danske fotograf selv at mærke ved en anledning, hvor præsidenten skulle tale på live-tv.

16x9
Dato: 07/11/16 Sted: Colombia, Bogota: Drab har været en fast bestanddel af Colombia de seneste 50 år. Her ses et barns sidste farvel til sin far. Han mistede sit liv som kun 20-årig – skudt ned på gaden. Foto: MADS NISSEN/POLITIKEN FOR NOBELS FREDSCENTER

Skideballen kom lige bagefter

Når man følger en præsident, er man nødt til at prøve sig frem, hvis man vil have nogle ordentlige billeder - men i sit forsøg på at få de helt rigtige skud, begik den danske fotograf en fejl.

- Præsidenten var på live tv for at fremlægge et uddannelsesudspil. Jeg prøvede at være diskret og bevæge mig stille rundt, mens jeg tog billeder. Jeg prøvede at være opmærksom. Men så kom jeg til at gå ind foran den teleprompter, som han læste op fra, fortæller Mads Nissen.

Præsidenten lod sig umiddelbart ikke mærke af, at der blev skygget for den tekst, han læste op fra, så den danske fotograf opdagede ikke, at der var noget galt

Men da kameraerne slukkede, fik piben en anden lyd.

- Efterfølgende kom han gående direkte hen til mig, meget målrettet. Så sagde han: Mads, det der gør du ikke igen! Jeg spurgte bare: Hvad, hr. præsident, hvad har jeg gjort? Han sagde: Det her gør du ikke igen, du går ikke ind foran min teleprompter! Så sagde jeg bare: Undskyld, hr. præsident, fortæller Mads Nissen, der har omtalt episoden som en "kæmpe skideballe".

På flugt i regnskoven

Efterfølgende fandt de dog hurtigt kemien igen.

De talte ikke så meget sammen, Mads Nissen og Juan Manuel Santos. Kommunikationen mellem dem var mest nonverbal kommunikation.

Jeg har spurgt dem ind til deres fremtidsdrømme, men der har de bare været tavse - jeg tror, det har været for overvældende for dem.

Mads Nissen, fotograf

Jeg prøvede bare at få øjenkontakt nogle gange og spørge, om det var okay, at jeg tog nogle billeder, forklarer Mads Nissen.

Når han ikke fulgte præsidenten, besøgte den prisvindende danske fotograf landet, Colombia. Blandt andet mødte han den venstreorienterede oprørsbevægelse FARC, som det lykkedes præsident Juan Manuel Santos at indgå en fredsaftale med.

Også det var en speciel oplevelse, erindrer Mads Nissen.

16x9
Dato: 31/10/16 Sted: Colombia, Caquetá: Inde i en fjerntliggende FARC-guerilla lejr ses her tre FARC-guerillasoldater. Foto: MADS NISSEN/POLITIKEN FOR NOBELS FREDSCENTER

Mange af dem, han mødte, havde tilbragt hele deres liv på flugt i regnskoven som guerillasoldater - i kamp mod regeringshæren.

- Alle synes jo, de kæmper for retfærdigheden. FARC ser dem selv som beskyttere af bønderne. De startede måske sådan, men de har også begået voldsomme overgreb og lukreret på narkohandel.

- Nu skal de dreje deres liv 180 grader om og leve som almindelige civile i stedet. Det er en helt ny livsstil og identitet, de skal vænne sig til. Jeg har spurgt dem ind til deres fremtidsdrømme, men der har de bare været tavse - jeg tror, det har været for overvældende for dem at tænke på, fortæller Mads Nissen.

Det endte med et kram

For en uge siden - den 11. december - blev resultatet af Mads Nissens arbejde præsenteret på Fredsprisudstillingen 2016.

Det var Nobelpris-modtageren selv, præsident Juan Manuel Santos, der åbnede udstillingen.

Her blev resten af de billeder - der ikke var af præsidenten - også fremvist.

16x9
Her ses et foto af Mads Nissen, der præsenterer billederne for Colombias præsident ved åbningen af udstillingen på Nobels Fredscenter i Oslo. Foto: Johannes Granseth / Nobels Fredssenter

Noget kunne tyde på, at Juan Manuel Santos var glad for det, der var kommet ud af den danske fotografs besøg.

På de officielle billeder fra udstillingen ser man, at Juan Manuel Santos gav Mads Nissen et håndtryk og en tak for arbejdet - men den danske fotograf fik mere end det.

- Jeg også fik et kram, fortæller Mads Nissen.

Her kan du se et udvalg af de billeder, der fremvises i Oslo. Udstillingen er åben helt frem til november næste år:

16x9
Dato: 28/10/16. Sted: Colombia, Antioquia. Et kilo kokain-basen bliver udstillet til kameraet inde i en skjult laboratorium, hvor næsten et ton coca-blade bliver behandlet på gulvet i en giftig blanding af benzin og andre kemikalier. Foto: MADS NISSEN/POLITIKEN FOR NOBELS FREDSCENTER
16x9
Dato: 27/10/16 Sted: Colombia, Antioquia, i nærheden af ​​Pueblo Nuevo. 12-årige Alexandra Mazo med sin mobiltelefon på vej ned af bjerget efter endt skole. Foto: MADS NISSEN/POLITIKEN FOR NOBELS FREDSCENTER
16x9
Dato: 30/10/16. Colombia, Caquetá, El Diamante. Inde i en fjerntliggende FARC-guerilla lejr. Foto: MADS NISSEN/POLITIKEN FOR NOBELS FREDSCENTER
16x9
Dato: 22/10/16. Præsidenten på vej i sit fly til Norte Santander - et af de områder langt hårdest ramt af den væbnede konflikt. Foto: MADS NISSEN/POLITIKEN FOR NOBELS FREDSCENTER