Nu vender Kurs mod fjerne kyster tilbage: Se de første klip her

Mikkel Beha Erichsen og familien sætter denne gang kurs mod Indonesien og Singapore, inden Havana stævner ind i Københavns Havn.

Det var til stor jubel fra kajkanten i Københavns Havn, at Emil og Theis i sommer vendte hjem fra tre års jordomsejling med familieskibet Havana.

Rejsen har taget dem tværs over Atlanterhavet til Mellemamerika og derfra videre ud i Stillehavet til Fransk Polynesien og Vanuatu.

Fra Stillehavet er familien sejlet videre til Indonesien, hvor fjerde og sidste sæson af 'Kurs mod fjerne kyster' starter. Sæsonen, som også er den sidste, får premiere på TV 2 den 31. januar.

- Det er en smule vemodigt at skulle sætte et punktum for jordomsejlingen, men samtidig er det også dejligt, fordi vi så har bedre plads til at drømme videre om næste rejse, fortæller Mikkel Beha Erichsen til TV 2.

På eventyr i Indonesien

I denne sæson kan du opleve, hvordan familien fra Havana kommer helt tæt på de frygtindgydende komodoveraner og de truede orangutanger. Og undervands venter der igen storslåede dykkeroplevelser - denne gang ved de indonesiske kyster.

Det var så dejligt at få sine drenge sikkert i havn.

Mikkel Beha Erichsen

TIl lands kommer de dybt ind i junglen, og så besøger de turistmagneten Bali, som familien - ligesom så mange andre danskere - har en svaghed for. Her har de nemlig rejst for ti år siden med Theis og Emil, hvor de havde lånt Troels Kløvedals skib, Nordkaperen.

Endelig vender familien snuden mod Singapore, hvorfra Havana skal transporteres til Europa. På grund af piratfrygten i Adenbugten kommer Havana og besætningen omborg på verdens største containerskib Mogens Mærsk.

Gensyn med Danmark

Sidst - men ikke mindst - venter et gensyn med Danmark. Et gensyn, der oversteg alle familiens forventninger. Faktisk betegner Mikkel Beha Erichsen oplevelsen som sæsonens højdepunkt.

- Det var så dejligt at få sine drenge sikkert i havn. Det er stadig vildt underligt, at de kommer ind ad døren en tirsdag formiddag, og at de er her i hverdagen, siger Mikkel Beha Erichsen.

På Toldboden i København havde cirka 20.000 danskere nemlig stillet op for at tage imod dem og hele vejen fra Sverige, rundt om Kronborg og ind gennem Øresund fulgte hundredevis af både i kølvandet på Havana.

Hvis du ikke kan vente med at se Theis og Emils hjemkomst til København til den nye sæson, kan du se et sammenklip i videoen ovenover, som stammer fra i sommer, da TV 2 sammen med resten af Danmark bød dem velkommen hjem.

Seks store øjeblikke fra Kurs mod fjerne kyster

Emil og Theis tager afsked i København

Emil og Theis' eventyr startede for tre år siden i København, hvor de tog afsked med familie og venner på deres husbåd Atlas, hvor Mikkel, Marian og Alfred bor til daglig. Det var en afsked fyldt med tårer og smil, inden de sejlede ud af Danmark med Kronborg om bagbord.

Havana bliver omringet af hvaler

Lidt ud for den portugisiske kyst bliver Havana omringet af nogle af havets kæmper. Det viser sig at være finhvaler, som er verdens andet største dyr. Kun blåhvaler er større. I klippet kan du se de fantasktiske optagelser, som det lykkedes Theis og Emil at lave.

Havana flækker storsejlet

Efter Havana har været på rejse i et års tid, må storsejlet kapitulere. Det sker en nat, hvor besætningen er ude i et storm- og tordenvejr. Pludselig flækker storsejlet tværs over, og besætningen får med ét meget travlt både på fordækket og i cockpittet.

Dyk med 100 hajer på én gang

I en passage i Fransk Polynesien får Mikkel Beha Erichsen og hans tre sønner sig lidt af en oplevelse. Helt op til 100 revhajer flokkes omkring dem i det azurblå hav. Læs Emils rejsebrev om den oplevelse lige her.

Emil og Theis får julegave hjemmefra

I Fransk Polynesien er det efter halvandet år til søs tid til at trække Havana en tur på land, hvor båden skal repareret og gøres klar til sidste del af jordomsejlingen. Men inden båden kommer på land, skal drengens jule- og fødselsdagsgave testes. Med sig fra Danmark har Mikkel Beha medbragt en spiler - et kæmpe sejl, der får Havana til at skyde raketfart i selv stille vejr.

Kommer helt tæt på pukkelhvaler

Tæt på Tonga i Stillehavet får Theis, Emil og Alfred et af deres livs dyk, mens Mikkel og Marian er hjemme i Danmark. Her får de mulighed for at komme helt tæt på pukkelhvaler og kommer blandt andet i nærkontakt med en hunhval og dens kalv.