10 spørgsmål til Emil: Det var det sværeste ved at komme hjem

Emil Midé Erichsen afslører blandt andet, at han savner at kunne drikke en kop kaffe med Theis hver morgen.

Hvordan vasker I tøj på Havana? Hvad er dine planer nu? Er du aldrig bange ude på det store hav?

Det er bare nogle af de spørgsmål, TV 2s brugere har stillet Emil Midé Erichsen på 'Kurs mod fjerne kysters' Facebook-side.

På Facebook har vi nemlig givet jer muligheden for at stille spørgsmål til Emil Midé Erichsen. Vi har valgt de ti bedste ud, og dem svarer Emil Midé Erichsen på i indslaget øverst i artiklen.

Han blev blandt andet spurgt om, hvad det sværeste var ved at komme hjem.

- Det sværeste ved at komme hjem til Danmark, er ikke at bo i denne her lille, isolerede trygge boble, som vi har bygget omkring os selv de sidste tre år ude på båden. Det sværeste ved at komme hjem er, at jeg ikke står op hver eneste morgen og drikker en kop kaffe med Theis, fordi det er det hyggeligste, efterfulgt af en tur i vandet.

Hvordan vasker I tøj på Havana?

I den mere lavpraktiske ende af spørgsmål, blev der blandt andet spurgt om, hvordan man egentlig får vasket tøj på Havana.

KURS MOD FJERNE KYSTER

  • Mikkel Beha Erichsen og hans familie tager i fjerde sæson af 'Kurs mod fjerne kyster'' hul på jordomrejsens sidste del. 
  • I Indonesien kommer de helt tæt på lokalbefolkningen, og på de dyr, der lever i øriget. Derfra går turen videre mod Singapore, hvor skibet Havana med besætning skal fragtes til Europa på et containerskib. Og endelig venter en vild velkomst i København, da de vender hjem fra den tre år lange rejse.
  • Du kan se programmet på TV 2 onsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY
  • Alle nyheder om 'Kurs mod fjerne kyster' får du på programmets Facebook-side.

Og det foregår ikke helt på samme måde som i en dansk husholdning, for når man er til havs i flere uger i træk på et lille sejlskib, hvor der er begrænset med plads, er der heller ikke ubegrænsede mængder af ferskvand om bord.

- Vi har en regel om bord på Havana, der hedder, at alt ferskvand skal ende inde i kroppen, så det vil sige, at vi vasker os selv og tøj i saltvand. Så skal man bare skylle det op mange gange. Hvis der så er ekstra ferskvand i tanken, så kan jeg godt finde på at bevillige en halv liter vand, som man må skylle sit saltvandsskyllede tøj op i bagefter - så er det næsten ferskt, svarer Emil Midé Erichsen.

Se alle Emil Midé Erichsens svar i indslaget øverst i artiklen.