Beha måtte afbryde optagelser for at rejse hjem til dødssyg far

Under optagelserne til 'Kurs mod fjerne kyster' måtte Mikkel Beha Erichsen rejse hjem for at hjælpe Troels Kløvedal med at få stillet sin diagnose.

Troels Kløvedal fik konstateret den dødelige sygdom ALS i den tidlige sommer sidste år. Det skete, mens Mikkel Beha Erichsen var i fuld gang med at optage sidste del af den rejse, som er blevet til programmerne 'Kurs mod fjerne kyster'.

Over en længere periode havde Troels Kløvedal ikke haft det godt, og det fik Mikkel Beha Erichsen til at afbryde optagelserne og sætte sig på en flyver til Danmark.

- Jeg tror, at når man når til de steder i sit liv, hvor der er lidt modvind, så ved man godt, hvad der er det rigtige at gøre, fortæller Mikkel Beha Erichsen til TV 2.

Ville være med til undersøgelserne

Det var ellers meningen, at han sammen med resten af familien - inklusiv båd - skulle have været med om bord på et containerskib fra Mærsk, som skulle fragte dem sikkert fra Singapore over Det Indiske Ocean og op gennem den pirathærgede Adenbugt.

Det var godt af få afklaring, men det var jo også en hård diagnose at håndtere.

Mikkel Beha Erichsen

- Undervejs havde vi skrevet sammen, og jeg kunne mærke, at der var noget helt galt. Vi måtte have ham undersøgt. Og så tænkte jeg, at det er sådan noget, den førstefødte er god til at tage sig af, uddybber Mikkel Beha Erichsen, der er den ældste af Troels Kløvedals fem børn.

Han valgte derfor at sende sin kone og sønner alene afsted over det piratfyldte farvand med et af verdens største containerskibe.

- Jeg var ærgerlig over ikke at skulle med - det ville jeg gerne have været. Men jeg glædede mig over, at de andre skulle afsted og fik den oplevelse at være om bord på et af verdens største containerskibe. Det var det rigtige for mig at tage hjem på det her tidspunkt, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

En hård diagnose

Hjemme i Danmark var Mikkel Beha Erichsen med sin far en tur igennem det danske sygehusvæsen, og det mundede ud i diagnosen ALS, som er en aggressiv sygdom, der lammer nerverne og har en dødelig udgang for patienten.

- Det var godt af få afklaring, men det var jo også en hård diagnose at håndtere. Det var svært at forholde sig til både at lave et tv-program, og at ens far har fået en dødelig diagnose. Nogle gange ville man ønske, tingene kom mindre massivt, siger Mikkel Beha Erichsen.

Efter udredningen vendte Mikkel Beha Erichsen tilbage til familien på Havana og sejlede med det sidste stykke til Danmark. Ved slutdestinationen på den tre år lange jordomsejling var 20.000 danskere mødt op for at tage imod dem på Toldboden i København, og blandt de mange fremmødte var en helt særlig person. 

Kløvedal tog imod

Troels Kløvedal var mødt op for at tage imod Havana-holdet fra søsiden i sejlbåd. Han kom sejlende ind til kajkanten, hvor Havana havde lagt til, med flere af Mikkel Beha Erichsens søskende om bord.

- Det var så dejligt, at han var der, da drengene kom hjem, for det var jo noget, vi havde snakket om i alle tre år, hvor de var væk, siger Mikkel Beha Erichsen.

Oprindeligt var planen egentlig, at Troels Kløvedal skulle have sejlet med Havana det sidste stykke, men på grund af sygdommen kunne han altså først støde til i København.