Kurs mod fjerne kyster er slut: Det skal der nu ske med Havana og familien

En af drengene skal starte i nyt job, og Havana skal gøres klar til nye eventyr. Her fortæller Mikkel Beha om Kurs mod fjerne kyster-familiens planer.

Gennem flere år har hele Danmark kunnet følge med i Mikkel Beha Erichsen og hans families liv om bord på skibet Havana, som de har krydset jorden i.

Men det er nu slut - i hvert fald foreløbigt. Lige nu er der nemlig intet nyt rejseprogram i støbeskeen. 

- Der er ingen aktuelle planer. Men TV 2 siger, at det ville være dejligt med nye programmer, og det synes vi også, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Skal skrive bog

Tirsdag aften rullede det sidste afsnit af 'Kurs mod fjerne kyster' over skærmen. Et afsnit, der var præget af store følelser fra hjemkomsten.

 - Det er en smule vemodigt at skulle sætte et punktum for jordomsejlingen, men samtidig er det også dejligt, fordi vi så har bedre plads til at drømme videre om næste rejse, fortæller Mikkel Beha Erichsen til TV 2.

Det er dog ikke helt slut med at bruge tid på 'Kurs mod fjerne kyster', selvom rejsen blev afsluttet i sommer, hvor familien rundede Kronborg for derefter at blive mødt af 20.000 danskere, der var mødt op på Toldboden i København.

KURS MOD FJERNE KYSTER

  • Mikkel Beha Erichsen og hans familie tager i fjerde sæson af 'Kurs mod fjerne kyster'' hul på jordomrejsens sidste del. 
  • I Indonesien kommer de helt tæt på lokalbefolkningen, og på de dyr, der lever i øriget. Derfra går turen videre mod Singapore, hvor skibet Havana med besætning skal fragtes til Europa på et containerskib. Og endelig venter en vild velkomst i København, da de vender hjem fra den tre år lange rejse.
  • Du kan se programmet på TV 2 onsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY
  • Alle nyheder om 'Kurs mod fjerne kyster' får du på programmets Facebook-side.

- Emil og jeg holder mange foredrag for tiden. Vi nyder at komme rundt og fortælle om vores rejse til alle de mennesker, der har fulgt med, så det fortsætter vi med lidt endnu, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Her i foråret skal Mikkel og Emil også arbejde på opfølgeren til bogen 'Hej Far Kære Emil', som skal handle om rejsens anden del. 

Theis har fået nyt job

Imens Mikkel og Emil stadig er travlt beskæftiget med at få formidlet rejsen, har Theis fundet nye udfordringer at kaste sig over. Han har nemlig fået nyt job.

Vinteren over har han arbejdet i Alperne, men nu er han vendt hjem og starter i et nyt job som havnefoged i et område af Københavns Havn.

- Det glæder han sig rigtig meget til, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Havana skal på land

Ud over at passe diverse jobs, skal hele familien også bruge tid med Havana.

- Vi skal have Havana på land og have gjort den klar til sommer, hvor vi gerne vil tage nogle småture rundt i Danmark. Det kan også være, vi tager et smut til den svenske skærgård, siger Mikkel Beha Erichsen.

Havana har indtil nu været ejet af ham og hans kone Marian. Men efter jordomsejlingen, hvor Emil og Theis har brugt tre år på skibet, har de sammen med deres kærester valgt at købe sig ind i det således, at de nu hver især ejer en tredjedel af Havana.

- Drengene foreslog det selv, så de ikke længere skulle sejle rundt i mors og fars skib. Så nu er det blevet et rigtig familieskib. Men rent praktisk gør det ikke den store forskel, forklarer Mikkel Beha Erichsen.