Danskerne til Theis og Emil: Tak for en rørende rejse - og hils Troels

Flere tusinde danskere har været ved tasterne på Facebook for at sige tak for tv-oplevelsen til familien fra Havana.

I sommer vendte Theis og Emil hjem til Danmark efter en tre år lang jordomsejling. Og for enden af rejsen ventede der dem en velkomst, som ingen havde kunnet forestille sig.

På det sidste stykke af rejsen gennem Øresund blev de fulgt af hundredevis af både, og ved Kronborg stod en kæmpe flok morgenfriske danskere klar til at hylde dem med flag.

Det gjorde tydeligt indtryk på familien fra 'Kurs mod fjerne kyster', der - som vi kunne se i sidste afsnit - havde følelserne helt uden på tøjet. Men det var de ikke de eneste, der havde. Mange af TV 2s brugere sad med tårer i øjnene, da de så indsejlingen til København i går hjemme fra stuerne.

Flere tusinde har på Facebook skrevet hilsener til Theis, Emil og resten af sejlerfamilien.

- Tusind tak, fordi vi måtte være med og dele jeres oplevelser - her fra sofaen. Har en klump i halsen, men har nydt hvert et sekund, og mine børn og jeg har lært meget om verden gennem jer, skriver Lise Greve Korsbæk på Facebook.

Kløvedal fik tårerne frem

Især var der et specielt moment fra indsejlingen, der fik tårerne frem. Kort før Havana nåede til København, dukkede en helt særlig person op blandt de andre både på havet. Drengenes farfar, Troels Kløvedal, havde trodset sin sygdom ALS og var - som han havde lovet drengene ved deres afrejse - taget ud for at sejle dem i møde. 

TUSIND TAK fordi I hoppede med ud i bølgen blå og tog på denne fantastiske rejse med Havana og dens besætning. ️ ️ I er allesammen vaskeægte sofa-sømænd. ️ ️

Posted by Kurs mod fjerne kyster on Tuesday, March 21, 2017

- Det var rigtig rørende at se modtagelsen igen - så den også, da I kom hjem. I aften sad jeg med tårer i øjnene, da I blev modtaget af den gamle skipper farfar. Var rørt over, at han kom, selvom han er meget syg. I må hilse ham, skriver Anni Andersen.

En anden, der også fik fugtige øjne, er TV 2-brugeren Gitte Lund.

- Hvor er det åndssvagt, at man kan blive helt rørt på jeres vegne, men ikke desto mindre blev jeg det. Jeg kneb lige en tåre, da Kronborg dukkede op - og et par stykker mere, da farfar Kløvedal dukkede op! Det var meget rørende! I er nogle af de rigeste mennesker i verden på grund af dem I er og det sammenhold, I har i jeres familie. Tusind tak for at tage hele Danmark - inklusiv lillebitte mig - med på jeres eventyr, skriver Gitte Lund.

Tak for inspirationen

I Københavns havn, som var den endelige destination for det tre år lange eventyr, havde cirka 20.000 mennesker taget plads ved Toldboden, hvor de stod klar med flag og tilråb som tak for udsendelserne og de mange oplevelser, familien har givet videre på skærmen. Og den hyldest fortsætter altså nu på Facebook.

- Tak for nogle fede udsendelser/oplevelser. Jeg fik altså øjnene fyldt med vand, da jeg så aftenens afsnit. I virker simpelthen så søde, og I inspirerer til, at man selv kommer afsted ud for at opleve noget. Min mand og jeg er også begyndt at tage dykkercertifikat. Håber ikke, at det er sidste gang, vi kommer til at følge jer, skriver Rikke L. Ravnemose.

Om det er sidste gang, familien fra Havana tager os med på de syv verdenshave, vides ikke endnu, men både TV 2 og familien vil gerne samarbejde igen. Lige nu er der dog ingen konkrete tv-programmer i støbeskeen.