Husk dette når du lejer bil i udlandet - ellers kan det koste dig dyrt

Rod i forsikringerne er en af de største syndere, når det handler om at leje bil i udlandet.

Sommerferien nærmer sig, og ferieplanerne begynder at falde på plads. Mange danskere vælger at tage sydpå, og kører man ikke i egen bil, er det et godt alternativ at leje, når man ankommer.

Men det kan gå galt, hvis du som lejer ikke kender reglerne og faldgruberne. 

Det kan resultere i markant højere lejepris, end det du så på nettet, eller i sidste ende resultere i, at du ikke er dækket af en forsikring og skal betale store summer, hvis du kommer ud for et uheld.

Særligt én fejl kan koste dig mere end 12.000 kroner, fortæller jurist Helle Brasch.

1. Forsikring

En af de største fælder, man kan komme ud for, er, at man siger ja til for mange tilkøb, fortæller jurist hos FDM Helle Brasch i 'Go' morgen Danmark'.

Biludlejerne presser dig til at købe for mange forsikringer, selvom du faktisk kan være dækket andre steder.

I et klassisk eksempel kan biludlejeren prøve at prakke dig en ulykkesforsikring på, men mange danskere har en ulykkesforsikring i forvejen gennem deres rejseforsikring eller deres almindelige forsikring. Det kan derfor være en god idé at tjekke op på, hvordan du er dækket i forvejen. 

Selvrisikoen er som udgangspunkt meget høj på udlejningsbiler - den kan sagtens ligge på 12.000 kroner eller mere.

Helle Brasch, jurist FDM

Helt centralt er det at bemærke, at man ikke er dækket af sin bilforsikring i Danmark, hvis man lejer en bil i udlandet. Bilforsikringen er bundet til bilen.

- Den bil, man lejer, vil altid være ansvarsforsikret, hvis man lejer bil i Europa, siger Helle Brasch

Derudover vil lejebilen altid være kaskoforsikret, men her skal man dog være opmærksom på en fælde.

- Kaskoforsikringen på en udlejningsbil svarer slet ikke til den, man har på sin bil derhjemme. Den dækker ikke bilens ruder og glas, hjulene og undervognen - og det er de ting, der ofte bliver skadede, siger Helle Brasch.

Derfor kan det være en god idé at tegne det, der hedder en tillægskaskoforsikring - og måske tænke i at få sat selvrisikoen ned.

- Selvrisikoen er som udgangspunkt meget høj på udlejningsbiler, fordi der er mange, der kører i dem, og risikoen for skader er stor. Den kan sagtens ligge på 12.000 kroner eller mere, siger Helle Brasch.

Køber du ikke en tillægsforsikring, kan du altså hænge på en selvrisiko på mere end 10.000 kroner.

  • Tjek op på din ulykkesforsikring
  • Vælg eventuelt en tillægsforsikring
  • Læs det med småt i lejebilens forsikringspolice 
På nogle udlejningssider kan man vælge at tilkøbe den mindre tillægsforsikring som nedsætter ens meget høje selvrisiko og også dækker vinduer og spejle.
På nogle udlejningssider kan man vælge at tilkøbe den mindre tillægsforsikring som nedsætter ens meget høje selvrisiko og også dækker vinduer og spejle. Foto: rentalcars.dk

2. Når du henter bilen

Når man modtager sin bil, er der nogle ting, som er vigtige at huske.

- En af de største fælder er, at man ikke får den bil, som man troede, man lejede hjemmefra, siger Helle Brasch.

Tjek derfor, at bilen stemmer overens med, hvad du har betalt for, og at der er det ekstraudstyr i bilen, som du har tilkøbt.

- Man skal gennemgå bilen. Man skal gå en tur rundt om den, og se om der er nogle skader på den, råder Helle Brasch.

Finder man ridser eller lignende, som ikke er markeret på udlejningsselskabets skadesrapport (det er dog ikke alle, der har sådan en), så skal man gøre selskabet opmærksom på dem.

- Det kan være en rigtig god idé at tage billeder af bilen, når man henter den. Især hvis den har skader, siger Helle Brasch.

  • Tjek bilens stand samt ekstraudstyr ved afhentning
  • Tag billeder af bilens skader, inden du kører fra udlejningsstedet

3. Ved aflevering af bilen

Det kan være en rigtig god idé at tage billeder af bilen, når man afleverer den igen, fortæller jurist hos FDM Helle Brasch. Ellers kan du komme til at hænge på en skade, som bliver lavet efter du har vinket farvel.

- Især hvis man afleverer på et tidspunkt, hvor der ikke er nogle levende personer at aflevere den til. Hvis man skal meget tidligt eller sent hjem med et fly, så kan man nogle steder bare droppe nøglen i en boks. 

Tag derfor billeder hele vejen rundt, så man kan bevise, at skaden er kommet, efter man har afleveret bilen. Nærbilleder af fælge kan især være en god idé, da det ofte er her, at der kan komme store ridser. Og sådan en fælg er ikke billig.

Hvis man alligevel bliver hængt op på en skade, en bøde eller lignende, som man ikke mener, at man har lavet, så er der forskellige ting, man kan gøre.

- Man skal først og fremmest prøve at løse det med biludlejningsfirmaet. Hvis det ikke virker, så kan man, hvis man har lejet bilen igennem en dansk udlejningsside, gå til Forbrugerklagenævnet. Har man lejet bilen et sted i EU, så kan man gå til det, der hedder Forbruger Europa, forklarer Helle Brasch.

  • Tag billeder af bilen ved indlevering
  • Klag til de rigtige instanser ved uenighed med udlejningsselskabet