Frygten kom snigende, da sønnen kom til verden - men flyskræk kan overvindes

Dit hjerte banker alt for hurtigt, og din vejrtrækning sidder helt oppe i halsen. Om lidt sidder du i flyet. En opslidende flyvetur venter.

Skræk. Koldsved. Hjertebanken.

Det er den følelse, der melder sig hos 38-årige Tom Aggerholm, når han sætter sig i et flysæde. En uhåndgribelig og irrational frygt for, at noget kan gå frygtelig galt.

Og han er ikke alene.

Rigtig mange danskere lider i stor eller mindre grad af det, som i folkemunde bliver kaldt for ”flyskræk”, fortæller psykolog Kristina Hermann i 'Go' morgen Danmark'.

Psykolog: Du skal ikke leve med angsten

På mange måder er Tom Aggerholm et klassisk eksempel, lyder det fra Kristina Hermann.

Hun har i over 17 år behandlet tusindvis af patienter mod flyskræk, og med de rigtige metoder kan Tom Aggerholm og andre slippe for deres frygt.

Først og fremmest kræver det dog, at man konfronterer den, angsten, fortæller hun.

Kristina Hermann, psykolog

Kristina Hermann er psykolog og har behandlet mennesker med traumer og angst siden år 2000. I dag har hun sin egen praksis, hvor hun blandt andet via terapi, kurser og workshops hjælper angstramte.

Hun står bag bogen: "Du kan flyve – Lær at håndtere din flyskræk", som hun har skrevet med piloten Troels Hermann.

- Angst er jo ubehagelig. Det er en følelse, som vi i virkeligheden skal reagere på. Det er den funktion, den har. Den fortæller os, at vi skal væk fra en farlig situation, siger Kristina Hermann.

Mennesker som Tom Aggerholm skal gøre det modsatte. De skal lære at blive, selvom kroppen signalerer "fare", lyder det.

For man skal lære at tåle angsten, før man kan slippe af med frygten, og det kan man kun lære ved udsætte sig selv for den og udholde den.

- Overvind den og bliv ved med at flyve. Det, som Tom efterhånden vil finde ud af, det er, at det bare er angst, og at den er irrationel, og at han ikke skal lytte til den, lyder psykologens råd.

Da Tom blev far, kom frygten

Derudover skal man finde ud af, hvad angsten har rod i.

For Tom Aggerholm begyndte hans angst for at flyve at melde sig i det øjeblik, han blev far.

Inden da havde han i mange år fløjet meget i forbindelse med sit job. Han pendlede ofte mellem familien i Jylland og Sjælland uden problemer.

- Jeg kan ikke sætte en finger på, hvad der skete. Måske var det det udvidede ansvar, man får, når man får børn, der gjorde det. Det kom snigende.

”Hvad nu hvis jeg falder ned? Så svigter jeg jo allesammen,” var nogle af de tanker, som begyndte at melde sig på banen, når flybilletten var bestilt, fortæller Tom Aggerholm.

En enkelt gang var følelsen så stærk, at han måtte aflyse rejsen i sidste øjeblik, og Tom Aggerholm måtte tage rejsen i bil i stedet for. Ni timer tog turen i bil til Tyskland, lyder det.

Mærkelige lyde kan udløse frygten

I dag er det fire år siden, at han blev far for første gang, og Tom Aggerholm har lært, at han i mange tilfælde kan tale sig selv ud af frygten.

Men den spøger stadig, flyskrækken.

Er der turbulens på flyveturen, melder den sig med det samme igen. Så meget, at Tom Aggerholm får lyst til at gå ud og skælde piloten ud, fortæller han.

- Jeg bliver meget opmærksom på, hvordan flyet reagerer i forskellige situationer. Hvis der er et bump, så er jeg meget på. Ja, jeg er nærmest oversensitiv, siger Tom Aggerholm.

Afliv din flyskræk

Sådan slipper du af med flyskrækken

Der er dog ikke noget farligt ved at flyve, og det skal man fortælle sig selv, lyder det fra Kristina Hermann.

For nogle vil den irrationelle frygt for at styrte ned eller andet kunne dulmes ved, at man erstatter den med fornuft og viden.

Faktisk er risikoen for at dø i et flystyrt blot 1 ud af 11 millioner.

Til sammenligning er risikoen for at miste livet i en bilulykke 1 ud af 5000. Det påviste David Ropeik fra Harvard University i 2007.

- Man skal sige til sig selv, at det er en af de mest sikre transportveje, og så skal man finde ud af, hvad det er, man helt reelt er bange for, og erstatte de katastrofetanker, man har, med noget reel viden, siger Kristina Hermann.

Sammen med den mangeårige pilot Troels Hermann har hun skrevet en ny bog om, hvordan man bedst overvinder flyskrækken. Herunder kan du se et uddrag af de råd, de giver:

Sådan kommer du flyskrækken til livs

Find en rejsemakker

Det første, du skal gøre, er at finde dig en rejsemakker. Din rejsemakker tager med dig på den første flyrejse og eventuelt også på nogle af de følgende rejser. Vælg en makker, der er tryg og vant til at flyve. Vedkommende skal være din støtte.

Begynd med en kort tur

Vælg en kort rejse på din første tur. Det kan være fra København til Billund, fra Aarhus til København, fra København til Sønderborg eller en anden kort og overskuelig rejsedestination.

Flyv

Flyangst går ikke væk af sig selv. Det er kun ved gentagne gange at presse dig selv til at træde op i et fly, at du vil kunne komme over angsten. Det er okay, at du føler angsten i begyndelsen, men du skal lære at handle på trods af den.
Du skal turde at være i angsten, for hvis du lader dine tanker blive ved med at fortælle dig, at det er farligt at flyve, og din krop bliver ved med at ville undgå at tage hen i lufthavnen, holder angsten dig fast og forsøger at holde dig væk fra det, du er bange for.

Styrk fornuften - ikke angsten

Du skal i gang med at finde de strategier, der hjælper dig med at styrke fornuften i stedet for angsten. Du skal udforske årsagerne til, at din angst for at flyve er blevet forstærket og invaliderende. Og du skal træne det, der hjælper dig med at få angsten ned på det plan, hvor den hører hjemme. For nogle vil fakta om, hvor sikkert det faktisk er at flyve, være en hjælp.

Øv dig

For din hjerne er sådan indrettet, at det, du bruger den til, bliver den god til. Så hvis du øver den i, at den ikke skal være på vagt, når du træder ind i et fly, vil det med tiden blive sådan. Omvendt vil hjernen fortsætte med at træne ængstelighed, hvis du er god til at være på vagt og være ængstelig.
Igen gælder det, at du kun kan ændre på din angst ved at øve dig. Den eneste vej ud af angsten for at flyve er, at du eksponerer dig selv for angsten - ved at flyve.

Pas på dig selv

Når du går i gang med at arbejde med din flyskræk, skal du være opmærksom på ikke at opsøge historier, der handler om ulykker eller tragedier rundt omkring i verden. Skru ned for det daglige nyhedsforbrug, hvor katastrofer ofte fylder. Du behøver ikke at lukke fuldstændig ned for din omverden, men vær opmærksom på, at du ikke opsøger historier om ulykker.