Ferietid: Her får du mest for pengene

16x9
Det er svært at sætte en pris på en god strand, men restaurantbesøg, benzinpriser og flaskevand er nemmere at definere. Foto: Brian Bergmann / Scanpix Danmark

Særligt tre af danskernes foretrukne feriedestinationer byder på markant lavere priser.

Ferietiden har ramt Danmark, og i disse dage drager gammel som ung mod feriedestinationerne.

Det kan dog være svært at lure, hvor langt lommepengene vil række, når man når frem til sin destination, for priserne er faktisk meget forskellige selv i Europa. Det fortæller Line Schjelde, der er presseansvarlig for Momondo i Norden.

Særligt skal man kigge på de sydøstlige lande i Europa, hvis man skal helt ned i pris.

- I toppen af listen finder vi Tyrkiet, hvor leveomkostningerne er 69 procent lavere end i Danmark. På andenpladsen er Kroatien, som bliver en stadigt mere populær feriedestination blandt danskerne. Her er omkostningerne 60 procent lavere, fortæller hun og henviser til en opgørelse, som Momondo har udarbejdet med tal fra en verdensomspændende database med priser på leveomkostninger.

Opgørelsen har sat fokus på en række parametre, som man som turist ofte bruger penge på. Det er blandt andet prisen på vand på flaske, restaurantbesøg, benzin og indkøb i supermarkeder.

Så meget er de mest populære feriedestinationer billigere end Danmark:

  • Tyrkiet: 69 procent billigere
  • Kroatien: 60 procent billigere
  • Portugal: 58 procent billigere
  • Grækenland: 51 procent billigere
  • Spanien: 50 procent billigere
  • Tyskland: 40 procent billigere
  • USA: 33 procent billigere
  • Frankrig: 32 procent billigere
  • Italien: 31 procent billigere
  • England: 27 procent billigere

Kigger man nærmere på tallene kan man se, at forskellen især ligger højt for restaurantbesøg. Her vil man almindeligvis kunne spise ude i Danmark på en restaurant i mellemprisklassen for omkring 600 kroner for to personer. 

Kigger man rundt på de populære feriedestinationer, ser priserne dog markant bedre ud. I USA vil du i gennemsnit skulle slippe lidt over det halve, og tager du til Tyrkiet vil regningen lyde på cirka 130 kroner.

Det er en besparelse på omkring 78 procent.

Kan du overtales til at bytte en Carlsberg ud med en Guinness, Sagres eller en Budweiser er der også penge at spare.

Hvor en fadøl på en halv liter i Danmark vil koste dig omkring 45 kroner, så skal du kun betale omkring 11 kroner for noget tilsvarende i Portugal.

Hvem kan sige "Obrigado"?