Er det slut med håndklæde-finten? Nu kan du reservere din solseng på forhånd

16x9
Spies tilbyder nu at forhåndsbooke en solseng på to af rejsebureauets hoteller i en testperiode. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Rejsebureauer vil kampen om solstolene til livs, men de griber det vidt forskelligt an.

Mange danskere, der har været på charterferie, kender irritationen.

Man kommer ned til poolen og glæder sig til at slænge sig i en solseng, men opdager, at andre gæster har været tidligt oppe for at spærre de bedst pladser.

Det velkendte scenarie vil Spies undgå, og derfor har rejsearrangøren i en testperiode indført en ny tjenesteydelse for deres gæster.

Book din foretrukne solseng på dit hotel - inden du rejser.

Et problem i hele branchen

Spies er langt fra det eneste rejsebureau, der oplever, at nogle gæster er usædvanligt flittige til at spærre solsenge, selvom de reelt ikke skal bruge dem med det samme.

Afstemning

- En måde er at lægge sit håndklæde tidligt om morgenen og på den måde reservere en stol. Det respekterer andre gæster, men det skaber også ærgrelse og irritation, når stolene så ikke bliver brugt og står tomme. Det er et generelt problem for branchen, vurderer Christian Grandjean, pressechef i rejsebureauet TUI. 

Ingen er bidt på endnu

De første gæster, der har haft mulighed for at booke solsenge gennem Spies, tog afsted mod sydens sol tirsdag, men rejsebureauet fortæller til TV 2, at der endnu ikke er nogen danskere, der har gjort brug af tilbuddet.

Seks dage inden afrejse modtager de gæster, som har bestilt et hotel med mulighed for at booke solseng, en mail med et poolkort og en oversigt over placeringen af de ledige solsenge. 

- Onsdag i sidste uge begyndte vi at sende de her mails ud. Det er en test, vi laver sammen med vores kollegaer i Tyskland, England og alle de nordiske lande. Totalt for den her test sendte vi 80 mails ud, og af dem var der kun ni til Danmark, og der er ikke nogen af de ni, der har forhåndsbooket en solseng, siger produktchef hos Spies, Carlos Cebrian til TV 2.

Det koster 25 euro (cirka 186 kroner) at forhåndsbooke en solseng - uanset længden på ens ferie. 

I testperioden vil det være sådan, at har man booket en solseng, men ikke bruger den en dag, fordi man måske er på udflugt, så vil andre gæster stadigvæk ikke kunne bruge din solseng.

- Da det stadigvæk er meget få af hotellernes samlede antal solsenge, der kan forhåndbookes, kommer det nok ikke til at blive et problem, vurderer Carlos Cebrian til TV 2.

Fjerner håndklæder

Hos TUI har man i stedet valgt en anden løsning, der skal sikre, at så mange som muligt kan bruge stolene.

I 2016 lavede rejsebureauet et forsøg med at fjerne håndklæder fra solsenge, der ikke havde været benyttet i 30 minutter. 

Afstemning

Forsøget var en succes, og derfor er det praksis på flere af deres store hoteller, fortæller Christian Grandjean.

For at afdramatisere det så meget som muligt, er det TUI's maskot, der fjerner håndkæder fra ubrugte solsenge. Håndklæderne lægges til side i en bunke, så de nemt kan findes igen, forklarer pressechefen. 

Hver fjerde er interesseret i at booke 

Spies' løsning med booking af solsenge testes de næste tre-fire uger. Herefter vil man evaluere, hvordan man skal fortsætte. 

Hvis det går efter planen, skal Spies have 30 hoteller til sommer, hvor det vil være muligt at forhåndsbooke en solseng. 

En rundspørge blandt 10.200 deltagere i Spies’ såkaldte rejsepanel har vist, at 25 procent er interesserede i at kunne forhåndsbooke en solseng på ferien.

Afstemning