Sådan kommer du bedst gennem Tyskland lige nu - Hamborgtunnel lukkes lørdag nat

16x9
Et af rådene fra FDM's bilekspert lyder, at man bør forsøge at ramme Berlin, München eller Hamborg omkring klokken 12, hvis man vil undgå kø. Foto: Scanpix

Klik dig ind på de tre kategorier i artiklen for at se, præcis hvilke strækninger FDM mener, man som feriebilist bør være opmærksom på.

Store dele af Europa er stemplet ud, bilerne pakket og endestationen hedder ferie. Hvis du er blandt de mange bilister, der skal sydpå, er det en god ide at være beredt på risikoen for kø gennem store dele af Tyskland.

I hvert fald hvis du ikke er opmærksom på, hvilke strækninger du bør undgå.

For ifølge FDM er der vejarbejde intet mindre end 421 steder på de tyske motorveje, og tager du bilen sydpå fra Jylland, støder du allerede på de første på den nordligste del af Autobahn A7.

Udover det øvrige vejarbejde bliver Elbtunnel i Hamborg spærret for trafik i begge retninger fra klokken 22.00 lørdag den 7. juli til 07.00 søndag morgen.

Indtil videre tyder det dog på, at turen ned gennem Danmark kan foregå uden ufrivillige standsninger. Lørdag formiddag lyder meldingen fra Vejdirektoratet, at alt ser fint ud.

- Trafikken plejer at blive tæt mellem 10-16, men lige nu ser det pænt ud. Man skal dog være opmærksom på de mindre veje i sommerhusområderne, fordi lørdag er skiftedag, siger vagthavende Brit Osted Nielsen.

De eneste kødannelser i Danmark er i øjeblikket ved grænsekontrollen på motorvej E45 i nordgående retning. 

Følgende strækninger skal feriebilisterne ifølge FDM være opmærksomme på i den kommende weekend

Strækninger med risiko for kødannelse 

  • A1 på strækningen mellem Köln, Dortmund, Bremen og Lübeck.
  • A2 på strækningen mellem Dortmund, Hannover og Braunschweig.
  • A3 på strækningen mellem Köln, Frankfurt, Würzburg, Nürnburg og Passau.
  • A4 på strækningen mellem Kirchheimer motorvejskryds, Bad Hersfeld, Erfurt og Dresden.
  • A5 på strækningen mellem Hattenbacher motorvejskryds, Frankfurt, Karlsruhe og Basel.
  • A6 på strækningen mellem Mannheim, Heilbronn og Nürnberg.
  • A7 på strækningen mellem Hamborg, Hannover, Würzburg, Ulm og Füssen/Reutte.
  • A7 på strækningen mellem Flensborg og Hamborg
  • A8 på strækningen mellem Karlsruhe, Stuttgart, München og Salzburg. 
  • A9 på strækningen mellem München, Nürnberg og Berlin.
  • A61 på strækningen mellem Mönchengladbach, Koblenz og Ludwigshafen.
  • A72 på strækningen mellem Chemnitz og Leipzig.
  • A99 på strækningen München Ringvej.
  • Større veje til og fra kysterne.

Strækninger med vejarbejde

  • A1 på strækningen Köln - Dortmund og Münster - Osnabrück.
  • A2 på strækningen Berliner Ring - Magdeburg.
  • A3 på strækningen mellem Nürnburg, Würzburg, Frankfurt, Köln, Oberhausen og Arnheim.
  • A5 på strækningen Basel - Karlsruhe.
  • A6 på strækningen Heilbronn - Nürnberg.
  • A7 på strækningen Ulm - Würzburg - Kassel og Hannover - Hamborg - Flensborg.
  • A8 på strækningen mellem Stuttgart og Ulm.
  • A9 på strækningen mellem Nürnberg, Halle/Leipzig og Berlin.
  • A10 på strækningen Berliner Ring
  • A12 på strækningen Berliner Ring - Frankfurt (Oder)
  • A14 på strækningen Halle - Magdeburg.
  • A24 på strækningen Pritzwalk - Berliner Ring.
  • A39 på strækningen Hamborg - Lüneburg.
  • A45 på strækningen Hagen - Giessen.
  • A61 på strækningen Ludwigshafen - Koblenz - Mönchengladbach.
  • A96 på strækningen Lindau - München.
  • A99 på München østlige ringvej.

Spærrede strækninger

  • A20 - Stettin - Rostock. Begge retninger mod Rostock mellem Tribsees og Bad Sülze er langtidsspærret på grund af omfattende vedligeholdelse.
  • A62 - Landstuhl - Pirmasens. Begge retninger mellem Bann og Thaleischweiler-Fröschen er spærret.
  • A226 - Bad Schwartau i retning mod Travemünde mellem motorvejskryds Bad Schwartau og Lübeck-Dänischburg er spærret indtil tirsdag den 31. juli.

***

Kør uden for weekenden 

Fra den 7. juli fik større lastbiler forbud mod at køre lørdage og søndage. Og selvom det letter trafikken en smule, så anbefaler testkører Karsten Meyland Lemches stadig, at man helt holder sig fra at køre i weekenderne.

Det gælder om at komme forbi Tyskland senest torsdag

Karsten Meyland Lemche, testkører hos FDM

- Fredag, lørdag og søndag er noget skidt. Især fredag og lørdag er der meget trafik, og det er meget normalt, siger Karsten Meyland Lemche.

Årsagen er, at de fleste ferielejligheder udlejes fra lørdag til lørdag, hvilket typisk resulterer i megen trafik. Så hvis man skal afsted i juli måned, er det bedst at køre mellem mandag og torsdag, lyder rådet fra FDM's ekspert.

- Det gælder om at komme forbi Tyskland senest torsdag, siger Karsten Meyland Lemche.

Afstemning

Undgå storbyerne

Passer afrejsedagen ikke helt med det sted, man har lejet, kan man overveje at gøre en tur ud af det.

- Det er ikke altid, det er superfedt at køre 17 timer i streg i en bil. Især ikke, hvis der er kø. Så bliver det rigtig, rigtig trist. Derfor kan det være en god idé at lægge nogle stop ind undervejs og planlægge nogle besøg, anbefaler Karsten Meyland Lemche.

Især skal man være opmærksom på, hvornår og hvordan man kommer forbi eller til de store byer. Ellers havner man alligevel i en bilkø.

- Hvis man skal sydpå, kan det være en god idé at tage færgen fra Gedser til Rostock, da man undgår Hamborg, som typisk er belastet af trafik. Ellers kan man køre over den østlige del af Tyskland. Så kommer man rundt om Berlin, hvor der også er trafik, men ikke så tætpakket som omkring Hamborg, siger Karsten Meyland Lemche.

Man kan ikke undgå at ramme de store byer såsom Berlin, München eller Hamborg, hvis man bruger motorvejen, men man skal sørge for at nå dem omkring klokken 12.00. Så undgår man nemlig den myldretid, der opstår, når folk skal til og fra arbejde, lyder rådet fra bileksperten.

Alternativt skal man køre om natten.

Afstemning

Brug kortfunktionen på din telefon

Nye regler har gjort det billigere at hive telefonen frem i andre europæiske lande, hvis du vil google dig frem til en god restaurant eller et billigt hotel. Men det er ikke det eneste, mobilen kan bruges til.

Bruger du kortfunktionen på din mobiltelefon, vil den holde dig up to date med trafikken forude.
Bruger du kortfunktionen på din mobiltelefon, vil den holde dig up to date med trafikken forude. Foto: Screendump / TV 2

Hvis du bruger kortfunktionen på din mobiltelefon, vil den konstant holde dig opdateret på trafikken. Ejer du en iPhone, har den automatisk et kort installeret.

Er ruten blå, kører trafikken normalt, er den orange, kører trafikken langsomt, og er den rød, er trafikken så godt som gået i stå.

Melder den om tæt trafik forude, kan du lægge ruten om, før du bliver fanget i en stillestående bilkø.

- Det fungerer supergodt herhjemme, men det fungerer også godt i udlandet, for nu er der jo kommet nogle nyere regler, der gør, at roaming er blevet billigere, siger Karsten Meyland Lemche.

Dog er Apples kortfunktion ifølge Karsten Meyland Lemche ikke den bedste at have med sig. Han anbefaler i stedet, at man enten henter den gratis app Google Maps eller TomToms navigations-app, da de har vist sig at være foran, når det kommer til informationer om trafikken. 

Vær opmærksom på dieselforbud

Lægger du vejen forbi Hamborg, skal du udover risiko for kø være opmærksom på, at byen har indført restriktioner for dieselbiler. Faktisk trådte et direkte forbud i kraft den 31. maj. 

Det gælder dog kun for ældre dieselbiler og på to strækninger i forstaden Altona samt på den 1,6 kilometer lange Stresemannstrasse og stykke af Max-Brauer-Allee på 580 meter.

Ifølge FDM kan man altså fortsat sagtens lægge vejen forbi Hamborg, selvom man er kørende i en dieselbil af ældre dato. Man skal blot undgå netop de strækninger. 

Er du kørende i en personbil, vil en overtrædelse af forbuddet udløse en bøde på 25 euro, mens lastbilchauffører vil få en bøde på 75 euro. 

De tre hurtige råd for at undgå bilkøerne

Kør udenfor weekenden

Hvis du vil undgå at sidde i kø, bør du planlægge din rejse, så du er igennem Tyskland senest torsdag. 
Alternativt skal du køre om natten.

Undgå storbyerne

Hvis ikke det helt kan lade sig gøre, så ram dem omkring klokken 12. Her er trafikken mindst, fordi du undgår morgen- og eftermiddagstrafikken.

Hold øje med trafikken forude

Sørg for, at du enten via GPS eller kortfunktionen på din mobiltelefon er opdateret med trafikken forude.
Til mobilen anbefaler FDM de gratis apps Google Maps eller TomToms navigationsapp.