Det kan koste dyrt ikke at have styr på den blå sygesikring

16x9
Det blå sygesikringskort har nu været i omløb i fire år. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix Denmark

En undersøgelse viser, at efter fire år ved halvdelen af de rejsende stadig ikke, hvor og hvordan det blå sygesikringskort gælder.

Når man pakker badetøjet, shortsene og solcremen og gør sig klar til en ferie sydpå, går man nok ikke ud fra, at man i løbet af de næste par uger får brug for lægehjælp.

Det er ikke desto mindre virkeligheden for tusindvis af danske ferierende hvert år, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Opholder man sig ikke alt for langt hjemmefra, når skaden er sket, kan man dog være dækket af sit blå sygesikringskort. Men det er kun tilfældet i nogle bestemte lande og ikke i så høj grad, som du måske tror.

Hvis du tror, at du med dit blå sygesikring i hånden kan få gratis behandling i hele Europa, tager du nemlig fejl.

Men det er du langt fra den eneste, der gør.

En ny undersøgelse, der er foretaget blandt 1019 danskere af YouGov for Tryg Forsikring, viser, at mere end halvdelen af de danskere, der rejser mindst en gang om året, ikke er klar over, hvor det blå sygesikringskort egentlig gælder.

Således svarer kun 45,5 procent, at det gælder i EU-landene, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz, som det er tilfældet.

4,1 procent af de adspurgte tror, at det gråblå plastikkort hjælper dem over hele kloden, og 33,6 procent tror, at det gælder i hele Europa – men intet af dette er altså tilfældet.

Der er egenbetaling

Det blå sygesikringskort er et samarbejde mellem EU- og EØS-landene og Schweiz, og det fik for alvor betydning i 2014, da det afløste den offentlige rejsesygesikring, som hidtil havde sikret syge danskere på ferie.

70 procent af borgerne i Danmark har bestilt et af de dueblå plastikkort, og dermed er de en del af aftalen, der går ud på, at borgerne fra aftalelandene altid kan få samme behandling, som borgerne i det land, de befinder sig i.

Dermed har du som dansker samme vilkår som en franskmand, hvis du kommer til skade under franske himmelstrøg.

I Frankrig og størstedelen af de andre aftalelande er der egenbetaling på lægehjælp, og hvis du kommer til skade her, skal du selv have penge op af lommen sammen med dit blå plastikkort.

Du kommer ikke til at betale den fulde lægeregning, men den samme del, som borgerne i det pågældende land ville gøre.

Det er der kun 37,7 procent af de rejsende i YouGov og Tryg Forsikrings undersøgelse, der er klar over, og dermed kan det blive dyrt for en stor del af danskerne, hvis de kommer til skade på ferien – også selvom de holder sig inden for EU’s grænser.

Brugerbetaling i de enkelte lande

Priserne er hentet hos Styrelsen for Patientsikkerhed og er fra 2014. Derfor kan de godt være lidt anderledes i dag.

Overvej rejseforsikring

Når over halvdelen af de danskere, der rejser mindst en gang om året, ikke er klar over, hvor og hvordan det blå kort gælder, er det svært for dem at sikre sig bedst muligt, inden de pakker kufferterne.

For mens den danske sygesikring ikke betaler alle udgifter i forbindelse med sygdom under ferien, kan man godt få det hele betalt alligevel.

Det dækker det blå sygesikringskort ikke

  • Behandling hos private læger og hospitaler, der ikke er tilknyttet landets offentlige sygesikring
  • Hjemtransport ved sygdom eller død
  • Tilkaldelse og sygeledsagelse af familie
  • Dækning af egenbetaling for lægebehandling under rejsen
  • Psykologisk krisehjælp

Kilder: Styrelsen for Patientsikkerhed og Tryg Forsikring.

- Vi anbefaler altid, at man overvejer, om det kunne være en god idé at tegne en privat rejseforsikring, opfordrer Søren Enggaard Stidsen, som er konstitueret kontorchef i Styrelsen for Patientsikkerhed, der tager sig af det internationale samarbejde.

Men det er langt fra alle danskere, der har en rejseforsikring.

Der findes ikke nogen opgørelser over, hvor mange der rejser ud af landet uden sådan en, men i en undersøgelse, Epinion har foretaget blandt 5030 danskere for Forsikringsguiden.dk og brancheforeningen Forsikring & Pension, svarer 26 procent af de adspurgte, at de ikke har en rejseforsikring.

Og det kan blive dyrt, hvis de ender med at komme galt af sted på en ferie.

Der er en række ting, som de fleste rejseforsikringer dækker, blandt andet behandling på private klinikker og hjemtransport, som ikke er dækket af det blå sygesikringskort.

- Det er især i forhold til hjemtransporten, at man kan få de rigtig store regninger. Hvis man ikke har en forsikring, der dækker det, kan det blive meget, meget dyrt, siger Søren Enggaard Stidsen.

Kortet er bare et bevis

Selvom man vælger at tegne en rejseforsikring inden afrejse, giver det dog stadig mening at have det blå sygesikringskort med i bagagen.

Det er nemlig et bevis på, at du er sygesikret i et EU-land, og det betyder, at du ikke selv kommer til at lægge ud for den behandling, du modtager.

- Kortet er sådan set bare dokumentation. Selvom man ikke har et kort eller har det med, har man stadig rettighederne. Det gør det bare nemmere, når man kan vise kortet, siger Søren Enggaard Stidsen og fortæller, at der kan være tale om store beløb.

Derfor opfordrer han også til, at man altid har det med sig, også selvom man har en rejseforsikring, der dækker alting.

- Det har betydning for, hvor stort et beløb du skal hoste op med. Forsikringsselskabet dækker det nok i sidste ende, men det kan være mange penge, siger han.

Det trick går dog ikke, hvis man for eksempel rejser på ferie i Tyrkiet, der ikke er en del af EU. Her har det blå sygesikringskort ingen effekt.

- Så er der ikke andre muligheder for dækning end en privat rejseforsikring, siger Søren Enggaard Stidsen.

Har du styr på det blå sygesikringskort?