SE LISTEN: Her er seks af verdens vildeste hoteller

Nogle ferieoplevelser er så spektakulære, at det kun er de færreste forundt. Drøm dig væk i listen nede i artiklen.

Store dele af Danmark er på vej på ferie i disse dage. Går det, som det plejer, har de fleste Spanien som destination.

18 procent af danskerne holder nemlig deres ferie i Spanien, mens godt 10 procent tager til Italien, og yderligere otte procent sætter kursen mod Tyskland.

Det er måske nok de færreste af dem, der har planer om at spise morgenmad med en giraf, overnatte på en isklump eller bo i trætoppene i junglen under deres ferie.

Men det kan godt lade sig gøre. 

Ekstraordinære oplevelser

Er man villig til at bruge langt flere penge end de knap 11.000 kroner, som danskerne ifølge Danmarks Statistik i gennemsnit bruger på ferier om året, er førnævnte nemlig lige præcis nogle af de ting, man kan stryge fra sin bucketlist, hvis man har sådan en.

I programmet 'Verdens vildeste hoteller' har to BBC-værter sat sig for at opsøge denne type ferieoplevelse. Værterne besøger seks ekstraordinære hoteller og tager seerne med helt ind bag hotelskranken, hvor hotelgæsterne normalt ikke holder til. 

Her får de et indblik i, hvordan det er at drive disse hoteller, og hvad det er for en type mennesker, der gør det. 

Du kan se programmet på TV 2 torsdag klokken 21.10 og på TV 2 Play

Seks af verdens vildeste hoteller

Marina Bay Sands, Singapore

Hotellet har hele 2561 værelser. Foto: Roslan Rahman / Ritzau Scanpix
I 200 meters højde balancerer en ø, der er lige så lang, som Eiffeltårnet er højt. 
Den står placeret på tre bygninger, der strækker sig 200 meter over jordoverfladen. En konstruktion, der har kostet 3,5 milliarder pund svarende til næsten 30 milliarder danske kroner.
Bygningerne huser mere end 60 restauranter, adskillelige eksklusive butikker, et museum, to teatre og et af sydøstasiens største kasinoer. Men det er særligt hotellets øverste del, der trækker 40 millioner gæster til om året. 
I de 200 meters højde svæver verdens største forhøjede infinity-pool. En pool, der måler tre gange et olympisk svømmebasin.  
En nat her koster i omegnen af 2500 kroner.

Giraffe Manor, Kenya

Giraffe Manor i Kenya. Foto: Production / Copyright BBC 2017
I Kenya i Afrika ligger et hotel, hvis venteliste er på mere end et år. 
Med kun 10 værelser får omtrent 7000 gæster årligt muligheden for tilbringe en nat på det eftertragtede hotel, men det er ikke natten, der lokker folk dertil. Det er morgenen. 
Klokken præcis 6.30 serveres morgenmad for gæster såvel som for hotellets faste beboere; girafferne. 
Når morgenmaden er serveret, stikker seks giraffer deres hoveder ind gennem hotellets store vinduer. Her har gæsterne mulighed for at håndfodre de store, smukke væsener. 
En oplevelse, som gæsterne har sluppet mellem 4500-8500 kroner for per nat.

Royal Mansour, Marokko

Royal Mansour i Marrakech. Foto: Royal Mansour.
Blot et stenkast fra den levende bymidte i Marrakech ligger hotellet Royal Mansour. 
Det består af 53 adskilte treetagers boliger, som alle er udstyret med en serviceindgang på hver etage. Det gør, at din butler og andet personale kan bevæge sig ubemærket rundt i boligen, mens du forbliver uforstyrret. 
Royal Mansour har 10 gange så mange ansatte, som de har gæster, men ved første øjekast vrimler det ikke med mennesker i uniform. Under hotellet løber mere end 1000 meters tunneller, som gemmer på renseri, køkken og størstedelen af de 500 ansatte. 
For at give de ansatte den komplette forståelse for, hvordan hotellets gæster bør behandles, bliver de som en del af deres oplæring selv indlogeret på hotellet og behandlet som gæster. På den måde sikrer hotellets ejere, at deres gæster får den ypperste behandling.
For en nat i disse gemakker skal du kunne lægge et sted mellem 8500 kroner til hele 297.000 kroner.

Fogo Island Inn, Canada

Fogo Island Inn på øen Fogo Island i Canada. Foto: Fogo Island Inn
Ud for Canadas østkyst ligger en ø, der ved første øjekast ser barsk og ubebolig ud. 
Øen hedder Fogo Island. Den er omtrent 24 kilometer lang og ligger i et hav, der omgiver den af isbjerge og store hvaler. 
Når sommeren er bedst, så når temperaturen op på 25 grader, mens havet hver vinter fryser til is. 
Ud til øens ene kystside står et hotel placeret på stylter, der gør det muligt for en del af bygningen strække sig næsten helt ud over vandkanten. Her kan hotellets gæster sidde og nyde deres måltider, mens de glaner over havet. 
Hotellet har koster næsten 1,7 milliarder danske kroner at bygge og er det eneste på øen. 
Hvert af de i alt 29 værelser er udstyret med hjemmequiltede sengetæpper og hjemmestrikkede halstørklæder, og netop den hjemlige stemning er dét, hotellet sigter efter at opnå. 
Personalet fortæller da også, at de har oplevet gæster, der har sagt, at det er som at træde ind i deres bedsteforældres hjem. 
For det tager de mellem 8500 og 21.000 kroner per værelse per nat.

Mashpi Lodge, Ecuador

Mashpi Lodge i Ecuador. Foto: Mashpi Lodge
Bag en træport, der mest af alt ligner porten til Jurassic Park, snor en vej sig gennem tæt skov op til hotellet Mashpi Lodge. Et hotel, der har kostet tæt på 65 millioner kroner at opføre, og som ligger i omgivelser, der tiltrækker gæster fra hele kloden. 
Hotellet ligger nemlig som inkorporeret i skoven, og ruller du gardinet fra på et af de 42 værelser, er det kun glasruden, der adskiller dig fra den vilde natur. 
Og det er det, gæsterne skal komme for at opleve. Hotellet er nemlig bygget ud fra idéen om, at det ikke må konkurrere med skønheden af de omgivelser, det ligger placeret i. 
En nat her koster op mod 10.000 kroner.

Icehotel, Sverige

Hos Icehotel i Sverige er det en seng som denne, du kan booke en nat i. Foto: Bob Strong / Scanpix Danmark
Døjer du med at holde varmen om natten, lader du dig næppe friste af det svenske hotel, som - ganske som navnet antyder det - er bygget af is. 
Lysekronerne, baren, serveringstallerkenerne og sengene. 
Hotellet ligger i det nordligste Sverige, hvor temperaturen kan komme helt ned på minus 30 grader, og hvor man ikke ser solen fra midt december til midt januar. 
Her får man som gæst muligheden for at overnatte i et værelse bygget af iselementer. Du tænker måske, at det lyder som en kold fornøjelse - og det er også lige, hvad det er.
De 20 værelser holdes på minus fem grader, så gæsterne må ty til flere lag termo, før de ligger sig i soveposen og håber på, at de kan holde varmen natten igennem. 
Da der ikke strøm på værelserne, kan gæsterne ikke stille et vækkeur. Samtlige gæster bliver af den grund vækket personligt at personalet hver morgen og får som det første noget varmt at drikke. 
En nat på Icehotel kan koste op mod 8500 kroner per nat. 
Hvor i verden ligger de?

Se 'Verdens vildeste hoteller' på TV 2 Play.