16x9

London kalder: Stor guide til den britiske storby

I samarbejde med trivago.dk

Den forlængede weekend i London er et hit blandt danskerne. Her er guiden til de helt store oplevelser i den multikulturelle hovedstads mange bydele.

London er det kulturelle, politiske og økonomiske hjerte af Storbritannien, og den engelske storby er hvert år rejsemål for millioner af turister fra hele verden.

Byens væld af specialbutikker, stormagasiner, restauranter, museer, historiske attraktioner, teatre, smukke parker og barer, gør den til en populær feriedestination for både familier og vennegrupper.

Kombinationen af det gamle og moderne arkitektoniske udtryk samt byens internationale stemning er blot noget af det, der gør London attraktiv.

Hvert år rejser tusindvis af danskere på storbyferie, og den engelske hovedstad ligger helt i toppen over favoritdestinationer.

Således lå Storbritannien i 2017 på en tredjeplads på listen over danskernes foretrukne rejsedestinationer på ferier op til tre overnatninger. Det viser undersøgelsen 'Sådan Rejser danskerne', som er foretaget af Epinion.

Feriefavoritter

Denne artikel er en del af artikelserien ’Feriefavoritter’, der præsenteres i samarbejde med trivago. I serien kommer vi tæt på nogle af de mest populære feriemål blandt danskerne.

Frem til nytårsaften dækker vi De Kanariske Øer, Danmark, Thailand, London, New York og Dubai.

Vi taler med mennesker, som har en reel tilknytning til disse steder, for at få aktuelle og autentiske tips, som du kan bruge, næste gang du skal af sted. 

I de forskellige bydele lidt på afstand fra 'Big Ben' og Tower of London gemmer der sig masser af lokale seværdigheder. Det kan dog være svært at navigere i byens mange områder, der har hvert sit udtryk.

Vi har snakket med danskere, der har bosat sig i London, som har gode råd og insidertips til, hvor i byen man skal gå på opdagelse, og hvad man kan forvente af de mange bydele.

De kommer med råd til, hvordan man får en fantastisk forlænget weekend i London med fokus på alt fra shopping til lokale mad- og kulturoplevelser.

Posh, gritty, intellectual og arty

I London har indbyggerne klare holdninger til, hvad der kendetegner de forskellige bydele. En undersøgelse foretaget af YouGov giver et indblik i, hvordan lokalbefolkningen tidligere har karakteriseret den centrale del af London.

The Boroughs of London

London er inddelt i fem regioner. Hver region består af en række mindre områder, der i England bliver betegnet som Boroughs. 

  • Nord: Barnet, Enfield, Haringey.
  • Syd: Bromley, Croydon, Kingston upon Thames, Merton, Sutton, Wandsworth.
  • Øst: Barking and Dagenham, Bexley, Greenwich, Hackney, Havering, Lewisham, Newham, Redbridge, Tower Hamlets, Waltham Forest.
  • Vest: Brent, Ealing, Hammersmith and Fulham, Harrow, Richmond upon Thames, Hillingdon, Hounslow.
  • Central: Camden, City of London, Kensington and Chelsea, Islington, Lambeth, Southwark, Westminster.

London består af en række mindre bydele, der i England bliver betegnet som boroughs.

Hver bydel har sin helt egen karakteristika, charme, funktion og typer af mennesker. 

Så hvad kendetegner områderne i og omkring den centrale del af London, og hvad kan man som turist forvente sig af de forskellige bydele?

Det nordvestlige London

square to 16x9
Portobello Market ligger i den vestlige 'borough' Kensington og Chelsea i området omkring Notting Hill. Foto: Unsplash

Den nordvestlige del af det centrale London rummer både autentiske streetmarkeder i området omkring Notting Hill mod vest, smuk natur ved Hampstead Heath mod nord, og er man fodboldglad, har flere Premier League-klubber som Chelsea, Tottenham og Fulham hjemmebane i området. 

Den vestlige del af det centrale London er et område, der af lokalbefolkningen er blevet karakteriseret som værende moderne, en smule prætentiøs og posh

Det er en holdning, den dansk-engelske lektor Thomas Derek Robinson nikker genkendende til. Han føler dog, at det er en unuanceret beskrivelse af området.

En visuel beskrivelse af de nordvestlige boroughs i London. Video: TV 2 Branded Content

Bevæger man sig eksempelvis rundt i Kensington and Chelsea, får man ifølge Thomas Derek Robinson hurtigt fornemmelsen af, at bydelen er meget mere end et samlingspunkt for de velhavende og royale.

Der er noget for enhver smag. Lige fra 'open air opera' i Holland Park til det fantastiske marked på Portobello Road

Thomas Derek Robinson

42-årige Thomas Derek Robinson er født og opvokset i Danmark. Hans mor er dansk, mens faren er engelsk. 

Efter at have færdiggjort sin uddannelse rejste han til London for at undervise i marketing på Cass Business School, og han har boet og arbejdet i byen lige siden.

Sådan kommer du rundt i London

Det offentlige transportsystem i London består af busser, tog, færger og metro (The Tube). På trods af et effektivt transportnet kan det nemt tage en time, at komme fra den ene ende af byen til den anden, hvilket man skal være opmærksom på, når man planlægger tiden i byen. 

Den hurtigste og nemmeste måde at komme rundt i byen på er via Tuben.

Der er mange penge at spare ved at anskaffe sig et 'Visitor Oyster Card'. 

Planlæg altid ture via Londons 'rejseplanner'. På den måde giver man sig selv mindre tid i trafikken og mere tid til ferie. 

Kilde: Mille Holst, https://tfl.gov.uk/ 

Til daglig bor han sammen med sin hustru og deres nyfødte datter i en lejlighed lige overfor Wembley Stadium i det nordvestlige London.

De to boroughs Islington og Camden udgør tilsammen den nordlige del af det centrale London. Området er karakteriseret som værende intellektuelt, velhavende og højkulturelt.

I Camden ligger den lille by Hampstead, hvor nogle af Londons dyreste adresser er beliggende.

Kort derfra finder man Hampstead Heath, som er et af Londons mest populære parkområder. Der er både søer, dyreliv, sportsfaciliteter og en fantastisk udsigt over byen fra Parliament Hill View Point.

Artiklen fortsætter under listen.

Tre ting du skal opleve i det nordvestlige London

Portobello Road Market

I den vestlige del af London i bydelen Kensington and Chelsea er der med undtagelse af søndag marked hver dag på Portobello Road. Det er et gademarked, man finder lige ved Notting Hill. 
 
Markedet er berømt for sine enorme mængder af antikviteter, muligheden for at spise mad fra hele verden og for den generelle gode og ikke mindst hyggelige stemning, der spreder sig i gaden. 
 
Lørdag er den helt store markedsdag, men der er liv og åbne stande alle ugens dage med undtagelse af søndag.
 
Efter en gåtur igennem markedet er der rig mulighed for at finde en cafe eller en pub, hvor det kan anbefales at få en bid mad i hyggelige omgivelser på Electric Diner, der ligger på Portobello Road.

Tout de Suite Coffee & Dry Cleaning

Skal man en tur nordpå, så ligger der en lille perle gemt, lige når man træder ud fra Angel Tube Station i bydelen Islington. 
 
Når man træder ud fra stationen, står en lille fritstående butik midt på fortorvet, der rummer meget mere, end den ser ud. Butikkens koncept er målrettet mod de travle pendlere i London.
 
Den lille stand er blevet kendt på at tilbyde kaffe og tøjvask. Kommer man forbi med vasketøjet inden klokken 09.00 om morgenen, er man garanteret at få udleveret det rene tøj igen om eftermiddagen.
 
- De laver den bedste latte i hele London. Glem alt om Starbucks lige ovre på den anden side af vejen og tag en snak med ejerne istedet. Så får man en rigtig London oplevelse. En stor latte med ekstra shot vil du aldrig glemme, siger Thomas Derek Robinson.
 
Thomas Derek foreslår, at man efterfølgende kan få trænet lattermusklerne i Angel Comedy Club i The Camden Head bagefter. Det ligger blot 200 meter længere oppe ad vejen. 

Baker Street

Hvis navnet lyder bekendt, så skyldes det nok, at den populære britiske detektiv Sherlock Holmes fra fiktionens verden boede på netop Baker Street. 
 
Til ære for Sherlock Holmes ligger der nu et museum på Baker Street, hvor man har mulighed for at gå en tur i mesterdetektivens hjem og blive klogere på historien om den legendariske karakter. 
 
- Baker Street har en rigtig 'Old London feel' over sig, så det er et godt sted at tage hen, hvis man vil have en fornemmelse af det gamle London. Gaden er fyldt med gode restauranter og pubs, så den er bestemt et besøg værd, siger Thomas Derek Robindson.

Det sydøstlige London

square to 16x9
The O2 Arena har en tilskuerkapacitet på 20.000 og er dermed en af Europas største indendørs multiaranaer. Den ligger i bydelen Greenwich som ligger i det østlige London. I baggrunden ses den finansielle sektor i syd. Foto: Claus Grünstäudl / Unsplash

Både South og East London er gamle arbejder- og immigrantkvartere, som med tiden har udviklet sig til at huse nogle af de mest trendy og moderne områder i London. En del af charmen her er det rå og urbane udtryk kombineret med de kreative og moderne trends. 

Det er blandt andet områder som Brick Lane og Shoreditch mod øst, hvor det bugner med gallerier, barer, specialbutikker og madmarkeder. Og så er det den rummelige og frisindede stemning i Brixton, der anbefales som områder, der er værd at besøge. 

Krydser man floden Themsen, der løber tværs gennem London og bevæger sig sydpå, er der mulighed for at udforske de to boroughs Lambeth og Southwark.

En visuel beskrivelse af det sydøstlige London. Video: TV 2 Branded Content

South London blev af Londons lokalbefolkning karakteriseret som værende rå, "up and coming" og "fun".

Mille Holst er en dansk kvinde på 30 år, som er bosat i Brixton, Lambeth. Hun arbejder til daglig som Head of Partnerships i en techvirksomhed ved navn Labrador.

Hun har boet i London i snart fem år, og det er især den sydøstlige del af byen, hun har forelsket sig i.

- Hvis man tager syd for Themsen, vil man opleve, at der er en stor grad af rummelighed og frihed til at træde uden for normerne, uden at nogen kigger skævt til dig, siger hun.

Mille Holst holder meget af at bruge de mange markeder, man finder rundt om i London. Her er hun på Columbia Road Flower Market i Bethnal Green, som er en af hendes personlige favoritter
Mille Holst holder meget af at bruge de mange markeder, man finder rundt om i London. Her er hun på Columbia Road Flower Market i Bethnal Green, som er en af hendes personlige favoritter Foto: Privatfoto

Mille Holst er overbevist om, at områdets diversitet og mix af forskellige sociale klasser er den primære årsag til den vibe, man oplever i ’South London’. 

En gåtur langs den sydlige flodbred på tværs af Lambeth og Southwark giver anledning til at opleve både Borough Market, London Eye og Shakespeare's Globe.   

- Endnu længere mod syd kan jeg anbefale Brixton Market. Den unikke stemning, man oplever dér, er helt klart værd at besøge som turist, siger hun.

Den østlige del af byen karakteriserer Mille Holst som et kunstnerisk område fuld af iværksætterånd og skaberlyst. 

Det er området omkring Hackney ifølge danskeren et lysende eksempel på. En bydel, der bærer præg af at huse en masse start ups og unge, kreative typer.

- Hackney, Shoreditch og Bethnal Green er, som vi siger herovre, buzzing and young. I Hackney er der pop up-barer, cafeer og coffee shops overalt, siger hun. 

Det er et område med en masse lokal aktivitet, og har man lyst til gå i byen en aften, så er et af de tre områder ifølge Mille Holst et godt sted at starte. 

Foruden sit arbejde hos Labradore er Mille Holst formand i sportsforeningen Team Denmark FC. Det er en forening for danskere i London. Foreningen har flere fodboldhold og en løbeklub, der mødes hver lørdag til motion og efterfølgende hygge. 

- Er man i nærheden Regent's Park på en lørdag, så vil jeg da helt klart anbefale at komme og deltage eller blot at hilse på, siger hun. 

Artiklen fortsætter under listen.

Tre ting du skal opleve i det sydøstlige London

Brixton market

Brixton Market ligger i den sydlige del af London i bydelen Lambeth. Det er et marked drevet af lokale handlere. 
 
Markedet er kendt for sin mad, kunst, undergrundscharme og kulturelle diversitet. Brixton er blevet et populært sted blandt de lokale, hvorfor der heller ikke er helt så mange turister som ved nogle af markederne tættere på centrum. 
 
- Brixton Market er et ret quarkey sted. Det er lige præcis det her mix af nyt og gammelt. Der er madboder, tøjbutikker, interiørbutikker, plakatbutikker, musikshops, coffeeshops og bare generelt en virkelig fed stemning, siger Mille Holst, der bor lige rundt om hjørnet fra markedet. 
 
Der er markedsdag om lørdagen, hvor der er ekstra mange mennesker og lidt flere stande, men man kan sagtens komme der mandag til fredag også, hvor der også er liv og masser at opleve. 

Shoredicth

Shoreditch er et område beliggende i Bethnal Green i den østlige del af London. 
 
Bydelen har et meget ungt og hipt udtryk, og uanset hvor i området man bevæger sig, er der rig mulighed for at finde alt fra små unikke kaffebarer til store kreative markeder. 
 
Området byder på oplevelsesværdige attraktioner såsom Shoreditch Boxpark, Brick Market Lane, og Columbia Flower Market. 
 
Fælles for de tre steder er, at stederne har beholdt det rå og urbane udtryk, der giver hele området en trendy vibe. Det gør, at det er svært ikke at lade sig imponere over atmosfæren, der er ung og frisk. Et rigtig godt sted at tage hen, hvis man vil have en sjov aften i byen. 

BunBunBun

BunBunBun er en vietnamesisk restaurant, der ligger lidt nord for Shoreditch. 
 
Her er der mulighed for at få serveret traditionel vietnamesisk cuisine i hyggelige omgivelser, og hvor man får rigtig meget for pengene.
 
- Hvis du står og mangler et godt sted at tage ud og få en vanvittig lækker aftensmad, så er BunBunBun en sikker vinder. Det er min favoritrestaurant herovre, siger Mille Holst.

City of London og City of Westminster

square to 16x9
I City of London og City of Westminster ligger en stor del af de ikoniske bygninger, London er kendt for. Heriblandt Paliament og klokketårnet 'Big Ben'. Foto: Unsplash

City of London og City of Westminster udgør tilsammen den historiske kerne af London, hvorfra det moderne storbyområde udspringer. 

Den historiske bymidte tiltrækker enormt mange turister, da den huser mange af de attraktioner, folk over hele verden forbinder med London, såsom Big Ben, Buckingham Palace, Tower Bridge og St, Pauls Cathedral. 

En visuel beskrivelse af de to centrale boroughs i London. Video: TV 2 Branded Content

Foruden de mange seværdigheder er byens historiske centrum også kendt for at være et mekka for shopping. Oxford Street, Kings Road og Covent Garden tiltrækker shoppingentusiaster i hobetal.

Der er rigtig meget at se og opleve i de to bydele, men da afstanden mellem seværdighederne ikke er kortere, end hvad man oplever længere ude i byen, kan man nå meget på en dag.

- Hvis man tager en gåtur fra Buckingham Palace til Westminster Bridge for at slutte ved London Bridge, så har man set mange af topattraktionerne, heriblandt Westminster Abbey, Parliament, Big Ben, London Eye, Tate Modern og Tower of London, siger Mille Holst. 

Tre ting du skal opleve i det centrale London

Wardour Street

Wardour Street er en af de mest markante adresser i det meget populære Soho, der ligger i City of Westminster.
 
Piccadilly Circus, Oxford Circus, Tottenham Court Road og Leicester Square danner en ring om Soho. 
 
Wardour Street ligger lige midt i Soho, og her er der mulighed for at spise lækker mad, tage ind og se et af de legendariske 'West End shows' eller opleve det pulserende natteliv på en af de mange cocktailbarer. 
 
- Jeg elsker Wardour Street I Soho. Der ligger en masse skønne spisesteder. Princi er min favourit til en drink efter en teaterforestilling sent om aftenen, siger Mille Holst. 

Bunhill Fields

Bunhill Fields er en tidligere gravplads i det centrale London, der i dag er lavet om til en offentlig have, hvor man kan tage ind og opleve historiens vingesus. 
 
Gravpladsen var i brug fra 1665 indtil 1854, og i dag er omkring 2000 monumenter bevaret, og blandt gravstederne finder man flere af Englands store kunstnere og tænkere, heriblandt forfateren af Robinson Crusoe, Daniel Defoe samt poeten William Blake.
 
Thomas Derek Robinson trækker parralleller til Assistens Kirkegård i København. 
 
- Det er virkelig et sted, jeg nyder at tage hen og spise min frokost. Den historiske aura, og personerne, der ligger begravet der, giver bare området en helt særlig stemning, siger han. 

St. Katharine Docks

St. Katharine Docks er en lille lystbådhavn, der ligger lige ved siden af Tower Bridge, som mange turister overser, men her er et skønt marked i weekenderne, hvor der serveres lækker streetfood fra hele verden. Foto: Carl Court / Scanpix Denmark
En lille og meget hyggelig lystbådhavn dukker op, hvis man undersøger området lige øst for Tower of London og Tower Bridge. 
 
Udover at være en aktiv lystbådhavn, så afholdes der løbende forskellige arrangementer for både lokale og turister. Hver lørdag fra 9-15 er der et spektakulært madmarked, hvor man kan spise sig mæt i mad fra hele verden. 
 
Den 23. november tændes julelysene på havnen, og der er julestemning helt frem til den 25. december. 
 
Er man i byen fra den 3. til den 9. december afholdes den årlige 'Christmas Floating Film Festival', hvor man kan lægge sig tilrette under et varm tæppe og nyde en julefilm hver aften klokken 19.00.