16x9

260 dage alene på havet - 28-årig dansker mødte havets mur

I samarbejde med Linie Aquavit

Som 28-årig sejlede Christian Liebergreen alene ud i verden og stod ansigt til ansigt med tårnhøje bølger og uendelige oceaner.

Christian Liebergreen havde været alene på havet i to og en halv måned, da det skete første gang. Helt præcist 73 dage. Uden at mærke varmen, høre stemmen eller fornemme åndedrættet fra et andet menneske.

Han befandt sig syd for Afrika, over ham hang klaser af mørke skyer, og rundt om ham vidnede 8-10-12 meter høje bølger om, at stormen rasede. Vindstød efter vindstød ruskede og rev i “Jonna”, som var navnet på hans 10,52 meter lange sejlbåd.

BLÅ BOG

Navn: Christian Liebergreen

Alder: 34 år

Uddannelse: Skibsfører

Civilstand: gift, far til Knud

Job: foredragsholder og skibsfører

Christian Liebergreen, en 28-årig fyr fra Svendborg, kunne ikke gøre andet end at holde fast i båden og forsøge at overleve fra bølge til bølge. Mens timerne og dagene gik.

Han forsøgte at spise, når der var mulighed for det, men nåede ikke andet end at klemme en kalorierig drik ned med jævne mellemrum. Det gav hurtig energi, og den var der brug for.

Stormvejret kunne vare flere dage, og det var minimalt, hvad han fik af søvn, fordi han og skibet var alene om kampen.

- Pludselig brækkede en kæmpe bølge ind over båden, og den fik et slemt knockdown, så masten pegede ned under kølen. Vandet fossede ind. Der gik vel fem-syv sekunder, før den vendte sig om og rejste sig igen, men det føltes som timer. Lige der, da båden hang med snuden nedad, tænkte jeg: "Gad vide, om jeg kommer til at se Solen igen", husker Christian Liebergreen.

Hans historie er interessant og inspirerende i en tid, hvor mange kæmper for at finde mening med tilværelsen. Den viser ikke mindst, hvilke oplevelser og livserfaringer der kan være at hente, hvis man tør forfølge sine drømme.

Pyha, det gik godt

Christian Liebergreen kom til at se Solen igen. Mange gange. Han blev også en del af elementernes rasen igen. Mange gange.

- Efter den første storm skulle jeg lige puste ud. Pyha, det gik godt. Men derefter begyndte jeg at efterrationalisere og forberede mig til næste gang. Jeg overvejede ikke at vende om. Det var ikke en mulighed i mit hoved, fortæller Christian Liebergreen.

I løbet af 260 dage sejlede han verden rundt i 2012 og 2013. Drevet af eventyrlyst og en nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der gemte sig på den anden side af horisonten.

square to 16x9
Christian Liebergreen blev omtrent hver 10. dag kastet ud i en ny storm med skibet “Jonna”. Foto: Christian Liebergreen

I løbet af de omtrent ni måneder blev stormene, der kunne vare i flere dage, hans værste fjende, men han lærte også at håndtere dem.

- Jeg fik vel en røvfuld hver tiende dag, og det vænnede jeg mig til. Jeg indrettede mig efter det, og det blev en rutine. Jeg havde et vejrkort med, så jeg kunne se, når det trak op til storm. Når først bølgerne satte ind, så var der ikke tid til at være bange, fortæller langturssejleren.

Søgte mod vandet

Christian Liebergreen er rundet af opvæksten i havnebyen Svendborg på det sydlige Fyn og en sult efter at komme ud at opleve verden og prøve sig selv af. Han var hverken god til skolen eller fodbolden og søgte tidligt mod vandet.

Christian Liebergreens rute. Video: TV 2 Branded Content

- Jeg havde en lille jolle og lå og sejlede rundt i Svendborgsund. Jeg tænkte, at det var lige mig. Der var ingen, der kom og fangede mig, der var ingen lærere, ingen fodbold, ikke noget som helst. Så læste jeg en bog, der hedder 'De ensomme sejlere', som handler om voksne, der sejlede verden rundt alene. Hvis de kunne gøre det, så kunne jeg også, husker Christian Liebergreen.

En uddannelse på sejlerskolen kom i hus, og siden fulgte et ophold med Siriuspatruljen i Grønland. Alle delene hærdede ham på en måde, så han i slut tyverne havde sparet tilstrækkeligt med viden, kunnen og mod op til at sætte sejl.

Christian rejser jorden rundt på 260 dage. Video: TV 2 Branded Content

Så det gjorde han. I en 35 fods Sagitta, købt ubeset.

Foruden de mest nødvendige ting som tøj, læsestof og redskaber var skibet ladet med cirka et halvt ton mad i lasten. Det meste i frysetørret tilstand og med indhold af kylling i karry, beef jerky eller pasta bolognese.

En form for velsignelse

Det er seks år siden, at han sejlede ud fra Skagen. En form for velsignelse fik han af Jan Møller, der var den første dansker, som sejlede Jorden rundt alene.

- Lige inden afgangen havde jeg ti sekunder alene med ham. Så spurgte jeg, om han troede, at jeg kunne klare det. Han sagde, at det skulle nok gå, og han er jo fra Sønderjylland, så det troede jeg på. Han troede på mig, og han havde været derude, fortæller Christian Liebergreen.

PÅ KANTEN AF ÆKVATOR

Denne artikel er en del af artikelserien ’På kanten af Ækvator’, der præsenteres i samarbejde med Linie Aquavit.

I serien skal vi ud på verdenshavene og ud på eventyr.

Vi skal dykke ned i den berømte Panamakanals tilblivelse, høre om en sømands mange rejser over ækvator og møde to modige danskere der begge forlod alt derhjemme for at drage til søs, og hvad rejsen har betydet for dem.

Hverdagen indfandt sig hurtigt på skibet. Han stod op sammen med Solen og levede hele vejen på dansk tid. Viserne betød ikke noget derude.

- Typisk begyndte jeg dagen med at gå en tur på dækket for at se, om noget var gået i stykker i løbet af dagen. Jeg havde et vedligeholdelsesprogram, som jeg kørte hver dag. Der var altid noget, der skulle efterspændes og smøres, husker han.

ANNONCE. Følg LINIE Aquavits modningsrejse på havet her.

Ellers gik dagene med måltider på faste tidspunkter, masser af lydbøger og ellers tid til at kigge på havet og himlen.

- Om natten satte jeg et æggeur, som ringede hver anden time. Så skulle jeg lige tjekke det hele. Om det var den rigtige vindretning, om der var skibe i nærheden, og om vi var på ret kurs, fortæller han.

Masten knækkede, og selvstyreren gik i stykker

Udfordringer var der nok af undervejs. Skibets selvstyrer gik i stykker to gange. Den første røg efter 8000 sømil, det samme gjorde reserven, så han endte med til sidst selv at måtte styre skibet.

Værst var det dog, da masten knækkede en uges sejlads fra målstregen, da skibet befandt sig i den engelske kanal.

- I ugen op til havde vi sejlet i massiv, hård vind, og skibet havde ligget og hugget i bølgerne. På et tidspunkt sad jeg nedenunder og var i gang med at koge vand, da der pludselig lød en høj lyd som et træ, der knækker. Masten var knækket lige over dækket. Jeg fik skåret masten af og kunne ikke gøre andet end at kontakte kystredningstjenesten. Det gjorde fysisk ondt, for i 260 dage var jeg blevet en del af det skib, fortæller Christian Liebergreen.

Christian Liebergreen nåede ikke hele vejen tilbage til Danmark, men måtte opgive ud for England, da masten knækkede.
Christian Liebergreen nåede ikke hele vejen tilbage til Danmark, men måtte opgive ud for England, da masten knækkede. Foto: Christian Liebergreen

Han forsøgte sig også med havfiskeri undervejs. Det blev til en enkelt fisk, som han fortærede i rå form. Det var var ingen god løsning, kunne han konstatere efterfølgende.

- Jeg blev ret hurtigt syg af at spise den, så det gjorde jeg ikke igen. Når man som jeg har alle kasketterne på, så kan det ikke nytte noget, at man har en dårlig dag, siger han.

Undervejs på jordomsejlingen fik Christian Liebergreen lyst til at give op. Video: TV 2 Branded Content

Dårlige dage var der også. Da han nærmede sig Australien efter tre måneders sejlads, var lysten til sejlerlivet forduftet, som han fortæller i videoen herunder.

Den største straf

I det hele taget var den største udfordring af mental karakter. Via satellittelefon kunne han med dage og ugers mellemrum holde lidt kontakt med kæreste og familie i Danmark, men på skibet var han alene på den 29.254 sømil lange tur.

Og det gav ro, tid og plads til refleksion, som gjorde det muligt for ham også at opdage sider af sig selv, som han ikke kendte.

- Jeg oplevede, at det at være alene som den største straf. Vi mennesker er flokdyr, og det at blive udstødt er det værste. Det oplevede jeg også, og det kom til udtryk ved, at det, jeg savnede mest ud over Mars-barer og en kold øl, var øjenkontakt eller hudkontakt med et andet menneske. Varmen fra et andet menneske, fortæller Christian Liebergreen.

Er du glad?

Det har han fået siden, og selvom der er gået en håndfuld år siden oplevelserne ombord på “Jonna”, så er der redskaber og lærdomme fra turen, som han stadigvæk trækker på i dag, og som han formentlig kan tage med resten af livet.

- Jeg har lært, at jo mere jeg er presset i en situation, og jo mere komplekse tingene er, desto mere simple skal jeg gøre tingene for at løse dem. Så fungerer det, siger Christian Liebergreen.

Det vil nok være en stramning at konkludere, at han fandt meningen med livet derude i stormene, men de mange måneder alene med bølger og blå himmel har givet ham en indsigt i, hvad der er vigtigt for ham i livet, og en simpel leveregel som han kan styre efter, så der ikke går for lang tid med noget, der peger i en forkert retning.

Christian får noget personligt ud af at rejse verden rundt. Video: TV 2 Branded Content

- Er du glad, så hold fast. Er du ikke det, så lav noget om, indtil du er glad. Hvis jeg har et problem, så siger jeg det, så vi kan løse det. Eller også beslutter jeg mig for, at det er for småt, og så glemmer jeg det, forklarer han.

En simpel leveregel, som Christian Liebergreen selv praktiserede, da han som ung søgte væk fra skolen og ud på vandet, hvor han fandt glæden.

Tre store oplevelser på turen

Udstævningen

Christian Liebergreen stævner ud fra Skagen. Foto: Christian Liebergreen
“Da jeg sejlede ud fra molerne på Skagen Havn, var det den bedste dag. Den unge, bumsede teenager havde fået den her vilde ide, og nu var den i gang at blive realiseret. Jeg var rigtig stolt. Jeg havde modet til det.” 

Erkendelsen

Da jordomsejlingen bundfældede sig hos Christian Liebergreen. Foto: Christian Liebergreen
“Jeg oplevede noget spooky, da jeg havde været afsted i et halvt år. Jeg sad og så en film på min iPad med nogle folk, der sejlede jorden rundt i en kapsejlads. Det var ret fantastisk, det de gjorde, tænkte jeg. Utroligt, at de turde det. Først om aftenen, da jeg lå i køjen, slog det mig, at jeg selv havde sejlet trefjerdedele af turen. Det havde jeg fuldstændig glemt, fordi det bare var blevet min hverdag.”

Hvalerne

Christians møde med fire store hvaler. Foto: Christian Liebergreen
“På et tidspunkt i januar lå jeg i min køje og kunne pludselig høre rumlen i skroget. Jeg rejste mig og kiggede ud og kom frem til, at det var noget elektrisk spænding, for der var helt vindstille i Sydhavet. Da jeg kom tilbage til køjen, var lyden der igen. Jeg gik op og kiggede og så intet. På det tidspunkt havde jeg været afsted i 172 døgn, og måske var jeg ved at blive lidt småskør. Men så kom forklaringen. 100 meter ude i vandet, kunne jeg se fire store hvaler daske rundt. “Jonna” absorberede simpelthen hvalernes lyde, og de blev slynget rundt i skroget. Det var lidt flippet.”