16x9

Fem ting to børnefamilier har lært om at tage på ferie – og som gjorde det til en succes

I samarbejde med Spies

En ferie sydpå er ofte forbundet med store forventninger og drømme. To børnefamilier deler ud af erfaringerne fra deres første ferie med de små.

Ferier er for mange børnefamilier en kærkommen mulighed for at rejse til udlandet, genoplade batterierne og få et tiltrængt afbræk fra hverdagen.

Af selvsamme årsag bliver ferien hurtigt genstand for en forventningsopbygning, der tiltager i styrke i takt med, at afrejsedatoen nærmer sig.

Foruden forventningerne gælder det for forældrene, at antallet af bekymringer kommer snigende. Særligt hvis det er første gang, man rejser med sine børn.

Ifølge eksperter er det ikke altid, at forældrene er gode nok til at få talt både forventninger og bekymringer igennem inden afrejse, og det kan få konsekvenser for feriens resultat.

Med familien på ferie

Denne artikel er en del af artikelserien ’Med familien på ferie”, der præsenteres i samarbejde med Spies.

I serien stiller vi skarpt på de mange forventninger, glæder og udfordringer, der er forbundet med familierejsen.

Vi møder familier i forskellige konstellationer og med forskellige udgangspunkter samt eksperter, som gør os klogere på, hvordan man skaber den bedst mulige oplevelse for sig selv og sine børn.  

- Ferien kan hurtigt ende ud i forventninger, der aldrig blev indfriet, hvis familien ikke er enige om, hvad den skal indeholde, siger parrådgiver og coach Katrine Fagerholt.

Hun møder ofte familier, hvor den længeventede ferie udmunder sig i en skuffelse, fordi den ikke gik som forventet.

Vi har snakket med to børnefamilier, der har rejst med de helt små, og de deler ud af deres erfaringer og sætter ord på, hvad de har lært på deres rejser.

Nærvær og ro på ferien slår oplevelser og fart

31-årige Ditte Møller Olsen er en af de mange danskere, der har valgt at tage ud og opleve verden med sit barn i barselsperioden. Sammen med sin kæreste, Morten Hjorth Hansen, har de en 10 måneder gammel datter ved navn Esther.

De tre er bosat i Hellerup, hvor Ditte og Morten har deres daglige virke i henholdsvis Danske Bank og Nordea.

Forældreparret Ditte Møller Olsen og Morten Hjorth Hansen sammen med datteren Esther på en ferie til Kreta i september måned.
Forældreparret Ditte Møller Olsen og Morten Hjorth Hansen sammen med datteren Esther på en ferie til Kreta i september måned. Foto: Privatfoto

Familien rejser i løbet af januar til Thailand i tre uger, og som foreberedelse til den tur valgte familien tilbage i september at tage en uge til den græske ø Kreta, og her fik familien gjort sig nogle erfaringer, som de ikke ville have været foruden.

- Man må sige, at vi fandt ud af, at det bare er noget fundamentalt andet at rejse med børn og især i den alder, siger Ditte Møller Olsen og fortsætter:

- Inden turen til Kreta var den største bekymring nok det her med, hvad jeg må have med i security. Og så især det at være ombord på flyveren samt at lette og lande.

Opholdet i lufthavnene og flyveturen var dog ikke det, der gjorde størst indtryk på familien.

En af de erfaringer, forældreparret i særdeleshed tager med sig, er, at mængden af oplevelser ikke er det afgørende, når man er afsted med et spædbarn.

Af samme årsag har familien taget sig tid til at snakke om, hvilke forventninger og ønsker, de hver især har inden turen til Thailand.

- Vi indgår kompromisser med hinanden. Morten skal eksempelvis have lov til at komme ud at dykke, fordi det er en passion for ham, siger Ditte Møller Olsen.

Foruden at give plads til hinanden er familien blevet enig om, at der er et altoverskyggende mål for ferien.

- Vi har snakket om, at feriens hovedfokus er at komme ned i tempo og være nærværende med Esther. Det er det vigtigste, siger hun.

- Samtalen inden afrejse gjorde hele forskellen for os

En anden familie, der har mærket resultatet af at have afstemt forventningerne med hinanden inden en ferie, er Katrine Bay Ramsdahl, hendes mand Søren og deres to døtre Ella og Karla.

I 2016 før Ella blev født, og da Karla var knap halvandet år, drog den rejselystne familie til Filippinerne i tre uger.

- Der blev vi virkelig sat på prøve. Det krævede meget mere afstemning Søren og jeg imellem i forhold til, hvad vi ville have ud af den her tur, end vi var vant til, siger hun.

Katrine Bay Ramsdahl med hendes mand Søren og døtrene Ella og Karla.
Katrine Bay Ramsdahl med hendes mand Søren og døtrene Ella og Karla. Foto: Privatfoto

Drømmen var ifølge Katrine Bay Ramsdahl at rejse rundt med rygsæk, som de så ofte havde gjort det før, men en lang snak inden afrejse, fik parret til at ændre mening og booke ét hotel til alle tre uger.

- Den beslutning var et resultat af, at vi snakkede sammen om, hvem den her rejse egentlig var for. Hvem får noget ud af at rejse rundt? Det gør vi. Men får vores datter på halvandet noget ud af det? Ikke rigtig, siger hun.

Det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning for den lille familie.

- Vi slappede enormt meget af i det, og det gav et overskud til Karla, som vi ellers ikke ville have haft, men det var en virkelig stor omvæltning sammenlignet med den måde, vi tidligere har rejst på, siger hun.

Når Katrine Bay Ramsdahl tænker tilbage, er hun ikke tvivl om, at det havde været en helt anden oplevelse, hvis parret ikke havde taget en snak om forventninger inden afrejse.

- Det er ingen tvivl om, at vi ville have følt, at det var dårlig oplevelse og spild af penge, siger hun og fortsætter.

- Det gjorde hele forskellen, at vi var blevet enige om, at det var okay, at der ikke skulle ske alverden, og at vi skulle nyde vores omgivelser frem for at stresse over at skulle nå en masse ting.

Ferien har også sat sig fast i erindringen hos familien som noget helt særligt.

- Vi snakker stadig om, at det var en af de bedste ferier, vi nogensinde har haft, fordi vi havde tænkt over og snakket om, hvilke hensyn der var de rigtige, siger Katrine Bay Ramsdahl.

Fem erfaringer fra familieferien med de små

Forventningsafstemningen skal tages alvorligt

På trods af at de fleste forældre gør sig mange tanker inden en ferie, er det alligevel for få, der sætter sig ned og tager snakken om ferieforventninger og eventuelle bekymringer inden afrejse, og det kan få konsekvenser på ferien.

Sådan lyder meldingen fra terapeut og coach Katrine Fagerholt, som understreger vigtigheden af, at de voksne får afstemt med hinanden.

- Forestillingerne om den perfekte ferie med stor afstand til den hektiske hverdag derhjemme kan blive et stressmoment i sig selv, men det kan man tale sig ud af, siger Katrine Fagerholt.

Ifølge terapeuten er det især, når man ikke får sat ord på, hvad det er, der irriterer os på ferien, at vi har en tendens til at blive stresset over det.

- Det er tit de uudtalte ønsker, behov og forventninger, vi har, der giver konflikter, siger hun.

De snakke, man har inden afrejse, vil ifølge Katrine Fagerholt ofte resultere i en mere harmonisk ferie, hvor man undgår både de individuelle frustrationer og konflikter, der kan opstå.

- Ofte er det, vi alle har brug for at slappe af og komme ned i gear. Det er i nogle tilfælde modstridende med forestillingen om 'den aktive ferie', hvilket kan skabe frustrationer og stress, siger hun og fortsætter:

- Den gode forventningsafstemning giver de optimale betingelser for, at alle kan vende hjem og føle, at man fik præcis det ud af ferien, man havde ønsket sig, siger hun.

Fem råd til den gode forventningsafstemning

Bliv klar over, hvad I gerne vil have ud af ferien

For at skabe en god ferie for både store og små i familien, er det vigtigt at blive bevidste om, hvilke ønsker I hver især har til ferien. Spørg jer selv: Hvad har jeg lyst til at bruge ferien på? Hvad har jeg behov for? Hvad drømmer jeg om, at vi laver sammen som familie på ferien?

Tal sammen om jeres ønsker og forventninger til ferien

Vær åbne overfor hinandens tanker og ideer, lyt og spørg ind – og sørg for at alle i familien bliver hørt. Sørg for at blive specifikke, så I er sikre på, at I forstår, hvad der helt konkret menes med eksempelvis ”en aktiv ferie” eller 'nærvær og ro'.

Få overblik og skriv alle forslag og ønsker til ferien ned

Hvis I har mange ønsker og ideer, kan I eventuelt hver især vælge de tre vigtigste. Tænk både over, hvad I gerne vil lave sammen som familie, og om I har brug for at lave noget hver for sig indimellem. 

Lav en overordnet og realistisk plan for ferien

Beslut sammen, hvad I vil prioritere i ferien. Hvad, kan I blive enige om, er vigtigt at bruge ferien på? Hvad må I gå på kompromis med eller helt fravælge på denne ferie?
Brug gerne jeres erfaringer fra tidligere ferier og se på, hvad der gik godt, og hvad I eventuelt skal gøre anderledes denne gang.

Husk også jeres plan B

Ferie med børn går sjældent helt efter planen. Det kan være, at vejret er dårligt eller ungerne bliver syge, så vær parate til at sadle om. Tag på forhånd en snak om, at det ikke er sikkert, at ferien bliver helt, som I drømte om. Hjælp hinanden med at finde ideer til, hvordan I kan gøre ferien god alligevel.