Blev kørt ned bagfra - her er de ti skiregler, alle bør kende

Anthony Rouse slap billigt, da han blev kørt ned på ski. Gerningsmanden brød den vigtigste af alle skiregler, lyder det fra forbund.

Masser af sne og fri bane. Helt alene og helt perfekt.

Da Anthony Rouse stod på ski ned ad en bakke i Østrig tilbage i januar, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at netop den tur ned ad pisten skulle ende på et hospital.

Ikke desto mindre var det nøjagtig, hvad der skete.

- Jeg kører der alene og skal til at foretage et venstresving, og ud af øjenkrogen ser jeg en, der kommer imod mig. Han kommer bagfra og klipper simpelthen mine ski, så mit knæ drejer rundt.

Anthony Rouse kunne med det samme mærke, at noget var helt galt med knæet, fortæller han i 'Go' morgen Danmark'. 

Desværre er den 54-årige konsulent ikke den eneste, der har oplevet at blive offer for andres handlinger på skibakken.

Mange danskere er enten lige nu på vej eller skal snart på skiferie, og flere kender ikke reglerne for, hvordan man skal opføre sig korrekt på ski, lyder det fra Danmarks Skiforbund.

Om FIS-reglerne

Det Internationale Skiforbund, forkortet FIS (fransk: Fédération Internationale de Ski), har sammensat 10 regler, der beskriver den ideelle og ansvarlige adfærd på pisten for skiløbere og snowboardere.

Reglernes formål er at undgå uheld på pisten. FIS-reglerne gælder for alle skiløbere og snowboardere.

En skiløber og snowboarder risikerer erstatningsansvar og kriminelt strafansvar, hvis han skader andre ved at bryde reglerne.

KILDE: Danmarks Skiforbund

Folk bryder den vigtigste regel af alle

Der findes ti officielle regler for, hvordan man skal opføre sig på en skibakke - de såkaldte FIS-regler.

Og kender man ikke dem, er det på høje tid, man får sat sig ind i dem.

Sådan lyder det fra Anna Harboe Falkenberg, der er formand for Danmarks Skiforbund.

Tal fra assistanceorganisationen SOS International viser, at omkring 700 danskere hvert år kommer til skade på ski - typisk i uge fem, seks og syv.

- Der sker mange af den type uheld, hvor folk kører ind i hinanden, og Anthony kørte faktisk på ski, da det skete, men der sker også mange uheld, hvor folk står stille og simpelthen bliver kørt ind i, fordi de står stille midt på pisten, siger Anna Harboe Falkenberg.

Men selvom folk stopper op på skiløjpen for at orientere sig, rette brillen eller andet, er det er ikke dem, der har ansvaret, lyder det.

- FIS-reglerne er ligesom de ti bud for, hvordan man skal opføre sig, og det allervigtigste er faktisk, at når man kommer kørende, så har man vigepligt, hvis man kommer oppefra, siger Anna Harboe Falkenberg.

Anthony Rouse på vej ned ad en pist i Østrig.
Anthony Rouse på vej ned ad en pist i Østrig. Foto: Privatfoto

De vigtigste regler

Som Anthony Rouse ser det, kunne hans uheld være undgået, hvis manden bag ham bare havde overholdt de vigtigste regler:

Vis hensyn, og kontrollerer din fart og adfærd. 

- Kør efter forholdene. Der er unge, som synes, det er smart at køre ned ad pisten med stor hastighed uden nødvendigvis at vise hensyn over for andre, der står på pisten, lyder Anthony Rouses opfordring i 'Go' morgen Danmark'.

Ifølge Anna Harboe Falkenberg er det at have kontrol over situationen og forholdene netop en af de allervigtigste regler for skisport.

- Vurdér forholdene i forhold til dine evner, inden du kører ned ad pisten. Hvis der er iset eller høje pister, så spørg dig selv, om du er god til det, siger hun.

Tag ansvar, når du står på ski. Du skal sætte dig ind i reglerne, lyder opfordringen fra Anna Harboe Falkenberg, der er formand for Danmarks Skiforbund. Her giver hun tre råd til dig, der skal ned ad skibakken. Video: Thomas Jørgen Seerup

Derudover skal man planlægge sin rute, inden man lader skiene fare. Læg mærke til de mennesker, der er på pisten, og bestem dig for, hvilken vej du vil køre i stedet for at køre på tværs af hele bakken, opfordrer Anna Harboe Falkenberg.

Og hvis uheldet er ude, skal man huske, at man er ansvarlig for identificere sig, hvis man er involveret eller bare et vidne.

Det ville Anthony Rouse ønske, at ham, der kørte ham ned, havde gjort.

Kørte bare videre

Den 54-årige konsulent husker, hvordan den unge mand kiggede på ham, da han var faldet, og spurgte, om han var ok - på dansk.

- Jeg siger: "Nej, du har givet mig et ordentligt vrid i knæet", og jeg får bevæget mig ind til siden, men da jeg vender mig om, er han kørt, lyder det fra Anthony Rouse.

- Da jeg har sundet mig lidt, beslutter jeg mig for at køre ned i bunden, men jeg får meget ondt i knæet og kontakter mit forsikringsselskab, som sender mig på skadestue i Østrig, fortæller han.

Korsbåndet var ødelagt, og skiferien var slut, lød lægens første vurdering, og Anthony Rouse blev sendt med fly til Danmark for at få en mr-scanning.

Resultatet af den fik han i går.

- Heldigvis viser scanningen, at jeg er sluppet usandsynligt heldigt med nogle revner i skinnebensknoglen, fortæller Anthony Rouse, som dog ikke lige glemmer oplevelsen lige med det samme.

Han har fået stof til eftertanke. For den unge mand, der kørte ham ned, kendte åbenlyst ikke reglerne.

- Det er jo ikke sådan, at man får reglerne at vide på skiskole, eller når man får et pistekort. Du får ikke en seddel, hvor der står: "Her er reglerne". Så vi burde måske gøre mere for at oplyse folk.

- Det handler jo ikke bare om, at man får ødelagt sin ferie. Det er jo lige meget. I værste fald kan man få ødelagt sit liv, slutter Anthony Rouse.

Se hele indslaget med Anthony Rouse og få de vigtigste skiråd TV 2 PLAY

Kender du de ti FIS-regler for skiløb?

Hensyn til andre

En skiløber eller snowboarder skal respektere andre og ikke udsætte dem for fare.

Kontrol af fart og adfærd

En skiløber eller snowboarder skal altid være i kontrol. Fart og adfærd skal tilpasses færdighedsniveau, terræn, sigtbarhed og tæthed i trafik på pisten.

Valg af spor

En bagfrakommende skiløber eller snowboarder skal vælge sit spor, så han eller hun ikke er til fare for de forankørende.

Overhaling

En skiløber eller snowboarder kan overhale ovenom, nedenom, til højre eller til venstre forudsat, at den langsomme får plads til alle sving og bevægelser, kontrollerede som ukontrollerede.

Start

Inden løbet startes eller genoptages efter standsning eller klatring op ad pisten, skal en skiløber eller snowboarder orienrere sig opad og nedad for ikke at bringe sig selv eller andre i fare.

Standsning på pisten

En skiløber eller snowboarder må aldrig standse på pistens snævre eller uoverskuelige partier, medmindre det er strengt nødvendigt. Ved fald på snævre og uoverskuelige partier skal løberen fjerne sig fra området hurtigst muligt.

Til fods på pisten

Hvis det er nødvendigt for en skiløber eller snowboarder at gå eller klatre opad eller nedad på pisten, skal dette foregå i pistens kant.

Skiltning

En skiløber eller snowboarder skal respektere skiltningen i terrænet, påbud og advarsler.

Hjælp ved ulykker

Enhver skiløber eller snowboarder er forpligtet til at yde hjælp ved ulykker.

Identifikation

Ved uheld skal enhver skiløber eller snowboarder og ethvert vidne udveksle navne og adresser, også selvom de de ikke er involveret i uheldet.