16x9

Børnefamilie efter fire måneder i Australien: - Højdepunktet overraskede alle

I samarbejde med Emirates

Familien har svømmet med hvalhajer, fodret kænguruer og oplevet smukke solnedgange, men det allerbedste har været mere nærvær og tid sammen.

Iført våddragter, dykkermasker og snorkler var familien klar til at kaste sig i vandet ud for Exmouth på Australiens vestkyst. Nede i dybet ventede en kæmpestor hvalhaj på otte meter, som de skulle ned og svømme sammen med.

Selvom hvalhajen er fredelig, blev Jane Hemmingsen ved med at høre titelmelodien fra Dødens Gab inde i hovedet. Begejstringen fra hendes mand og børn smittede dog af, og da de fik go fra instruktøren, sprang de alle fire i uden at tøve.

Og så lå de pludselig side om side med den enorme, prikkede fisk, der bare gled langsomt gennem vandet. Det første, Jane tænkte, var: Wauw, den er stor! De fik 10 minutter under vandet med hvalhajen, men det føltes som om, tiden stod fuldstændig stille.

– Det var den vildeste oplevelse at være så tæt på den her kæmpestore fisk. Jeg var vildt nervøs inden, men da vi kom op igen, var vi nærmest helt høje, fortæller hun fra det hotelværelse i Kyoto i Japan, hvor familien opholder sig i øjeblikket.

Sammen med sin mand Søren og deres to børn Karla på 12 og Rasmus på ni har Jane gjort det, mange børnefamilier drømmer om: Hevet fire måneder ud af kalenderen for at få god tid til at være sammen, rejse og opleve verden.

Rasmus på ni havde ingen kvaler ved at hoppe i havet med den enorme hvalhaj. Der var tilmed overskud til et billede.
Rasmus på ni havde ingen kvaler ved at hoppe i havet med den enorme hvalhaj. Der var tilmed overskud til et billede. Foto: Privatfoto

Rejsen østpå

Denne artikel er en del af artikelserien ’Rejsen østpå’, der præsenteres i samarbejde med Emirates.

I serien sætter vi fokus på spændende rejsedestinationer i Østen – herunder Malaysia, Kina, Thailand og Australien.

Vi møder danskere, der har en stærk tilknytning og et indgående kendskab til disse destinationer.

De vil inspirere og give dig aktuelle og autentiske tips, som du kan benytte, næste gang du skal på ferie.

De er rejst så langt væk fra hverdagen, som de kunne. Helt om på den anden side af jordkloden og har været så tæt sammen, at de rigtig har kunnet mærke hinanden som familie uden dagligdagens travlhed.

– Det er fedt at være så tæt sammen hele tiden. Det giver en anden tryghed, at vi hele tiden ved, hvor hinanden er, og børnene elsker det, fortæller Jane Hemmingsen.

Familien havde et rigtig godt sammenhold, inden de tog afsted, så ingen af dem havde regnet med, hvor meget det egentlig ville komme til at betyde pludselig at have så god tid til bare at være sammen alle fire.

– Nu gør vi det

Til dagligt bor familien i Valby i København. Jane Hemmingsen er tv-producerassistent, mens Søren Erbou arbejder på et digitalt marketingbureau.

De har i mange år leget med tanken om at tage afsted på en længere rejse sammen med deres børn og besluttede sig sidste forår for, at nu skulle det være, da timingen pludselig var helt rigtig.

Der er meget mere nærvær, fordi vi har tid og hører hinanden på en helt anden måde

Jane Hemmingsen

Jane havde ikke noget job, Søren kunne få orlov fra sit arbejde, og Karla og Rasmus gik i henholdsvis 5. og 3. klasse. De havde med vilje ventet med at tage afsted, indtil børnene havde den alder.

– De skulle hverken være for små til at kunne sætte pris på at være afsted og heller ikke så store, at de ville gå glip af vigtige eksamener eller afslutningsfester, forklarer Jane.

Familien har altid drømt om at udforske Australien. Her er de i nationalparken Blue Mountains uden for Sydney.
Familien har altid drømt om at udforske Australien. Her er de i nationalparken Blue Mountains uden for Sydney. Foto: Privatfoto

Forældreparret havde derfor ikke de store skrupler i forhold til at tage børnene ud af skolen og blev da også bakket op af lederen på børnenes skole.

– Der var i virkeligheden ikke så mange overvejelser. Vi skulle bare afsted, fortæller Jane Hemmingsen.

Mere nærvær

Familiens rejseeventyr startede med tre uger i Filippinerne, hvorefter de fløj til Brisbane i Australien. Da Karla var baby, boede familien otte måneder i netop Brisbane og har altid gerne villet tilbage, så rejsen blev planlagt med to måneder i Australien.

Her tilbragte de først en uge med masser af glædelige gensyn, inden de lejede en autocamper og drønede afsted for at udforske kontinentet. Her har især det australske wildlife gjort stort indtryk på børnene.

square to 16x9
Familien har sparet sammen til turen i fem år, og det har ifølge Jane Hemmingsen været alle pengene værd. Foto: Privatfoto

Ud over at svømme med hvalhajer har de også fodret delfiner og kænguruer i zoologiske haver, men det allerbedste har været de tilfældige møder med søde og sjove dyr på deres vej.

En dag kom de for eksempel kørende og spottede pludselig en koala, der sad og slængede sig oppe i et træ.

– Der måtte vi altså lige holde ind til siden med det samme, fortæller Jane Hemmingsen.

Familien har også taget et selfie samme med en lille australsk quokka – et lille kængurulignende dyr, mødt pelikaner på stranden og blevet omringet af legesyge delfiner, mens de padlede på et surfbræt.

Familiens fem bedste oplevelser i Australien

Svømmetur med hvalhajer

Foto: Sara Barbieri
Ved Ningaloo Reef i Exmouth kan du sejle ud med båd og svømme sammen med de imponerede hvalhajer, der kan blive op til 18 meter lange.
 
– Det er det vildeste, vi har prøvet på hele vores tur. At hoppe i vandet med dykkermaske og snorkel og så svømme rundt i vandet med en kæmpe hvalhaj, fortæller Jane Hemmingsen.

Bondi Beach i Sydney

Foto: Privatfoto
Sydney er Australiens største by og byder på et væld af spændende oplevelser.
 
– Der er så meget at opleve i Sydney, og byen i sin helhed gjorde stort indtryk på os alle fire. Vi gik for eksempel en seks kilometer lang tur langs den berømte og vildt smukke kyst fra Coogee Beach til Bondi Beach, der slog benene væk under os, forklarer Jane Hemmingsen.

Great Ocean Road

Foto: Privatfoto
Kør en tur på en af Australiens flotteste kystveje, der løber langs Australiens sydkyst.
 
– Det er en sindssyg flot tur, hvor du kommer forbi stenformationerne De 12 Apostle, små surf-strande, stejle klipper og små hyggelige byer. Du kommer hele tiden forbi noget flot, hvor du lige kan stoppe ind, fortæller Jane Hemmingsen.

Australiens wildlife

Foto: Privatfoto
Familien har mødt både kænguruer, koalaer, delfiner og emuer på deres vej gennem Australien, og de er enige om, at det er fedest at se dem i deres naturlige omgivelser.
 
– Det er vildt fedt at komme kørende og pludselig spotte en nuttet koala oppe i et træ eller padle rundt på et SUP-board og pludselig være omringet af fire-fem legesyge delfiner, fortæller Jane Hemmingsen.

Oplev de smukkeste solnedgange

Foto: Privatfoto
Australien byder på masser af sol og varme, og om aftenen kan du opleve de smukkeste farver på himlen, når solen går ned.
 
– I Vestaustralien så vi de smukkeste solnedgange, vi nogensinde har set. De var helt magiske, forklarer Jane Hemmingsen

Under hele rejsen har de fire familiemedlemmer været meget tættere sammen, end de er vant til hjemme i Valby, hvor tiden flyver afsted med skole, arbejde og fritidsinteresser. Det har styrket sammenholdet.

De har fået større forståelse for hinanden, er blevet bedre til at give hinanden plads, og så er nærværet et helt andet. Derhjemme kunne Jane godt stå og lave mad, mens Rasmus fortalte noget, uden at hun rigtig hørte det alligevel. Sådan er det ikke, mens de rejser.

– Der er meget mere nærvær her, fordi vi har tid til hinanden og hører hinanden på en anden måde, forklarer Jane Hemmingsen.

Seje rejsebørn

Familien har rejst meget tidligere, men det er første gang, de er afsted i længere end to-tre uger, og Jane Hemmingsen er meget stolt af, hvordan børnene har klaret det.

Det har nemlig ikke været helt nemt at opretholde rutiner og tryghed i de mange nye omgivelser. Familien børster selvfølgelig tænder hver aften, men ellers har de ikke været så gode til det med rutinerne.

Afstemning

– Det ender tit med, at vi dratter omkuld ved 21.30-tiden alle fire, fordi vi er helt udmattede efter dagens oplevelser, fortæller Jane Hemmingsen.

Manglen på rutiner er dog ikke noget, der har påvirket hverken voksne eller børn.

– Børnene er så seje, at de bare springer ud i alt. Deres ubekymrede tilgang til det nye og uforudsigelige er vidunderligt på sådan en rejse her, fortæller Jane Hemmingsen.

På Rottnest Island mødte familien denne lille glade fyr, en quokka.
På Rottnest Island mødte familien denne lille glade fyr, en quokka. Foto: Privatfoto

I Australien vågnede familien for eksempel op et nyt sted næsten hver dag, men det lod børnene sig ikke slå ud af.

– Det var rart, at vi havde autocamperen som base, da det gav ekstra tryghed, men ellers har børnene hele tiden været klar til at udforske det næste nye sted.

Stilletid og savn

Selvom det for mange er et drømmescenarie at være afsted på den måde, kan det selvfølgelig ikke undgås at skabe nogle gnidninger, når man som familie pludselig er sammen alle døgnets 24 timer i flere måneder.

Indimellem kan der for eksempel godt blive lidt for meget larm for især de voksne ører.

– Børnene er så glade, og de synger og snakker – og de bliver ved med at snakke. Så bliver vi nødt til at sige, at nu skal vi lige have noget stilletid, fortæller hun.

Familiens bedste råd til at gøre alvor af drømmen

Gør det!

Foto: Unsplash
Hvis du leger bare en lille smule med tanken om at tage afsted på en længere tur med familien, så beslut jer for det og begynd at spare op.
 
– Jeg er så stolt og glad for, at vi turde at gøre det. Det har været fuldstændig fantastisk for os at være afsted, lyder opfordringen fra Jane Hemmingsen.

Planlæg så meget som muligt hjemmefra

Foto: Unsplash
Det er selvfølgelig smag og behag, men familien havde booket alle flyrejser og overnatninger hjemmefra, og det gav en anden ro på turen.
 
– Vi slap for at sidde om aftenen og researche på overnatning og transport til næste destination, mens vi i Australien havde booket en autocamper, så vi havde mere frie rammer i den periode. Det var en fed kombination.

Giv børnene medbestemmelse

Foto: Unsplash
Selvom det selvfølgelig er de voksne, der bestemmer, så inddrag børnene hjemmefra og plant nogle ideer hos dem om, hvor det kunne være fedt at tage hen.
 
– Det giver dem følelsen af, at de har været med til at bestemme, så det bliver hele familiens tur – ikke kun forældrenes, forklarer Jane Hemmingsen.

Ellers forsøger familien at give hinanden plads til at gøre nogle ting for sig selv. Søren er for eksempel meget glad for at dykke, så han har været ude på dykkerture alene flere gange, mens Jane og Karla har nydt at få massage i ro og fred.

Fire måneder kan også godt blive lang tid at være væk fra venner og familie derhjemme. Især for de to mindste i familien. Når savnet bliver for stort, bliver de frustrerede og kede af det og skælder deres forældre ud over, at de kunne finde på at tage dem væk så lang tid.

Men heldigvis har familien god tid til at håndtere savnet.

– Så snakker vi om, hvad det er, børnene savner, og skriver måske en besked til mormor eller sender et billede til en af deres venner derhjemme. Det hjælper, forklarer Jane Hemmingsen.

Ren magi

Ifølge Jane Hemmingsen er det i virkeligheden alle de små ting, der gør det til en kæmpestor oplevelse at være afsted. De har for eksempel ligget og kigget på stjernehimlen på en parkeringsplads langt væk fra byens lys.

– Det er en fantastisk oplevelse, som du slet ikke kan beskrive eller tage et billede af. Du er nødt til at se det med dine egne øjne, fortæller hun begejstret.

Der blev stille et øjeblik, inden hun fortsatte.

– Jeg synes faktisk dét at tage nogle måneder ud af kalenderen til at rejse og bare være sammen som familie burde være noget, alle kunne få lov til at gøre.

Det er noget, ingen kan tage fra os nogensinde

Jane Hemmingsen

Men pengene vokser selvfølgelig ikke på træerne, og det er ikke helt billigt at tage på eventyr. Familien Hemmingsen Erbou har sparet sammen til deres tur de seneste fem år, og når de efter de fire måneder igen sætter fødderne på dansk jord, regner de med at have brugt omkring 250-300.000 kroner i alt med fly, overnatning, mad og oplevelser.

Det er mange penge, men ifølge Jane Hemmingsen har det uden tvivl været alle pengene værd.

– For os har det været det helt rigtige at gøre. Det har været helt magisk at tage afsted på et eventyr og bare være sammen os fire. Det er noget, ingen kan tage fra os nogensinde, slutter hun, inden hun smutter ud i Kyoto for at mødes med resten af sin rejseflok.