Alenefar har ikke råd til dyr ferie - nu vælter det ind med tilbud

I stedet for at rejse til udlandet bytter André Bentsen bolig med andre danskere. Han opfordrer andre til at gøre det samme.

Skolesommerferien er så småt i gang, og på trods af at temperaturerne stiger herhjemme, pakker en hel del danskere kufferten for at rejse sydpå til endnu bedre vejr.

Men en familieferie behøver ikke være hverken dyr eller uoverkommelig.

Sådan lyder det fra alenefaren André Bentson, der er tyet til en anden løsning.

Gennem et Facebook-opslag søger han nogen, der vil bytte hjem med ham og hans tre børn i sommerferien. Og tilbuddene vælter ind, fortæller han.

Bliver nødt til at takke nej

Siden 1992 har firmaer formidlet kontakt mellem privatpersoner, der gerne vil bytte bolig med nogen, de ikke kender. I takt med internettets fremskridt kan mellemleddet undværes, og det er nu blevet nemmere for privatpersoner at komme direkte i kontakt med hinanden.

Det er André Bentsen et eksempel på. Selvom han eftersøger bytteboliger på sin private Facebook-profil, er hans opslag nået langt ud.

SOMMERHJÆLP 2019 – DEL GERNE <3 Vil du bytte hjem med os i sommerferien? Der er desværre ikke råd til en rejse i...

Posted by André Bentsen on Friday, June 7, 2019

Flere end 400 personer har indtil videre delt det, og han har fået så mange tilbud om overnatning, at han må takke nej til størstedelen, fortæller han i ’Go’ morgen Danmark’.

- Det vælter ind med tilbud. Vi er blevet inviteret til alt fra Malaga til Mallorca, men vi har ikke råd til en flyrejse. Det var heller ikke det, der er meningen. Det skal ikke være en almisseting. Jeg kan godt lide, at vi også kan hjælpe den anden vej – enten ved at passe dyr eller bytte med vores egen lejlighed, siger André Bentsen, som til dagligt bor på Østerbro.

Sidste år fik André Bentsen og hans tre børn mulighed for at passe hunden Molly i et hus, de lånte. Det var de så glade for, at de vender tilbage igen i år.
Sidste år fik André Bentsen og hans tre børn mulighed for at passe hunden Molly i et hus, de lånte. Det var de så glade for, at de vender tilbage igen i år. Foto: Privatbillede

Ifølge Ann Lehmann Erichsen, der er medlem af Rådet for Deleøkonomi og forbrugerøkonom i Nordea, er det en meget almindelig måde at anskue boligbytte på.

- Typisk foregår det på den måde, at man bytter det hele. Man bytter eksempelvis bil, og hvis der er en hund eller kat i boligen, passer man også den, siger hun.

Og selvom André Bentsen ikke bruger de gængse kanaler for deleøkonomi, mener Ann Lehmann Erichsen, at der er tale om deleøkonomi i sin reneste form.

- Man kan diskutere, om meget af det, vi i dag kalder for deleøkonomi, faktisk er det, for ofte skal man jo betale for det. I det her tilfælde er det gratis, siger hun.

En prioriteringssag

Normalt er en sommerferie alt andet end gratis.

Sidste år viste en måling foretaget af YouGov for Nordea, at danskerne i gennemsnit brugte 14.830 kroner per husstand på at rejse på sommerferie.

Bor man i hovedstadsområdet som André Bentsen og hans børn, er det tal helt oppe mellem 18.330 og 19.330 kroner. Det skyldes blandt andet, at storbyboerne bruger en større del af deres ferie i udlandet.

Jeg tror virkelig, at der er mange mennesker, der kunne optimere deres ferier, hvis de hjalp hinanden.

André Bentsen, alenefar

Og det lægger et pres på de forældre, der ikke har råd til de store udlandsrejser, mener André Bentsen.

- Som alenefar kan man bare ikke følge med. Der er en utrolig stor afmagt i ikke at kunne tage sine børn med på ferie, siger han og erkender, at manglen på sommerferiepenge primært skyldes, at han har valgt at bo i en 120 kvadratmeter stor lejelejlighed på Østerbro.

- Jeg har prioriteret, at mine børn går i Danmarks bedste børnehave og Sjællands bedste skole og for at bo i nærheden, betaler jeg 13.500 kroner om måneden i husleje, fortæller han.

Ikke alene

Fordi André Bentsen bor i et kvarter, ”hvor flere af klassekammeraterne kommer tilbage efter sommerferien og har været otte uger i Dubai”, er det vigtigt for ham at statuere et eksempel ved at søge hjælp på Facebook.

- Det er virkelig vigtigt at kunne tale om ikke at have råd til at tage på ferie. Jeg håber, at alle de her delinger kan være med til at afmystificere det der med, at man ikke kan tage en uge med ungerne til Mallorca, siger han.

Og det har vist sig, at der er brug for mere åbenhed.

Mens kommentarsporet på hans Facebook-opslag flyder over med folk, der tilbyder at åbne deres hjem, har han fået en anden type beskeder i sin indbakke.

- Der er kommet mange flotte reaktioner. Mange skriver, at det er modigt, at jeg tør udstille min situation, og at de ville ønske, at de turde gøre det samme, siger han.

Når André Bentsen ikke bruger penge på overnatning, er der flere penge til is og aktiviteter for ham og børnene.
Når André Bentsen ikke bruger penge på overnatning, er der flere penge til is og aktiviteter for ham og børnene. Foto: Privatbillede

Derfor håber André Bentsen netop, at han med sit opslag kan give andre mod på at række ud efter hjælp.

- Jeg tror virkelig, at der er mange mennesker, der kunne optimere deres ferier, hvis de hjalp hinanden. Det, man skal huske, er, at det, der bare er hjemme for nogen, kan være den vildeste familieferie for en anden familie.

Mens der kan være mange penge at spare ved at bytte bolig med andre, er der også faldgruber, kan skal passe på. Få råd til, hvad du bør have styr på først, herunder.

Det skal du være opmærksom på, inden du bytter bolig

Brug en etableret platform

Selvom det godt kan lade sig gøre at finde nogen at bytte bolig med på de sociale medier, opfordrer forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen til, at man benytter sig af en etableret platform. 
På den måde sikrer man sig, at der er en form for kontrol med dem, man bytter bolig med, og at den pågældende person er den, han eller hun giver sig ud for at være. 

Mød personen inden

Der findes ikke tal for, hvor mange der kommer galt afsted, når de låner deres bolig ud. Det er dog noget, der sker.
Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen anbefaler derfor, at man så vidt muligt ser dem, man har tænkt sig at bytte med, an på forhånd. 
Det optimale er selv at være til stede, når nøglerne skal overdrages. Bytter man bolig med nogen, der bor i et landet land, kan det dog rent logistisk være svært. Her kan man i stedet tale med vedkommende på Skype på forhånd og bede dem om at vise rundt i boligen.

Vær sikker på, at du må låne din bolig ud

Udlån og udlejning anses for at være det samme, og derfor er der nogle boliger, man ikke må bytte. 
Hvis du bor i lejlighed, skal du altid tjekke, om det er tilladt at leje eller udlåne din bolig. Selvom du bor i andels- eller ejerlejlighed, kan der være vedtægter, der siger, at korttidsudlejning ikke er tilladt. 
Hvis du bor til leje, skal du have tilladelse af din udlejer til at udlåne din bolig –også selvom det er for en kort periode.

Tjek forsikringen

Inden du bytter bolig med en fremmed, bør du spørge dit forsikringsselskab, hvordan du er stillet, hvis uheldet er ude, og dine ting bliver stjålet eller ødelagt. 
Det bør du også gøre, selvom du bytter gennem en etableret platform. Det er nemlig ikke sikkert, at firmaet dækker tilstrækkeligt.