LISTE: Derfor går det galt i de sammenbragte familier

Du kan se 'Dit mit vores hjem' på TV 2 PLAY.

Aldrig før har så mange børn og forældre levet i sammenbragte familier som nu. 2014 blev rekordår for skilsmisser med 19.413 ægtepar, der gik fra hinanden.

En skilsmisse betyder dog ikke, at vi opgiver parforholdet og familien. Ofte lever vi videre i nye sammenbragte familier, hvor vi skal deles om dit, mit og vores, hvilket kan give anledning til gnidninger. I en sammenbragt familie skal vi nemlig ikke bare tage hensyn til vores partner og vores børn. Vi skal både tænke på partneren, eks'en, ens egne børn og stedbørnene.

Sammen med familiecoach og psykoterapeut Nynne Bojsen giver vi dig her de fem typiske årsager til, at det oftest går galt i de sammenbragte familier. Du kan se mere til Nynne Bojsen i programmet 'Dit mit vores hjem', som sendes på TV 2 onsdag klokken 20.50.

Børnene

  • Som voksen har man ofte dårlig samvittighed over, at man har udsat sine børn for en skilsmisse, og derfor er man er ekstra sårbar i forhold til, om de har det godt. Det kan betyde, at man kommer til at prioritere dem i stedet for partneren, når alle er sammen.
  • I forhold til børnene er det også meget sårbart, hvis man som forælder oplever, at ens nye partner blander sig i opdragelen af børnene på en måde, man ikke finder passende.
  • Endelig kan det give gnidninger, hvis ens egne børn og partnerens børn ikke trives sammen. Det kan nemlig være svært at løse en konflikt, hvor man som forælder har tendens til at favorisere sine egne biologiske børn, selvom man også gerne vil være flink over for partnerens.

Bagagen

  • Når vi en gang har oplevet, at familielivet kan gå itu, bærer vi på usikkerheden omkring, om det går galt igen, med ind i det nye forhold. Det giver blandt andet manglende mod til at involvere sig fuldt ud.
  • Alarmklokkerne ringer typisk hurtigere og højere i et nyt forhold, fordi man blandt andet har behov for at beskytte sig mod yderligere sorger og frustrationer

Samarbejdet med eks’erne

  • En typisk situation, der kan give gnidninger er, når der er skole-hjem-samtale, for hvem skal med? Det nye par eller de biologiske forældre?
  • Mange sammenbragte familier har også udfordringer med, hvor meget eks'en må blande sig i det nye parforhold.

Kulturmødet

  • Hvilken kultur skal gælde - din eller min? Som sammenbragt familie er der to kulturer, to sæt vaner og to forskellige livshistorier, der skal fungere sammen.  Det kan være udfordrende, fordi vaner er svære at ændre på. Og samtidig kan det give anledning til at diskutere, hvilken kultur, der er bedst. 
  • Hvis den ene part vælger at flytte ind hos den anden i stedet for at finde et nyt fælles hjem, kan det give gnidninger.

Logistikken

  • Det kan være svært at få logistikken til at gå op, når der er arrangementer med både ens egne børn og stedbørnene. For hvem skal køre til hvad? Og hvordan får man prioriteret både kærestetid og familietid?