Han, hun eller hen: Hvad betyder kønsneutral opdragelse?

16x9
Ifølge Information, er der en bevægelse på vej, hvor forældre vil opdrage deres børn kønsneutralt. Foto: iStock

Der er, ifølge Information, en bevægelse på vej i Danmark med forældre, der vil opdrage deres børn uden de traditionelle kønsroller, som de mener, at samfundet lægger ned over folk. Det vil altså sige, at de vil give deres børn en kønsneutral opdragelse. Men hvad er en kønsneutral opdragelse egentlig?

I Sverige skabte det stor debat, da faderen Linus Lindell åbent fortalte til TV 4 Sverige, at han opdragede sine to børn kønsneutralt. Børnene fik ved fødslen kønsneutrale navne, og bliver betegnet som 'børn', mens Linus Lindell ikke er deres far, men 'forælder'. Ifølge ham, var det på til børnene selv at bestemme, hvilket køn de ønsker at være. 

- Når Sascha er klar til at definere sig selv som dreng, pige eller ingen af delene, vil vi ønske det velkomment. Vi vil ikke modarbejde det, men det er vigtigt, at de får brede roller, uanset hvad de definerer sig som, sagde Linus Lindell dengang til TV 4.

Sverige indførte for nyligt pronomet 'hen' i deres ordbog, således at folk ikke var nødsaget til at bruge 'han' eller 'hun' og dermed hive et bestemt køn ned over folk. Debatten i Sverige delte sig til Danmark, hvor flere forskere og eksperter vurderede, at der ikke var brug for det kønsneutrale 'hen' i Danmark. 

Kønsneutrale børnehaver
Flere svenske børnehaver bruger i dag 'hen' for at undgå en tidlig definering af barnets køn. Blandt andet i den meget omtalte børnehave Egalia, der bruger genuspædagogik, som har fokus på, hvordan man kan lade børnene skabe deres eget køn ved at give dem vidde rammer, uden for de traditionelle opfattelser af, hvad der er mandligt og kvindeligt.

- Det er svært at være en dreng, der har ballet som sin hovedinteresse. Det er svært for en pige at vælge en idrætsgren, hvor man får vældig store muskler. Vi begrænser menneskers liv ved at sige, at ting er pige-agtige eller drenge-agtige. Vi forstærker børnenes jeg-­følelse ved at arbejde med genuspæda­gogik. Jeg er mig, og jeg er god, som jeg er. Du er dig, og du er også god, som du er. Det er okay, at vi er forskellige, sagde lederen af børnehaven, Lotta Rajalin, til bladet Børn&unge i 2011. 

Brugen af genuspædagogik gør sig ikke gældende i Danmark i lige så høj grad som i Sverige. Men på Nørrebro ligger børnehaven 'Jordkloden', som især har fokus på køn i deres måde at gå til børnene i institutionen. I børnehaven har drengene lov til at gå i kjoler, og pigerne må gerne drømme om at blive bokser. På deres hjemmeside skriver de:

- Vi mener, at det er vores opgave at åbne døre for børnene ved at præsentere dem for alle former for pædagogiske aktiviteter uafhængigt af barnets køn.

Mød barnet uden kønsroller
Den norske lektor i pædagogik Leif Askland. Han har skrevet flere bøger om emnet og har deltaget i EU-projektet Gender Loops, hvor målet var at arbejde med at gøre børn sensitive over for deres køn. 

Hans råd vedrørende børn og køn er, at man først og fremmest skal opfatte barnet for det individ vedkommende er, i stedet for at lægge en ramme ned over barnet i form af et køn - og hvad der deraf tilhører af kønsroller. Det er, ifølge Leif Askland, de voksnes job i samarbejde med barnet, at hjælpe med at åbne mulighederne for, at en pige kan blive ligeså glad for en racerbil, som en prinsessekrone i fødselsdagsgave.

Den 19. september i år udkom bogen 'Universet er det største i verden' af forfatter og illustrator Mio Mahl. Bogen handler om tre venner, der blot ser hinanden som venner. Så er det helt underordnet, om de er dreng eller pige. 

Ifølge forfatteren er det vigtigt, at man ikke bliver dømt ud fra sit køn, ligesom man heller ikke bliver dømt ud fra sin hudfarve, hårfarve eller andre interesser.

Adfærd og sprog
Til Information forklarer Morten Dalsgaard Christensen, Kay Taylor og Nika Feilberg, at de har tre elementer i deres kønsneutrale børneopdragelse. Den første drejer sig om at præsentere barnet for voksne, som ikke efterlever de traditionelle kønsroller. 

- Så er der muligheden for, at køn ikke vil betyde så meget for dem. Når de oplever, at de voksne, de ser, ikke er den stereotype kønsrolle, siger Morten Dalsgaard Christensen til Information. 

En anden gren af den kønsneutrale børneopdragelse er at opfordre til flere slags adfærd, der ikke er bestemt af køn. Det vil sige, at man opdrager drenge til husarbejde, mens man også fortæller piger, at de er modige. 

Det sidste element drejer sig om det sprog, man som forælder tager i brug. Her drejer det sig både om at fokusere på det sprog, som forælderen selv bruger om køn, men også at give barnet et kønsneutralt navn. I Danmark er der i øjeblikket 777 godkendte kønsneutrale navne.