Klumme: Kan vi finde kærligheden gennem sex?

16x9
Hvad kommer først - sex eller kærlighed? Foto: Scanpix / Scanpix

Sex betyder mere og mere, når vi dater. Men er det virkelig sådan, man finder kærligheden? Tja, måske…


Jeg har altid troet, at det kun var på dating-sites som Victoria Milan, Ashley Madison, Scor eller den såkaldte knalde-app Tinder, hvor sex havde stor betydning. Men jeg tog fejl, for det er det ikke. Det er fuldstændig lige sådan på alle de andre mere pæne dating-sites – her er det bare ikke åbenlyst. Under dække af at søge kæreste og kærlighed finder man en del (især mænd), der er gift eller i fast parforhold, som søger "kæreste". Langt større er antallet af dem - både mænd og kvinder - der officielt søger kæreste, men hvor det alligevel kun handler om at knalde sig igennem "indbakken" til lidt hurtigt sjov.

Vi har for længst overtaget det engelske ord date, men ikke den uskrevne regel om, at man ikke knalder før på tredje date.

Og det er der sådan set ikke noget galt med. Men manglen på åbenhed er der. For uanset sitet handler det i sidste ende om sex. Om sex på første date. Om vi matcher seksuelt. Eller om at blive "prøvekørt" som en anden brugt bil, fordi det er hamrende vigtigt i dag - at have sex.

Kan man bytte om på rækkefølgen?

Sådan husker jeg ikke, at det var før. Så forelskede vi os først, og hvis følelserne var der, fungerede det seksuelle også. I dag har vi byttet om på rækkefølgen, så vi tjekker det fysiske match af først, og hvis det fungerer, ser vi på, om det så også er en partner, vi kan forelske os i.

Men kan man det? Bytte om på rækkefølgen? Og forelske sig i sex? Måske. Men jeg synes, det er svært. Især det med rækkefølgen.

Derfor har mit datingliv som single det seneste år været både ret svingende og sporadisk. Fordi jeg synes, det er svært. Svært at mødes med en agenda om at tjekke hinanden ud – et såkaldt kemitjek eller en kaffedate, hvor jeg i løbet af en times tid eller to skal afgøre, om det her er et menneske, jeg kan forelske mig i. Det har jeg simpelthen ingen anelse om efter en snak over en kop kaffe.

Mine to mænd har jeg mødt som kolleger, og pludselig en dag så vi på hinanden på en anden måde. Men på det tidspunkt havde jeg jo kendt dem over flere måneder, så hvis jeg skulle overføre det til et dating-univers, ville det blive til mindst 20 kopper kaffe for bare at ligne lidt, og den slags tålmodighed er der ikke mange, der har i dag. Det har jeg heller ikke.

Så jeg droppede det elektroniske dating-univers og begav mig ud i det virkelig liv for at finde ud af, om ikke man kunne møde kærligheden på den "gammeldaws" facon, hvor blikke mødes hen over baren, og man ender i noget mere seriøst. Men det blev til en omgang utilfredsstillende fuldemands-sex, som ikke sagde mig en skid, og derfor også hurtigt droppet. Og så var jeg lidt på bar bund. For hvad pokker gør man så? Hvad gør jeg så? Kæresten dukkede ikke rigtigt op, for jeg blev ikke forelsket, og det gjorde de potentielle emner heller ikke. Og den sex, der kom ud af mine gå-i-byen-dates, var for det meste ikke særligt spændende.

Voksne kan også blive teenage-forelsket

Men det blev også til en tid med lidt selvransagelse. En tid til at se på mig selv og mærke efter, hvad det egentlig var, jeg ville. Og ikke mindst var klar til. Hvis jeg ikke blev forelsket, når jeg mødte en mand, der egentlig matchede på flere områder, kunne det jo enten skyldes, at han på trods af de mange flueben, alligevel ikke var et rigtigt match. Det kunne også være, fordi jeg bare ikke var klar til det. Eller som flere af mine jævnaldrende datere har sagt under vores samtaler om det svære dating-liv: "Måske man bare ikke kan forvente den der store forelskelse, når man ikke længere er ung. Måske forelsker vi os på en mere stille og pragmatisk måde, når vi har fået børn og en masse forpligtelser. Når vi er voksne?"

Måske. Men på den anden side har jeg også set mere "voksne" mennesker end mig opføre sig totalt teenage-agtigt, når de har mødt deres match. Og i bund og grund er det vel det, vi alle søger? Følelsen af sommerfugle i maven. Af ikke at kunne tænke klart, fordi man hele tiden tænker på ham. Eller hende. Ikke at lave noget som helst fornuftigt, fordi man bare vil være sammen 24/7 eller snakke, hvis et fysisk møde ikke er muligt. Og hvorfor skulle jeg ikke kunne finde det, bare fordi jeg er voksen? Hvorfor skulle jeg allerede nu være afskrevet fra den momentane sindssyge?

Det nægtede jeg at tro på. Men da det ikke dukkede op, var det måske, fordi jeg ikke var klar, selv om en veninde sagde, det var noget pjat: ’"Man er klar, hvis den rigtige dukker op."

Jeg gad bare ikke lede mere. Jeg var gået død i det. Det var for anstrengende og tog for meget af min tid.

Sex uden følelser er ikke spændende

På den anden side gad jeg heller ikke ingen eller dårlig sex, så jeg valgte ny taktik. Fandt et dating-site, hvor man ærligt kunne søge sex, så jeg ikke var tvunget ud i cølibat, mens jeg ventede på kærligheden. Det kan man bare også gå død i. Sex uden følelser, uanset hvor teknisk godt det er, er bare heller ikke voldsomt spændende i længden. Så efter nogle uger og tre-fire dates røg det på pause.

Men da pausen også blev trist, loggede jeg på igen. Skrev lidt frem og tilbage, indtil der var en, der skrev: "Har du ikke lyst til at ringe, så vi kan se, hvordan kemien er?"

Det blev til tre timer på telefonen kun afbrudt af, at vi begge skulle have noget søvn. Så fortsatte vi samtalen dagen efter og aftalte en date senere på ugen. Men der var for lang tid til, så vi nåede to inden dagen for den først aftalte. Og telefonen er rødglødende.

Men hvorfor? Hvorfor sker sådan noget, når ingen af os søgte det, men bare godt selskab? Kan man måske knalde sig til kærlighed?

Næ, det tror jeg ikke. Men jeg tror, at den rigtige er derude, hvis man er åben over for det. At man er klar, hvis han eller hun pludselig står der, uanset hvad man ellers fortæller sig selv. Og at hvis man falder for et andet menneskes personlighed, så får man helt automatisk også et godt knald...