Forskning: Børn bør sove sammen med mor til de er tre år

16x9
Forsker mener, små børn skal sove i morens seng. Foto: BORBERG THOMAS / POLFOTO

Babyers hjerter bliver stressede og slår hurtigere, hvis de ikke sover sammen med moren i hendes seng.

Dit barn skal lære at sove i sin egen seng tidligt i livet, har alle formaninger lydt. Men der findes også stemmer, der mener det modsatte.

En forsker har fundet ud af, at moren har sværere ved at knytte sig til barnet, hvis de ikke sover sammen. Yderligere får barnet også en dårligere søvn, fordi hjerteslaget bliver mere stressset og slår hurtigere, når barnet sover alene, skriver The Telegraph.

Resultatet er Nils Bergmann fra Cape Town Universitet i Sydafrika kommet frem til, efter han har studeret sovemønsteret hos 16 spædbørn. Her kunne han se, at deres hjerter var udsat for tre gange så meget stress, hvis de sov i en vugge frem for ved deres mors bryst. Kun seks børn havde en rolig søvn den nat, hvor de sov alene.

Derfor advares der mod senge-deling

Grunden til, at man har advaret mod, at små børn sover i sengen hos deres mødre, er, at det har kunnet medføre vuggedød og risikoen for, at moren påfører barnet skader, når de sover. Et studie fra Storbritannien viser blandt andet, at to ud af tre uforklarlige dødsfald på spædbørn sker, når de har delt seng med deres forældre.

Men Nils Bergmann holder stadig på, at små børn bør dele seng med deres mor, til de er tre år.

- Når babyer bliver kvalt og lider vuggedøden, er det ikke, fordi deres mor er til stede. Det er på grund af andre ting: Giftige dampe, cigaretter, alkohol, store puder og farligt legetøj, siger Nils Bergman, forsker fra Cape Town Universitet, til The Telegraph.

Hver sin seng, men i samme rum

Herhjemme anbefaler de fleste søvnforskere og sundhedsplejersker, at dit barn sover i samme rum som dig, men at I sover I hver sin seng, så forældrenes søvn ikke bliver forstyrret.

Faktisk er forældrenes små lyde om natten med til at holde børnenes vejrtrækning i gang, så vuggedød forebygges, og de skal derfor helst sove hos forældrene de første seks måneder, anbefaler sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen.

Yderligere giver det - ifølge søvnekspert Mikael Rasmussen - børnene tryghed at sove i samme rum som forældrene, så når børnene skal lære at sove i deres eget værelse, er det på grund af forældrenes behov for at være alene i soveværelset.