70-årige Susan er på Tinder: - Det er jo ikke en penneven, jeg søger

Kan man være på Tinder og net-date som pensionist? Svaret er ja, hvis man spørger de ældre selv.

Bare fordi man har rundet de 75, skal hverken kærligheden eller sexlivet på hylden.

Sådan lyder det samstemmende fra de tre seniorer, der lørdag morgen gæstede ‘Go’ morgen Danmark’ til en snak om jagten på kærligheden i den tredje alder. 

Her kan man måske godt tro, at datinglivet handler om bridgeklubber og citronfromage - men det er langt fra tilfældet, som du kan høre i videoklippet øverst i artiklen.  

Jeg vil aldrig nogensinde have sex med nogen, som går ind for dødsstraf. Jeg vil heller ikke kende en, som ikke kører med cykelhjelm.

Susan Ekberg

Dating-apps og netdating er nemlig ikke forbeholdt de yngre generationer, mener 70-årige Susan Ekberg: 

- Tinder er meget sexorienteret. Hvor det går hurtigt. Det vil jeg også gerne have. Det er ikke en penneven, jeg ønsker, siger Susan Ekberg, som har været på mange datingssites. 

Hun synes godt om, at det er let at få overblik på nettet og hurtigt aflure, hvad folk vil have - og hvad de ikke vil.

Hun er nemlig også selv meget konkret og specifik i sine krav til en date.

- Jeg har en liste, så jeg vil for eksempel aldrig nogensinde have sex med nogen, som går ind for dødsstraf. Jeg vil heller ikke kende en, som ikke kører med cykelhjelm, siger hun.

Netdating er som lotteriet

Ingelise Larsen har også forsøgt sig med netdating. Dog med varierende held. 

- Vi kommer til at snakke sammen, og jeg inviterer ham hjem til en kop kaffe. Men det viser sig så, at han er gift. Dem er jeg desværre rendt for ofte ind i, siger hun og fortsætter: 

- Det er lidt ligesom et lotteri. Du kan få en nitte, og du kan få en hovedgevinst.  

Der er dog også mere traditionelle dating-erfaringer blandt de tre seniorer. Blandt andet har Svend Lassen været på blind date i programmet ‘Den første date’ på TV 2. 

Hvordan det gik for sig, kan du se i videoen herunder: 

Vil du se mere til Svend Lassen og en række andres singlers oplevelser på den første date, kan du se ‘Den første date’ på TV 2 Play.