Katja i live-chat om incest: - Der er en mening med, at det skete for mig

Hvordan man finder styrken til at komme videre efter seksuelle overgreb, var et af de helt store spørgsmål fra seerene i torsdagens live-chat.

Torsdagens live-chat med den 29-årige Katja fra 'De brændte børn' bød på et vælg af spørgsmål fra seerne, da hun sad klar ved tasterne.

Læs hele live-chatten med Katja her:

I sæsonpremieren af 'De brændte børn' fulgte man Katja, som konfronterede sin fænglsede far, der gennem 15 år misbrugte hende seksuelt, gennembankede broren og video-overvågede hendes mor. 

Mange seere var særligt interesserede i at vide, hvordan man kommer videre efter en så traumatisk barndom. 

Hertil svarede Katja, at hun gør, hvad hun kan for at fortælle sin historie og hjælpe andre, men samtidig forsøger hun ikke at have ondt af sig selv.

- Jeg tror, styrken kommer, fordi jeg har valgt at tage tyrene ved hornene og være ærlig fra start, skrev hun.

- Noget af det, jeg har vægtet højest, er ikke at tænke, at det er synd for mig, men at der er en mening med, at det netop er mig, der er blevet udsat for det. Hermed mener jeg, at jeg skal finde styrken i det, der er sket, til at gøre mig stærkere, forklarede hun i live-chatten.

Bebrejder ikke sin mor

Flere af spørgsmålene gik også på, om Katja, ud over at være vred på sin far, også var vred på sin mor, og om det gjorde ondt, da hun i programmet fortalte Katja, at hun havde hadet hende. 

Men selvom det uden tvivl gjorde ondt, bebrejder Katja hende ikke. 

- Nej, jeg bebrejder hende ikke. Som jeg forventede, gjorde hun ikke noget dengang, fordi hun var bange for min far. Set i bakspejlet kan jeg godt forstå hende, når man tænker på det ægteskab, hun var i, lød det fra Katja.

I dag har den 29-årige kvinde et tættere forhold til sin mor og bror end nogensinde før, og hun håber, at hun selv en dag kan skabe sin egen lille familie.

- Min største drøm er at få børn, selvom jeg ved, det bliver en udfordring, da jeg ikke ved, hvordan jeg selv ville reagere i moderrollen, forklarede Katja i live-chatten.

Husk at du kan se eller gense 'De brændte børn' på TV2 Play