Efter viral video: Her kysser TV 2-vært hivsmittede Melissa

Ville du kysse en person med hiv? Det spørgsmål stiller 25-årige Melissa i en ny video - og det besvarede Puk Elgård lørdag med et kys på live-tv.

Melissa Kruse Olsen blev smittet med hiv som 19-årig af sin første kæreste og sexpartner. I dag er hun 25 år gammel, lever et liv som alle andre, men bliver alligevel mødt med forskellige fordomme.

Derfor har hun valgt at stille sig frem i et videoeksperment, der i denne uge har taget Danmark med storm. Her stiller Melissa Kruse Olsen spørgsmålet: Ville du turde kysse en person, der har hiv?

Lørdag var hun i 'Go' morgen Danmark' med Rune Nordstrøm Pedersen, der er projektleder på 'Kys Hiv'-kampagnen. Og da samtalen til sidst faldt på fordomme, greb værten Puk Elgård muligheden for at aflive nogle af disse.

- Rune siger, at der stadig er fordomme tilbage. Skal vi ikke fjerne nogle af dem, Melissa?, lød det fra Puk Elgård, der efterfølgende kyssede Melissa Kruse Olsen.

Herunder kan du se videoen med Melissa Kruse Olsen:

Gi'r du et kys?

I kampagnevideoen fra AIDS-Fondet står Melissa Kruse Olsen midt i et rum med et skilt i hænderne. På skiltet står der 'Jeg har hiv. Gi'r du et kys?'. En række tilfældige, unge mennesker går på skift forbi Melissa, og her skal de så tage stilling til, om de har lyst til at give et kys.

Mange vælger at takke pænt nej og gå ud af rummet igen, mens enkelte træder hen mod hende og giver et kys.

De seneste dage er videoen blevet set næsten 900.000 gange på Facebook og delt mere end 10.000 gange.

- Det var enormt angstprovokerende at stå der og få nogle reaktioner, som jeg ikke vidste, hvad ville være, fortæller Melissa Kruse Olsen i 'Go' morgen Danmark'.

Kys Hiv - Eksperimentet

Melissa er hovedpersonen i et socialt eksperiment. Kan hun lokke et kys ud af helt fremmede mennesker, når de samtidig får at vide, at hun har hiv? #KysHiv #RF16 #IWouldKissThatGirl

Posted by Kys Hiv on Wednesday, April 6, 2016

En pakke af skyld, skam og frygt

Ifølge projektleder Rune Nordstrøm Pedersen har mange danskere fordomme om hiv, fordi det er en seksuelt overført sygdom.

- Derfor kommer den også med en pakke af skyld og skam. I 80'erne og start 90'erne døde man jo af hiv, så vi har også frygt indbladet. De tre ting gør tilsammen, at fordommene lever videre, siger han. 

Ubehandlet hiv smitter, hvis man har sex, blander blod eller deler sprøjte. Men i dag kan man gøre alle tre ting med en person, der er velbehandlet med medicin, forklarer Rune Nordstrøm Pedersen

Det budskab håber Melissa Kruse Olsen at kunne udbrede med videoen

- Jeg håber, at folk forstår, at man ikke er farlig, fordi man har hiv. Jeg er velbehandlet, så man behøver ikke tage afstand fra mig eller andre, der har hiv og er velbehandlede, siger hun