Mistede sin far som 4-årig: Tommys otte år i helvede sluttede først da politiet kom

Tommy Heine Bentsen fik tæsk med bøjler og bælter som dreng. Alligevel er han i dag succesrig erhvervsleder med 60 ansatte. Dette er hans historie.

- Ring til politiet!, bliver der råbt, da 13-årige Tommys stedfar sparker døren til lejligheden ind og kaster sig over sin ekskone, Tommys mor.

Sammen med sin bror og søster sidder Tommy lammet af frygt. Han ved det ikke der, men det bliver sidste gang, han ser sin voldelige stedfar i live.

Tommy Heine Bentsen er i dag 48 år, erhvervsleder med 60 ansatte, slank, solbrændt og tydeligvis en mand med succes. Men det skulle man ikke have troet, hvis man vidste, hvordan han voksede op i et hjem, hvor slag med bøjler og bælter var hverdag.

Vejen til det sted, han er i dag, har været en lang kamp for identitet og overlevelse. En kamp for kærlighed og empati i et ødelagt hjem.

Volden i barndomshjemmet kulminerede den aften, hvor politifolkene kom og slæbte stedfaren ud af den smadrede hoveddør.

Det var enden på otte turbulente og angstfyldte år under hans regime. Fra han var fem år, levede han en utryg opvækst med angst, afstraffelse og masser af vold i et hjem, hvor alkoholen flød.

- Otte år i helvede, opsummerer Tommy Heine Bentsen selv den opvækst, der har givet ham ar på sjælen og en uhyggelig evne til at afkode sindsstemninger hos andre mennesker.

- Når man først har fået tæsk, bliver det der med at mærke stemninger et naturinstinkt. Det blev jo en overlevelsesstrategi. Jeg skulle i det splitsekund, min stedfar tog i døren og trykkede håndtaget ned, kunne aflæse på håndtaget, hvilket humør han var i. Om jeg fik tæsk, eller om det var en god dag.

Tommy Heine Bentsen har sagt ja at konfrontere sin barndom i dokumentaren ”De brændte børn - Tommys historie”. Det gør han sammen med forfatter og debattør Lisbeth Zornig Andersen. For hvordan slipper man ud af en voldelig barndom med empatien i behold? Hvordan finder man sin egen identitet, når trygheden er tævet ud af en?

Far dør og mor er hurtigt videre

For at forstå Tommy Heine Bentsens opvækst spoler vi tiden tilbage. Hans historie kunne nemlig have været en helt anden, hvis ikke tragedien havde ramt, da Tommy kun var fire år gammel.

Dengang er de stadig en helt almindelig familie ligesom så mange andre. Far, mor og to brødre i et dejligt hus i Sdr. Tranders i nærheden af Aalborg.

Fireårige Tommy ved ikke, hvorfor hans mor stopper folkevognen så voldsomt den dag. Moren kan med det samme genkende farens scooter længere oppe ad vejen.

Tommy når ikke at se mere, før han bliver sat ind på bagsædet af en politibil.

Faren er kørt galt på sin scooter på vej hjem fra arbejde.Han dør 10 timer efter ulykken på et hospital i Aarhus.

- Jeg kan ikke huske, at der var en begravelse. Jeg kan ikke huske, at vi har talt om det, eller haft nogen form for sorgbearbejdelse, siger Tommy Heine Bentsens, der heller aldrig har besøgt sin fars gravsted.

Det er ligesom, hun blinker bare med øjnene, og så er alt det dårlige, det er bare væk.

Tommy Heine Bentsen

Kort tid efter farens død, bliver moren kærester med en ny mand, som bliver Tommys stedfar. Ifølge Tommys onkel, John, kommer hun sig meget hurtigt over sin mands død.

- Hun var allerede i byen om aftenen. Det tog hun meget nemt på, siger onklen, der var gift med Tommys moster. Ifølge ham er den nye mand ”inde i billedet” allerede et halv år inden dødsulykken.

Tommys mor er uenig i flere påstande i dokumentarudsendelsen. Hun kalder omstændighederne omkring farens død for usande. Derfor er visse efternavne udeladt af hensyn til Tommy Heine Bentsens familie.

For Tommy bliver morens nye kærlighed starten på otte år med vold, svigt og utryghed.

De brændte børn

De blev svigtet og mishandlet som børn. Nu tager syv modige danskere tilbage til barndommen for at se deres fortid i øjnene og finde ud af, hvad der skete. 

I en række nye dokumentarprogrammer tager Lisbeth Zornig Andersen igen tilbage til barndommen sammen med syv danskere, der har dybe ar på sjælen. Fælles for alle de medvirkende er, at de er brændt af barndommen og på jagt efter svar, der kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor de voksne svigtede dem gang på gang, da de var børn.

Udsendelserne sendes torsdag kl. 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY.

Sammen med stedfaren får moderen datteren Jeanett. Men en af de første ting stedfaren gør, da han flytter sammen med moren og drengene, er at fjerne alle minder om deres far.

Alle billeder bliver flået ud af albums og revet i stykker.

- Jeg kan huske, at der er en vildskab omkring det, siger Tommy Heine Bentsen.

I dag har Tommy meget få minder om sin far, og det har martret ham livet igennem.

Han er ked af, at han ikke husker ret meget fra tiden med sin rigtige far. Han mindes en grundstemning af et roligt væsen, som han også senere har fået bekræftet. På den måde ligner han sin far både af udseende og væremåde. Tommy er også rolig, balanceret og reflekteret på trods af det følelsesmæssige stormvejr, han har været kastet ud i, i sin barndom.

- Jeg har ikke haft nogen faderfigur at spejle mig i, og jeg har hele mit liv ledt efter rollemodeller, siger Tommy Heine Bentsen.

Det går altid ud over Tommy – aldrig hans bror og søster

I perioder af hans barndom er det hverdag, at stedfaren tæsker Tommy. I bedre perioder går der dage imellem. Men det er ikke kun stedfaren, der slår. Moren deltager også i afstraffelsen, nogle gange med en træbøjle.

Tommy husker tydeligt, at det gjaldt om at sætte hænderne op for hovedet, så det var sværere at ramme. Det får ikke moderen ikke til at stoppe. I stedet bliver afstraffelserne bare voldsommere og voldsommere.

Det foregår i badeværelset, i køkkenet eller i forældrenes soveværelse. Og lillesøsteren Jeanett hører alt, hvad især hendes far gør ved Tommy.

- Allan (Tommys storebror –red.) var syg, og jeg var hans prinsesse, fortæller Jeanett om deres barndom med hendes far og deres fælles mor.

- Tommy var den, der kunne tage imod, så det var ham, det gik ud over.

Den to år ældre storebror, Allan, har astma og er i perioder indlagt på et helsecenter i Norge. Han oplever også volden som tilskuer eller medhører, men stedfaren lægger aldrig hånd på ham. Ikke før til sidst.

Der opstår en slags indforståethed mellem Tommy og Allan, når volden rammer. De støtter hinanden tavst. Gennem blikke og en fælles usagt viden om, hvad der foregår.  Men de formår ikke at tale ret meget om, hvad der sker i familien i de otte år volden varer.

Familiefoto af Tommy Heine Bentsen, hans lillesøster Jeanett, broren Allan, moren og stedfaren.
Familiefoto af Tommy Heine Bentsen, hans lillesøster Jeanett, broren Allan, moren og stedfaren. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Når der ikke er utilregnelige forældre i nærheden, kan de finde på sjove ting sammen og laver normale drengestreger. Tommy begynder også at finde legekammerater uden for hjemmet. Han søger ned til den lokale maskinstation, indtil det er spisetid. Men den tavse fortrolighed og nærhed fra Allan er en vigtig støtte for Tommy igennem perioden.

- Allan har taget sig af mig, som lille barn, og det har betydet rigtigt meget for mig. Altså, vi havde ret mange gode stunder sammen. Han fandt på lege til mig da jeg var lille. Senere har vi været på æblerov og kørt på knallert sammen, siger Tommy Heine Bentsen.

Hvad var det, der gik igennem ham, da han gjorde det ved mig?

Tommy Heine Bentsen

Men efterhånden som volden eskalerer op gennem barndommen, forsvinder nærheden. Det bliver et spørgsmål om overlevelse. Sten for sten bygger de en mur op for at beskytte dem hver især mod de følelser, de ikke kan rumme. Den mur er der stadig, og det præger deres forhold til hinanden den dag i dag.

- Min bror og jeg har talt om vores oplevelser, men det var lidt som at se en film sammen. Vi kunne remse oplevelserne op, og vi kunne blive enige om, at han (stedfaren -red.) var et dumt svin, men vi kunne ikke tale om, hvad det gjorde ved os som mennesker. Det er sådan, vores forhold har været. Vi har en fælles baggrund, men vi har ikke kunne forholde os til den, hverken hver for sig eller sammen, siger Tommy Heine Bentsen.

Tør ikke komme hjem efter klokken 18

Et af de få frirum, som Tommy har i sin kaotiske barndom, er på gården hos ægteparret Annelise og Niels Brøndum. Deres gård ligger kun 500 meter fra hjemmet. Her hjælper Tommy Niels med alle de gøremål, der er på gården. Roen og følelsen af at blive værdsat har en kæmpe betydning for Tommy.

Men en dag går det galt.

- Jeg fik lov til at tage ned til Niels, men jeg skulle jeg altid være hjemme præcis klokken 18. Ikke ét minut over, husker Tommy Heine Hentsen og mindes den sensommerdag, han ikke når det.

Der skal høstes, og Tommy er naturligvis med Niels Brønnum. Det er Tommy, der kører traktoren med korn, og de mangler lige at få høstet det sidste, så tiden trækker ud.

- Jeg fik ikke lige sagt til Niels, at jeg SKULLE være hjemme klokken 18. Og da den bliver ét minut over, kommer knuden i maven. Ængstelsen. Frygten. For jeg vidste jo, hvad jeg skulle hjem til.

Han er rigtig fuld. Han skælder og smælder, og han vil tæske mor.

Tommy Heine Bentsen

De er først færdige en time senere. Tommy siger farvel, sætter sig op på cyklen og begynder at cykle hjemad. Men tanker drøner rundt i hovedet på ham. Bare 100 meter nede af vejen, træffer han en drastisk beslutning.

- Jeg kan ikke køre hjem. Jeg vil ikke hjem. Så jeg kører ned til en anden nærliggende gård, hvor jeg håber, jeg kan gemme mig, uden nogen ser mig, siger Tommy Heine Bentsen, der husker stilheden på gårdspladsen, da han lister over gruset og ind i laden.

- Der er hø. Katte. Og jeg kan endelig slappe af. Det bliver nok bedre i morgen.

Det bliver det også. For en stund.

- Hvor har du været?

Tommy falder i søvn i høet blandt kattene og vågner næste morgen ved, at en af karlene begynder at larme på gårdspladsen.

Nu rammer virkeligheden. Voldsomt.

Han går ud af gårdpladsen, mens en af karlene råber ”Hvad laver du her?!” efter ham.

På en grusvej på vejen hjem møder Tommy en politibetjent, der spørger, hvem han er. De har ledt efter ham, siden moren anmeldte hans forsvinden aftenen før.

Da han kommer gående op af indkørslen sammen med betjenten, kommer moren grædende ud, mens hun fortvivlet spørger ”Hvor har du været?”

- Jeg sagde, at jeg ikke turde komme hjem. Og så tænkte jeg ”undskyld”. Jeg havde fornemmelsen af, at jeg havde gjort noget galt.

Tommy bliver sendt ind i huset, og frygten for at få smæk sidder i ham. Men sådan går det ikke. I stedet tager betjenten en alvorlig snak med moren og stedfaren. Og til Tommys store lettelse får han faktisk fred for tæskene et godt stykke tid. Men snart er livet som det plejer. Barskt og utilregneligt. Et liv, hvor det handler om ikke at være i vejen og forsøge at tilpasse sig stedfarens skiftende humør.

Tommy blev tvunget til selv at slå

Da Tommy er ni år, vil hans stedfar have ham til at gå til boksning i den lokale bokseklub, Sparta i Vejgaard. Stedfaren har selv bokset som ung, og han mener, at Tommy skal lære at slå fra sig. Boksning er en del af det værtshusmiljø, som stedfaren kommer i.

Tommy er rigtig god til at bokse. Han har gode bevægelser, udholdenhed og stædighed. Men én afgørende ting, har han ikke.

- Jeg kunne simpelthen ikke lide at slå, fordi jeg selv har prøvet blive slået så meget. Jeg gjorde det, jeg boksede og vandt rigtigt mange kampe, men jeg havde det så skidt med det. Jeg gjorde det, fordi jeg ikke turde tænke på konsekvenserne, hvis jeg ikke gjorde det. Angsten for min stedfar var større end ubehaget ved at slå.

Tommy bokser i fire-fem år, to til tre gange om ugen. Det er et helvede hver eneste gang, han skal til træning.  Men han prøver at leve op til stedfarens ønsker, og søger hans anerkendelse. Det værste er, når der er stævner.

- Når vi var til stævner, kunne jeg ikke skjule mig, ligesom jeg prøvede til træning. Man kan ikke lade være med at slå igennem, fordi der er fuldt fokus på én, så det var virkelig slemt.

Der går flere år, før Tommy tør melde sig ud af volden i bokseringen. Det sker først, da stedfaren forsvinder ud af hans liv under stort drama.

Vil du ikke nok lade være med at slå min mor?

Tommys storebror Allan

Årene går og den sidste periode med stedfaren er enormt kaotisk og hektisk. Det eskalerer til daglige skænderier mellem moren og stedfaren.  Alkoholen tager for alvor overhånd, og der er hele tiden vold og smadrede ting i hjemmet. Stedfaren bliver anmeldt for vold, men få dage efter trækker moren anmeldelsen tilbage. Sådan bølger det frem og tilbage i hjemmet.

Det ender med, at moren og stedfaren bliver separeret. Huset ryger på tvangsauktion, og de flytter til en lejlighed i byen Gug – uden stedfaren.

Men det stopper ikke der. I stedet kulminerer det en aften, hvor stedfaren vælger at komme uanmeldt på besøg.

Død af piller og alkohol

Tommys mor lukker ikke op, da faren hamrer på døren. Så han sparker den ind.

- Han er rigtig fuld. Han skælder og smælder, og han vil tæske mor, siger Tommy Heine Bentsen, der er 13 år, da døren bliver sparket i stykker.

Han ved det ikke der, men det bliver sidste gang, at han ser sin stedfar i live.

Tommy, storebroren Allan og søsteren Jeanett sidder lamslåede i stuen, mens stedfaren tager fat i moren ude i køkkenet og begynder at slå løs. En pige fra nabolejligheden hører larmen og volden og stikker hovedet ind af den smadrede dør.

- Ring til politiet, bliver der sagt.

Tommy kan ikke huske, hvem der råber det, men det er ikke ham. Han ved ikke, hvad han skal gøre.

- Jeg overvejer at tage en vandpibe i teaktræ, vi havde stående, og slå min stedfar med den, men jeg er lammet af frygt.

Men inden han kommer så langt, rejser den 15-årige Allan sig og går ud i køkkenet.

- Vil du ikke nok lade være med at slå min mor? siger han.

Det er første gang, han lægger sig imellem stedfaren og moren. En knytnæve rammer Allan lige i ansigtet. Blodet sprøjter fra hans læbe, og han ryger i gulvet. Politiet kommer kort tid efter med trukne pistoler og overmander stedfaren og trækker ham ud af lejligheden. Det er naboerne, der har tilkaldt dem.

- Jeg husker bare den der dør, som er fuldstændig smadret, så vi ikke kan lukke den.

Vi levede af havregryn, og hvad ved jeg. Der var ikke nogen hjælp fra min mor. Intet.

Tommy Heine Bentsen

To år senere hører han, at stedfaren er død af piller og alkohol. Flere følelser fylder den nu 15-årige Tommy.

- Min første reaktion var, at det havde han fandeme godt af, husker Tommy Heine Bentsen, der ud over fryd også føler lettelse.

- For der var et had. Det var godt, at han døde – så vi fik fred. Senere, da jeg var lidt ældre, tænkte jeg, at det var nok godt, han døde, for ellers kunne jeg måske have gjort gengæld, og så var jeg nok havnet i fængsel, siger Tommy Heine Bentsen.

Men selvom stedfarens trussel forsvinder med hans død, fortsætter Tommys problemer. Bare på en ny måde.

Svigtet af mor – efterladt i lejlighed

Årene flyder sammen efter, at stedfaren er forsvundet ud af deres liv. Volden aftager – og det er en kæmpe lettelse – men der er stadig masser af alkohol, og moren har forskellige kærester, der kommer og går.

Da Tommy er 15 og broren 17 år, kapper hun båndene til dem. Hun flytter sammen med en ny kæreste på Sjælland og tager søsteren Jeanett med. Drengene bliver efterladt i en lejlighed i Gug ved Ålborg. Overladt til sig selv. 

- Vi levede af havregryn, og hvad ved jeg. Der var ikke nogen hjælp fra min mor. Intet. Det var jo vanvittigt. Vi ringede den første måned, da vi løb tør for penge. Og jeg kan tydeligt huske hendes svar. Vi ville ikke få så meget som fem kroner af hende, det måtte vi selv lære at styre, siger Tommy Heine Bentsen.

Han oplever endnu en gang at blive svigtet af moren. At blive slået af sine forældre gør selvfølgelige ondt, men det værste er den gennemgående følelse af svigt. Den fylder og nager. Tommy Heine Bentsen kan stadig ikke forstå, at hans mor har virket så følelseskold og ansvarsløs gennem hele barndommen.

- Det er som om, hun bare blinker med øjnene, og så er alt det dårlige bare væk, siger Tommy Heine Bentsen.

Min barndom har forfulgt mig hele mit voksenliv, og det har egentlig gjort, at jeg ikke har følt jeg har slået til og været tilstrækkelig

Tommy Heine Bentsen

Brødrene lærer at klare sig. De bor sammen indtil Tommy, 19 år gammel, får en læreplads og flytter på kollegium på Sjælland. Her møder han pigen, der ændrer hans liv.

Mødet med Marin

En af de første dage han bor på kollegiet, ser han en pige komme løbende ned af trapperne.

- Jeg tænkte, hold da op, hun er lækker.

Hun hedder Marin og kommer fra Færøerne. Men hun har en kæreste.

Hver gang de mødes i kollegiebaren Kahytten byder han hende op til dans. Og hun siger ja. Men aldrig mere end to danse.

Hun har fået fortalt, at hvis man danser mere end to danse i Danmark, så vil man noget. Det er hun ikke parat til. I hvert fald ikke endnu.

- Hun var ikke klar til mig. Fordi hun havde en fornemmelse af, at hvis det blev mig, så blev det meget alvorligt, meget hurtigt, og hun var stadig meget ung.

Tre år senere, da Tommy er 22 år gammel, ringer hans telefonen. Det er Marin, og hun inviterer ham til nytår hos en fælles ven. De springer ind i det nye år sammen. 1. januar vågner de i samme seng. Tommys verden har aldrig været den samme siden.

Ét spørgsmål tilbage

- Min verden havde altid bare handlet om overlevelse. Men Marin åbner op for mig igen. Vi har nogle fantastiske snakke. Hun er livsklog, og hun har en refleksion, jeg aldrig har mødt før.

Nu i dag hvor jeg er blevet voksen, så er jeg egentlig meget ked af, at min stedfar døde.

Tommy Heine Bentsen

I Marin møder Tommy en sikker havn, hvor han endelig finder ro og rum til at finde sig selv igen. Hun udfordrer ham, holder ham til ilden, og skubber ham videre i livet. Det bliver også startskuddet til Tommys kamp for at turde tage livtag med fortiden. En hård og vanskelig proces han stadig er i gang med.

- Min barndom har forfulgt mig hele mit voksenliv, og det har egentlig gjort, at jeg ikke har følt, jeg har slået til og været tilstrækkelig eller god nok, siger Tommy Heine Bentsen.

Det er ikke til at se, hvis man blot betragter ham udefra.

Tommy Heine Bentsen viser normalt ikke sin hårde barndom udadtil.
Tommy Heine Bentsen viser normalt ikke sin hårde barndom udadtil. Foto: Rene Gundesbøl/TV 2 / Rene Gundesbøl/TV 2

I dag bor Tommy og Marin i Bagsværd. De har to børn på 18 og 23 år og et plejebarn på fuld tid. Tommy er afdelingschef i en virksomhed, hvor han har ansvaret for 60 medarbejdere.

Tommy kysser sin Marin i køkkenet i Bagsværd. Hun hjalp ham med at lægge fortiden bag sig.
Tommy kysser sin Marin i køkkenet i Bagsværd. Hun hjalp ham med at lægge fortiden bag sig. Foto: TV 2 / TV 2

Den hårde rejse gennem livet, har lært ham nogle vigtige ting. Han er ærlig over for sig selv, og han tager fat der, hvor han brænder sig. Der, hvor de indre dæmoner viser deres ansigt. På den måde tager han en styrke ud af de ting, han har haft i sin fortid, og han har vendt det negative til noget positivt.

- Hvis man ser mig udefra, så tænker de fleste nok, her er der en fyr, der har styr på alt i sit liv. Men det er jo en facade, kan man sige. For jeg deler jo ikke alt med alle, og det er de færreste, der kender historien bagved; at jeg er et barn med en voldsom opvækst. Og at jeg altid har kæmpet med min angst for ikke at være tilstrækkelig.

Tommys mor har ikke ønsket at deltage i dokumentaren om hans liv, men vil gerne tale med ham. Hun erkender den daglige vold i hjemmet, men anerkender ikke fuldt ud, hvad det har betydet for Tommy.

Hun er uenig i flere påstande i fortællingen. Ifølge hende har hun altid sørget for, at børnene blev passet. Hun mener også, at hun igennem årene har undskyldt til Tommy, og siger at ingen desværre kan skrue tiden tilbage.

Med årene er hans hårde følelser over for stedfaren også blevet afløst af sorg. Sorg over aldrig at kunne konfrontere ham med, hvad han gennem otte år gjorde ved den lille dreng. Lussingerne, knytnæverne, bæltet.

- Nu i dag hvor jeg er blevet voksen, så er jeg egentlig meget ked af, at min stedfar døde. For jeg får aldrig nogensinde talt med ham om alt det her, og jeg får aldrig svar på de spørgsmål, jeg har, i forhold til hvad det var, der gik igennem ham, da han gjorde det ved mig?