Flygtede fra børnehjem i underbukser: Straffen overgik alt de tidligere havde oplevet

Dette er historien om drengene fra Godhavn, et sted hvor børn blev straffet, tæsket og ydmyget af dem, der var ansat til at passe på dem.

Østre Landsret behandler tirsdag den tidligere godhavnsdreng Poul Erik Rasmussens ankesag mod Børne- og Socialministeriet. Københavns Byret har tidligere frifundet Børne- og Socialministeriet. Byretten sagde dengang, at Poul Erik Rasmussens krav om godtgørelse for tort er forældet, men Poul Erik Rasmussen ankede sammen med sin advokat Bjørn Elmquist sagen. Læs her TV 2's fortælling om livet på børnehjemmet og se serien på TV 2 Play.

- Man kan eddermame løbe stærkt, når man har Djævlen i røven.

En aprilaften beslutter Poul Erik og hans rødhårede ven Jens sig for at flygte fra Børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland. Kun iført underbukser og med et militærtæppe under armen. Målet er Sverige.

De to drenge er indlagt på sygestuen, fordi de har fået tæsk efter tidligere flugtforsøg. Men bevidstheden om, at de tæsk, der venter, får Poul Erik og vennen til at træffe beslutningen om endnu engang at tage flugten fra Godhavn.

Det er aften, tæt på midnat, da de kryber ud af et lille vindue på 1. sal.

- Vi troede, at alle sov på det tidspunkt, og så kravlede vi ud af vinduet. Det kunne vi sagtens. Vi var jo bare nogle små unger, siger Poul Erik Rasmussen til TV 2. Han er lille og mager på det tidspunkt. En splejs.

I fire-fem meters højde kravler de hen langs taget og ned ad nedløbsrøret. Men i bygningen overfor sover overlæreren ikke. I det øjeblik deres fødder rammer jorden, kommer han løbende i sin pyjamas. Direkte mod dem. Han har set det hele fra sit vindue.

De spurter af sted mod udgangen af gårdspladsen. Jens forrest med Poul Erik i hælene. Ud af den store port, og derfra er det i lige linje ud over pløjemarkerne med tæppet under armen i bare fødder og underbukser med ”Djævlen i røven”.

- Han (red. overlæreren) er lige ved at få fat i mig. Og får desværre fat i tæppet. Men vi fortsætter bare. Han skal ikke have fat i os, husker Poul Erik Rasmussen om den overskyede nat.

Der var flugtforsøg minimum én gang om ugen på Godhavn, husker Poul Erik. De fleste blev fanget på flugtdagen. Hvor skulle man løbe hen, og hvordan skulle man kunne gemme sig, når man havde uniformstøjet på? Alle kunne jo kende en.

Poul Erik og Jens løber langt i en retning for så at vende om og løbe i en helt anden retning. De vil forvirre forfølgerne, og det lykkes.

Planen er at komme så langt væk, som de to drenge kan forestille sig. Nordsverige. Her vil de aldrig fange dem igen. Det tror de i hvert fald, mens de løber gennem mørket mod vandet.

square to 16x9

Børnene græd sig i søvn

Poul Erik er 13 år gammel, da han ankommer til de stateligt udseende rødstensbygninger, der er rammen om Børnehjemmet Godhavn i Tisvilde. Året er 1963, og ude fra ligner det en skole, men det bliver ikke til meget skolegang for Poul Erik og de andre drenge, der er anbragt her.

Poul Erik bliver kaldt tændstikken af de andre drenge, fordi han er så tynd. De næste par år er et mareridt fyldt med angst, tæsk og ydmygelse, inden han endelig slipper ud.

- Jeg var en af dem, der fik mange tæsk på Godhavn, og jeg har prøvet både at få slået en tand ud, brækket en næse, flækket øjenbryn, og jeg har også fået brækket en arm, siger han.

Så tog han fat i min tissemand, og så hev han mig bare op i luften, så fødderne ikke rørte jorden.

Poul Erik Rasmussen

På Godhavn går drengene i uniform. Nedarvet kanvastøj fra de børn, der har været der før. Slidt, lappet og hullet. Lyseblåt kanvas, ternede skjorter, uldsokker og træsko, der aldrig passer. Det er enten for småt eller for stort, og der er indsyet numre i både tøj og træskoene.

Poul Erik er nummer 26.

- Man kunne jo godt have sat navn i. Men på den anden side set, så havde vi jo lige pludselig været mennesker i stedet for numre. Og det havde nok ikke været for godt. Jeg synes, vi blev opfattet, som værende ikke-mennesker, siger Poul Erik Rasmussen.

Sådan oplever han tiden på Godhavn og den behandling, som børnene fik af både lærere og forstander Christian Bek. 

Dagene på Godhavn gik mere med arbejde end med undervisning.
Dagene på Godhavn gik mere med arbejde end med undervisning. Foto: Johnny Viinblad Jensen / Johnny Viinblad Jensen
Drengene blev anbragt på hjemmet af Børneforsorgen.
Drengene blev anbragt på hjemmet af Børneforsorgen. Foto: Johnny Viinblad Jensen / Johnny Viinblad Jensen

- Forstander Bek og hans disciple, der havde 50 børn, som græd sig i søvn. Hvordan kunne de betragtes os som numre i stedet for som børn? Der var ikke noget, der hed kærlighed eller noget, der hed følelser. Det er nok det, jeg har sværest ved at forstå. De havde sgu selv børn. Hvordan kunne de så have sådan et syn på os? Det fatter jeg ikke, siger Poul Erik. Rasmussen

Hver formiddag skræller Poul Erik kartofler, fordi han kom til at sige, at han gerne ville være kok. Og hver anden dag arbejder han i marken sammen med de andre drenge.

Han går kun i skole to-tre timer hver anden dag.

- Da jeg forlod Godhavn, var det uden nogen skolepapirer eller noget. Jeg havde jo ikke rigtig gået i skole, siger Poul Erik Rasmussen og fortsætter:

- Jeg gik derfra med en grå papirspose med lidt tøj, 26 kroner på lommen og så bogstaveligt talt et spark i røven. Der var ikke nogen værge eller nogen til at hjælpe mig videre. Så det gav jo nogle kæmpe problemer. Jeg kendte jo ikke noget til livet. Jeg havde bare været lukket inde på Godhavn, siger Poul Erik Rasmussen.

I stedet for undervisning og omsorg fik to år med tæsk og ydmygelser i et omfang, man ikke kan forestille sig på en dansk børneinstitution.

Lykkelige, men i livsfare

Efter 20-30 kilometers løb i mørket – væk fra Godhavn – rammer Poul Erik og Jens kysten ved Øresund. Sverige og friheden er lige på den anden side. Der ligger en lille plastikjolle på sandstranden. Men der er ingen motor og langt over Øresund.

I den overskyede nats totale mørke går de på jagt i de nærliggende sommerhuse og finder en motor med benzin og det hele. Et rent lykketræf. Uden at have prøvet det før, får de monteret den lidt for store påhængsmotor på jollen og stikker til søs.

- Der var fandeme bølger, kan jeg huske. Og bælgmørkt, siger Poul Erik Rasmussen.

Vennen, Jens, sidder ude i stævnen for at holde den lette båd nede. De kan se lysene fra Sverige.

- Jeg kan huske, at vi grinede og lavede jokes. Det var forløsning. Vi var fri. Vi var verdens herskere. 

To knægte i en lille jolle. På lykke og fromme over et oprørt hav. Kulden bider ikke på dem, selvom de kun har underbukser på, og det er april måned. Der er ingen tanker om, hvordan det kan gå rivende galt hvert øjeblik. Én forkert bølge, og de ligger på havets bund. De har en pragtfuld tur.

Båden stopper temmelig brat, da de rammer kysten.

- Vi kunne ikke se stranden, da vi ramte den. Det var bælgravende mørkt. Og den lille plasticbåd røg direkte på stranden. Det var kun ekstra sjovt, siger Poul Erik Rasmussen.

De ved det ikke på det tidspunkt, men de er landet i Domsten i Sverige. De bryder ind i et sommerhus, finder noget tøj og sover der den første nat. Men der er ingen mad nogen steder. Det bliver til tyvetogter i de andre sommerhuse, men udbyttet er begrænset. Lidt sodavand, en smule dåsemad og masser af spiritus. Det er første gang, at Poul Erik smager alkohol.

- Fy for satan. Det havde vi slet ikke lyst til, husker han.

De er der i næsten to uger, og det føles som en ren ferie. I weekenden, hvor sommerhusets ejere kunne komme forbi, sover de under jollen nede på stranden. Det er et af Poul Eriks bedste minder fra den tid. Men lykken varer ikke ved. Sådan går det ikke for drengene fra Godhavn.

square to 16x9

Kongen af Godhavn

Det er forstander Bek, der i årene fra 1950-75 regerer på Børnehjemmet Godhavn ved Tisvildeleje i Nordsjælland. Han er kongen, og hans ord er lov. Han går forrest i afstraffelserne, og blødsødne lærere ryger ud, hvis de ikke gør, som han dikterer.

En anden af børnehjemmets drenge, Arne Roel Jørgensen, husker en speciel, men meget effektiv metode, som forstanderen brugte til at få drengene til at makke ret.

- Der fandet det, der blev kaldt ”Godhavnsbank”. Hvis man gjorde noget forkert og ikke indordnede sig. Godhavnsbank det er, hvor der står 50 drenge og tæsker en, og hvor læreren samtidig står og griner, siger Arne Roel Jørgensen til TV 2. Som 14-årig var han anbragt på Godhavn i et års tid.

Han husker følelsen af at være helt alene i verden, hvor han intet kunne gøre. Det var bare at indordne sig et system og et hierarki indbyrdes blandt drengene. Arne prøvede både at få og give Godhavsbank. For hvis man ikke gjorde det, så fik man selv bank.

Det var sværest for dem, der var nederst i drengenes hierarki. Arne var en af dem. Allernederst. For han begyndte at tisse i sengen, da han kom på børnehjem. Dem havde forstanderen også et særlig ord for og metode til. De blev kaldt tissedrengene og behandlet værst af alle.

I dokumentarserien ”De Brændte Børn” på TV 2, hjælper Lisbeth Zornig Andersen, forfatter og debattør, tre af de nu voksne Godhavnsdrenge med at gøre op med barndommens svigt, så de kan gøre sig fri at deres fortid.

square to 16x9

Tissedrengene i Blåtårnet

De, der tissede i sengen på Børnehjemmet Godhavn, sov i et bestemt anneks for at ydmyge dem. Blåtårnet. Hvor der stank af urin. De gik kun i bad én gang om ugen. Nogle gange kun hver 14. dag.

Om morgen blev de hånet, og deres tisselagner blev hevet frem til skue for alle de andre drenge. Lærerne var eksperter i at få de andre drenge med på at håne tissedrengene. Så stod de andre i hvert fald ikke selv for skud så længe. Et liv i evig frygt.

- Selv om natten havde jeg ikke fred, for jeg var jo en af dem, der tissede i sengen. Så lå jeg og tænkte på, hvad nu, når jeg vågner? Så vidste jeg jo godt, hvad der skete, siger Arne Roel Jørgensen.

Der gik uger mellem at drengene kom i bad. Det gik især ud over
Der gik uger mellem at drengene kom i bad. Det gik især ud over "tissedrengene". Foto: Henning Clausen / Henning Clausen

I de mange år efter Godhavn har Arne Roel Jørgensen aldrig rigtigt fundet ro. Han beskriver det som en konstant sitren. Et alarmberedskab. Og til sidst kunne kroppen ikke mere.

For et par år siden knækkede filmen, og han fik konstateret posttraumatisk stress. Minderne og ydmygelserne forfølger ham stadig.

- Jeg skulle en gang pudse vinduer i hovedbygningen ind til forstander Beks kontor. Da sked jeg i bukserne af ren frygt. Frygt for at han sad derinde og for, at jeg ikke kunne gøre det godt nok. Jeg var rædselsslagen. Det fortæller lidt om, hvor meget han fyldte.

Du har altid fået at vide, at du ikke var noget. Du har altid fået at vide, at du ikke var noget værd. Du bliver aldrig til noget. Det, tror jeg, har sat sig store spor i hovedet.

Arne Roel Jørgensen

Udover ydmygelserne og tæskene blev nogle af drengene medicineret. Mod sengevædning fik de at vide. Arne tog voldsomt på, selvom de ikke fik meget at spise. Det var vand i kroppen. Han blev dog stadig ved med at tisse i sengen. Han husker også, at han ofte levede i sin helt egen verden på grund af medicinen.

- Jeg gik rundt i en zombieagtig tilstand. Det var der faktisk mange af drengene, der gjorde, for de fik også medicin af forskellig art, siger Arne Roel Jørgensen.

Hvad er Truxal?

Pillerne, som Arne Roel Jørgensen fik, var i virkeligheden Truxal, der er et førstegenerations antipsykotisk middel med angstdæmpende og beroligende effekt.

Lægemidlet har dog en også en lang række dokumenterede bivirkninger blandt andet væskeophobning i kroppen, træthed, svimmelhed og synsforstyrrelse, hovedpine, kvalme, forstoppelse, øget svedproduktion, søvnløshed, nervøsitet og nedsat seksualdrift.

Det er først mange år senere, da han får aktindsigt i sine egne papirer, at han finder ud af, hvad de piller i virkeligheden var: Et kraftig antipsykotisk middel kaldet Truxal.

I dag forstår Arne Roel Jørgensen stadig ikke, hvordan man kunne tillade sig at gøre det mod børn. Uden at de vidste det. Desværre var det slet ikke det værste, de gjorde ved børnene.

Så begynder mareridtet igen

Poul Erik og rødhårede Jens ligger og sover i det svenske sommerhus, da de hører, det banker på døren. Kraftigt. De er ikke er i tvivl. Nu er de fundet, så de stikker af ud af vinduet. Mens de løber af sted, aftaler de at dele sig op. Så der er større chance for at slippe væk.

Poul Erik kravler op i et højt træ, da han ikke kan løbe længere. Men denne gang er heldet sluppet op.

- Jeg tænker, ”her kan de sgu ikke se mig”, mens jeg kan høre dem snakke dernede, og så er der en, der siger, ”han sidder deroppe”. Så kunne jeg lige så godt kravle ned. De havde jo ikke tænkt sig at gå, siger Poul Erik Rasmussen.

Han bliver taget hårdt i armen, ført med og låst inde i en garage, indtil politiet kommer og henter dem. Den ene betjent kalder dem ”nogle røvhuller”, men de er faktisk flinke.

- De var mærkelige (red. svensk politi), for de slog os ikke. Jeg synes, det var møgunderligt, for de smilte til os, og vi fik også en sodavand. Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed. Det var en underlig fornemmelse, husker Poul Erik Rasmussen.

Efter besøget på Helsingborg Politistation bliver de fragtet med færgen til Helsingør Politi, hvor betjentene også er overraskende flinke. Men Poul Eriks tanker er allerede begyndt at kredse om de tæsk, der nu venter hjemme på Godhavn. Da han går på toilettet, ser han et lille vindue, som han hopper ud af.

- Men jeg landede lidt midt i fangegården, hvor politistationens fanger var på gårdtur. Det grinede de en del af, siger Poul Erik Rasmussen.

Men grinene holder hurtigt op på politistationen hos Poul Erik og Jens, da et par af de værste lærere fra Godhavn kommer ind af døren. Nu kommer straffen.

- Der var stort smil på og hyggesnak med betjentene, indtil vi kom ind og sad bag i bilen. Så begynder mareridtet jo.

Børnene blev ”varmet op” for forstanderen

Poul Erik er en sand flugtkonge og stak i alt af hele 12 gange. Og var der noget, som forstander Bek hadede, så var det ”rømningerne”, som flugtforsøgene blev kaldt. Straffen var hård og brutal, men det skulle vise sig, at prisen for flugten til Sverige blev endnu højere end normalt.

- Når jeg stak af, så tænkte jeg overhovedet ikke over, hvad der skete, når jeg kom tilbage igen. Det vidste jeg godt. Jeg tænkte kun på den der korte frihed. Nogle gange bare to dage. Jeg var væk. Så er det lige meget, hvad helvede der skete bagefter. Det var ikke før, jeg nærmede mig Godhavn igen, at jeg begyndte at ryste. For som regel endte det med en tur på sygestuen, siger Poul Erik Rasmussen.

Det værste på Godhavn – udover volden – var, at vi ikke blev betragtet som børn. Vi blev betragtet som noget, der var kasseret.

Poul Erik Rasmussen

Alle 12 gange Poul Erik stikker af fra Godhavn, gør han det sammen med sin rødhårede ven, Jens, som han får et nært forhold til på børnehjemmet. Jens kom til Godhavn fra den lille sønderjyske by Jels et par dage efter Poul Erik, og deres senge stod kun 30-40 cm fra hinanden på den 50 mand store sovesal.

- Når man stikker af fra Godhavn, så er det fordi, at man har nået en grænse, hvor man ikke kan holde det ud mere. Sådan er det første gang man stikker af. Næste gang stikker man af, fordi man fik tæsk første gang. Og så bider det sig selv i halen hele vejen, siger Poul Erik Rasmussen om, hvorfor han stikker af, når han ved, hvad der venter.

Men denne gang havde han ingen anelse om, hvor høj prisen ville blive. Køreturen tilbage til børnehjemmet giver dog et fingerpeg.

De to flugtkumpaner Poul Erik og Jens bliver ”varmet op” med knytnæver og albuer hele vejen fra Helsingør til Godhavn, så de er blevet gjort møre, inden de kommer ind til forstander Bek.

Bek er en korpulent mand på omkring 150 kilo med en stor mave og nogle kæmpe hænder, som han ofte bruger til at give syngende lussinger med på én gang. En såkaldt dobbelt ørefigen, hvor banker sine labber ind på begge øre samtidig. Han slår hårdt. Som regel kan man se aftrykket efter hans hænder en halv time senere. Poul Erik kommer først ind på hans kontor.

- Der var ikke det der sædvanlige sleske smil, han plejede at lokke med for at få en til at komme ind, husker Poul Erik Rasmussen om sin forstander:

- Han kom farende som en bulldozer.

Papirerne chokerer – hans egen mor stod bag

Det var typisk adfærdsvanskelige børn eller børn, der kom fra fattige hjem, som blev fjernet fra deres familier af Børneværnet og kom på børnehjem. Sådan et barn var Poul Erik, inden han kom på Godhavn.

Den gang syntes han selv, han var lidt klogere end alle de andre i skolen, så han pjækkede for at tjene penge i stedet. Men en dag kom der pludselig to mænd fra Børneværnet og passede ham op på gaden.

- De sagde ”Du skal følge med os”. Men hvor jeg skulle hen og hvorfor, det fik jeg ikke at vide. Og det var dengang man troede på voksne, siger Poul Erik Rasmussen.

Samme aften efterlyste hans mor ham hos politiet, da hun ikke kunne finde ham. De oplyste, at han var kommet på børnehjem.

Først mange år senere, da Poul Erik Rasmussen får aktindsigt i sin egen sag går den tragiske sandhed op for ham. Det var hans egen mor, der uforvarende fik sendt ham på børnehjem. Det kan lyde absurd i dag, forklarer han, men det var en anden tid.

- Det var min mor, der havde bedt myndigheder om at få hjælp. Ikke om at få mig på børnehjem. Men at få hjælp til at få mig i skole, siger Poul Erik Rasmussen, der efter vreden har lagt sig godt kan forstå, at hun bad om hjælp. Hun havde nemlig heller ikke noget let liv.

Vi lærte jo dengang, at hvis du viser følelserne, så er du svag. Og det havde konsekvenser. Var du en tøsedreng, fik du tæsk. Ikke trøst og hjælp. Det er vores fællestræk.

Poul Erik Rasmussen

Hendes mand, Poul Eriks Rasmussens far, døde, da Poul Erik bare var fire år. Storesøsteren var syv og hans lillebror var kun et år gammel. Moren arbejdede på fabrik, var dårligt betalt og ville ikke have hjælp af det offentlige til at klare sig. Hun havde stærk migræne og blev slidt op i en tidlig alder.

- Hun anede ikke, hvad vi lavede. Vi var os selv det meste af tiden, fortæller Poul Erik Rasmussen.

Men at hendes råb om hjælp betød års terror, trusler og tortur for Poul Erik. Nogen, som hun nok næppe havde forudset.

square to 16x9

Men hvordan kunne det ske?

- Det gamle tilsyn så igennem med det. De kom ikke ud til os børn, husker en tredje af Godhavnsdrenene, Ove Hansen, der havde nummeret 31 i de fem år, han var anbragt på børnehjemmet. Han husker tydeligt, hvordan tilsynet med institutionen den gang foregik:

- En god middag med Bek (red. forstanderen ), en kop kaffe, en cognac og en god cigar. Det var sådan det fungerede med tilsynet, siger Ove Hansen til TV 2.

Nogle i systemet lukkede øjnene for det, der skete, mens andre løj bevidst. Derfor fortsatte afstraffelserne ufortrødent under Beks regime. Også efter, at det i 1967 blev gjort ulovligt at slå børn i skoler og på institutioner, det såkaldte ”spanskrørscirkulære”.

Spanskrørscirkulæret

Afskaffelsen af revselsesretten i skole og institutioner blev afskaffet i 1967.

I folkemunde blev det kendt som ”Spanskrørscirkulæret”, der i paragraf otte slår fast at ”legemlig straf må ikke anvendes.”

Det var altså officielt slut med lussinger, spanskrør og andre fysiske afstraffelsesformer – også de mildere former, der ikke falder ind under straffeloven. For eksempel trækken i håret, ørefigner eller anden smertepåvirkning.

I 2010 blev der også tilføjet et udtrykkeligt forbud imod ”nedværdigende behandling.”

Ove Hansen husker tydeligt, hvordan der blev set gennem fingre med eller løjet om tæskene, afstraffelserne og ydmygelserne – selv af børnenes familier.

En dag var Ove endt på sygestuen, efter at havde fået tæsk af forstander Bek, som så mange andre af drengene. Men skæbnen ville, at Oves forældre kom på besøg den dag og fik at vide, at han var syg. De insisterede dog på at se ham og blev vist op til sygestuen. Her fik de sig lidt af en overraskelse.

Det værste var, at Bek har fået ros for det.

Oscar Plougmann, tidligere tilsynsførende

- Hvordan er det, du ser ud? Du er jo ikke syg. Hvem har slået dig? spurgte hans far, da de så Oves mange blå mærker.

Og så fortalte Ove, at han var blevet tæsket af forstander Bek.

Da faren konfronterede forstander Bek med, at han havde tæsket hans søn, blev alt benægtet.

Forstander Bek afviste på det bestemteste at have lagt hånd på Ove. Den slags gjorde ingen af lærerne på stedet, tilføjede han. Ove var derimod faldet, fortalte Bek. Og så kunne forældrene ikke gøre mere. Dengang var man mere autoritetstro.

I virkeligheden havde Ove løbet en stor risiko ved fortælle sine forældre om volden. Men reaktionen lært ham, at det ikke kunne betale sig at sige sandheden.

Det var først, da der kom en ny generation af tilsynsførere og lærere på Godhavn, at tingene begyndte at forandre sig.

Disciplinen var streng på Godhavn.
Disciplinen var streng på Godhavn. Foto: Johnny Viinblad Jensen / Johnny Viinblad Jensen

Oscar Plougmann var ny tilsynsførende på blandt andet Godhavn i årene 1971 til 1976. Han er et af de få mennesker, der dengang tog kampen op med Christian Beks regime.

- Det værste var, at Bek har fået ros for det, siger Oscar Plougmann til TV 2.

- Systemet syntes, at det var godt, at der var ro, for det var det, de lagde vægt på. Der skulle ikke være problemer, der skulle være ro på. Så har systemet også et ansvar. De kunne jo have gået ind og sagt ”Hvad er det, der foregår her? Hvorfor får vi det ikke ændret?”, siger Oscar Plougmann og tilføjer:

- Hvis jeg skal være meget grov, kan jeg sige, at min chef kunne have standset det her på en uge.

Straffen for flugten til Sverige

På forstander Beks kontor falder Poul Eriks straf for springturen til Sverige prompte og hårdere end nogensinde før.

- Han labbede mig en, så jeg røg over og væltede hans skrivemaskine ned. Det tændte ham af. Så meget, at han brugte knytnæverne. Så smed han mig op på lædersofaen. Jeg lukkede bare øjnene, for jeg vidste, at han kom, siger Poul Erik Rasmussen.

Jeg skulle en gang pudse vinduer i hovedbygningen ind til forstander Beks kontor. Da sked jeg i bukserne af ren frygt.

Arne Roel Jørgensen

Den 150 kilo tunge forstander kaster sig over den spinkle dreng og lander på hans bryst og mave, som han har ry for at gøre. Poul Erik besvimer.

- Jeg tror måske, han blev lidt forskrækket, fordi jeg besvimede. Det håber jeg da. Men så kom overlæreren ind, og Bek sagde ”Fjern det skravl fra mit åsyn”. Lettet, tænkte jeg, at nu fik jeg fred. Gu gjorde jeg ej. Overlæreren var en af de værste, siger Poul Erik Rasmussen, der bliver hevet i øret hele vejen op ad trapperne til sygestuen.

Der gennembanker overlæreren Poul Erik, inden han kræver, at han tager alt det tøj af, som han har stjålet i Sverige. Også underbukserne. Men dem fumler Poul Erik med.

- Så tog han fat i min tissemand, og så hev han mig bare op i luften, så fødderne ikke rørte jorden, holdt mig der og smed mig ned på gulvet. Så tror jeg, at han kunne se, at jeg havde fået nok. For der var ikke et ord eller noget, siger Poul Erik Rasmussen.

Overlæreren vender sig og låser døren udefra. I en hel uge efter tisser Poul Erik blod.

- Det var nok min værste tur. Jeg har tit drømt om at gøre det samme ved ham overlæreren i dag. Det svin, siger Poul Erik Rasmussen.

Sådan ser de tre Godhavnsdrenge ud i dag. De er alle i 60'erne: Ove Hansen, Poul Erik Rasmussen og Arne Roel Jørgensen
Sådan ser de tre Godhavnsdrenge ud i dag. De er alle i 60'erne: Ove Hansen, Poul Erik Rasmussen og Arne Roel Jørgensen Foto: TV 2 / TV 2

Arene sidder stadig i sjælen

- Jeg tror det, der er fælles for os Godhavnsdrenge er, at vi er bange for at betro os til nogen. Vi er bange for at vise følelser. Vi tror ikke på autoriteter. Vi kender ikke vores ståsted. Men først og fremmest har vi svært ved at knytte os til nogen, siger Poul Erik Rasmussen, der har haft 73 jobs gennem sit liv.

Næsten alle Godhavnsdrengene har været gift tre eller fire gange.

- Når man når dertil, at følelserne hænger uden på tøjet, så skrider man. Man tør ikke. Fordi vi lærte jo dengang, at hvis du viser følelserne, så er du svag. Og det havde konsekvenser. Var du en tøsedreng, fik du tæsk. Ikke trøst og hjælp. Det er vores fællestræk, siger Poul Erik Rasmussen.

Arne Roel Jørgensen er stadig mærket af oplevelserne på børnehjemmet, der har givet ham PTSD.
Arne Roel Jørgensen er stadig mærket af oplevelserne på børnehjemmet, der har givet ham PTSD. Foto: TV 2 / TV 2

Arne Roel Jørgensen har oplevet det samme som Poul Erik Rasmussen, og deres livshistorier med flere ægteskaber og skiftende arbejdspladser minder om hinanden. Arne Roel Jørgensen er blevet lidt af en enspænder og har forsøgt at arbejdet sig ud af tankerne, der kværne i hovedet på ham.

- Du har altid fået at vide, at du ikke var noget. Du har altid fået at vide, at du ikke var noget værd. Du bliver aldrig til noget. Det, tror jeg, har sat sig store spor i hovedet. Men det har også gjort, at jeg har tænkt, at det skal være løgn, siger Arne Roel Jørgensen.

Poul Erik Rasmussen kæmper for en undskyldning.
Poul Erik Rasmussen kæmper for en undskyldning. Foto: TV 2 / TV 2

Poul Erik Rasmussen forklarer det på denne måde:

- Det skulle de aldrig have sagt: Du kan ikke. Det er måske det plus, jeg har fået med. Jeg plejer at sige, at jeg kan alt. Jeg bliver bare ved, til jeg lærer det. Men hold kæft, hvor har jeg gjort meget forkert. Mest på det følelsesmæssige område. Det fik jeg ikke lært.

De mange Godhavnsdrenge har kæmpet hele livet for at bevise at faktisk er noget værd. At de er gode nok. I 2005 mødtes 17 af dem for første gang, hvor det gik op for dem, at de ikke havde været alene om de usynlige ar.

For første gang siden børnehjemmet mødtes en flok Godhavnsdrenge i 2005.
For første gang siden børnehjemmet mødtes en flok Godhavnsdrenge i 2005. Foto: Privatfoto / Privatfoto
Ved mødet opdagede de, at de havde gået med de samme følelser i alle årene.
Ved mødet opdagede de, at de havde gået med de samme følelser i alle årene. Foto: Privatfoto / Privatfoto

- Vi har jo gået i alle årene efter Godhavn og haft den forståelse, at vi var kasserede, at vi var forkert på den, at vi var anderledes. Og vi skulle behandles sådan. At de havde lov til det. Og det gik ikke op for os før i 2005, hvor vi mødtes. Vi havde jo alle haft det sådan. Hver for sig. Vi havde ikke troet, at det var dem, der var noget galt med. De var jo voksne, siger Poul Erik Rasmussen.

Drengene, der imellem tiden var blevet voksne mænd, mødtes og tog op til Godhavn. For nogle af dem var det første gang i over 40 år, at de var der igen. Nogle ville slet ikke derind, da de endelig stod der. Selvom forstander Bek ikke længere lever, og Godhavn i dag er en velfungerende institution, så ligger der stadig en ånd over stedet, som ikke kan fjernes for Godhavnsdrengene.

Det gik først op for dem, da de mødtes, at de i alle årene havde gået hver for sig med de samme følelser. Det gav dem mod til at kræve en undskyldning.

Tager den hele vejen til Folketinget

Efter mødet i 2005 har drengene fra Godhavn dannet en forening med ét formål: At stille staten til regnskab og få en undskyldning. Ikke bare en beklagelse, men en undskyldning. For indtil nu har fem ministre i skiftende regeringer givet det sammen svar.

- Gud, hvor er det synd for jer, men I får ingen undskyldning, sammenfatter Poul Erik Rasmussen.

Men undskyldningen er nødvendig for at komme videre for Godhavnsdrengene.

- Det værste på Godhavn – udover volden – var, at vi ikke blev betragtet som børn. Vi blev betragtet som noget, der var kasseret. At få den undskyldning, det kan få os alle sammen til at slappe af og finde noget ro, tror jeg. Vi slæber jo rundt på en skyldfølelse af, at ”det var jo mig, der ikke kunne indordne mig,” at det var mig, der var galt på den, siger Poul Erik Rasmussen.

I dokumentaren ”De brændte børn special” tager forfatter og debattør Lisbeth Zornig Andersen Godhavnsdrengene og deres kamp for en undskyldning helt til Folketinget.

Deres historier danner også baggrund for filmen, ”Der kommer en dag,” som har premiere torsdag samme dag som dokumentaren på TV 2.