Linda fra 'Hemmeligheder og løgne': Min mor tog i skjul til min ukendte brors begravelse

Linda Hansens mor blev spottet til sin bortadopterede søns begravelse. En bror, Linda slet ikke vidste, eksisterede.

Det er et væld af følelser, der rammer Linda Hansen, da hun finder ud af, at hendes mor har været med til begravelsen på den søn, moren i sin tid bortadopterede - Lindas storebror Bent.

Det fremgår ikke af TV 2-programmet 'Hemmeligheder og løgne', men der sidder et familiemedlem bag moren i kirken, som kunne genkende hende, fortæller Linda efterfølgende. 

Det er overraskende for Linda, der ikke kender til brorens eksistens, mens moren er i live. Hun finder ud af sandheden om storebroren, fordi hendes faster overbringer beskeden kort efter morens død.

I 'Hemmeligheder og løgne' forsøger hun og broren Claus at finde frem til den ukendte storebror og siden hans familie.

Blev genkendt 

Bent blev bortadopteret til fjerne slægtninge som fireårig, da Lindas mor var 20 år, og det er gennem Bents sønner og hans adoptivmor, at Linda i dag er overbevist om, at moren i skjul tog til Bents begravelse i 2008. 

Det var en overraskende viden, der satte nogle ting på plads for søskendeparret. 

- Jeg brød fuldstændig sammen over det. Det gjorde min bror også, fortæller Linda Hansen. 

Hun kom ind i kirken efter bisættelsen var gået i gang og satte sig på bagerste række. Hun gik kort før, den sluttede, og så var hun væk.

Linda Hansen

- Det fortalte os, at hun ikke bare havde glemt ham. Hun havde tænkt på ham, som vi også regnede med, at hun havde gjort, fortæller hun.

Men moren var diskret omkring sin hemmelighed.

- Hun kom ind i kirken, efter bisættelsen var gået i gang og satte sig på bagerste række. Hun gik kort før, den sluttede, og så var hun væk, fortæller Linda.

Både mor og søn ender med at miste livet samme år. Bent dør i januar 2008 af et hjertestop, og Lindas mor dør i maj samme år af en kræftsygdom. 

Linda er i dag uforstående over, at moren ikke fortalte sandheden om den ukendte bror, og hun kalder optagelserne til 'Hemmeligheder og Løgne' for en "god bearbejdelse" af alt det, der er sket. 

Der er ikke noget ved processen, hun fortryder at have fundet ud af - heller ikke, at moren i skjul dukkede op til storebrorens begravelse. Tværtimod.

- Det betød rigtig meget for mig at få at vide. Det fik det hele til at falde på plads for mig, for hun havde ikke bare glemt ham. Måske har hun endda set ham, uden at han ved det. Det tænker jeg, der er mulighed for, fordi det stadig har været en adoption indenfor familien og så alligevel en familie, vi ikke havde kontakt til. 

Har en mindesten i haven

Lindas bror Bent ligger begravet i Sorø, og selv om det var hårdt at besøge gravstedet den første gang, har det været rart at få sat et punktum ved graven, der ligger et ganske særligt sted.

- Hans adoptivmor sagde, at han skulle ligge op ad hækken, fordi han altid frøs så meget, så de havde fundet en god plads, hvor han ligger lidt under hækken og kan varme sig der. 

På grund af afstanden fra Midtfyn til Sorø, har Linda ikke mulighed for at komme forbi så ofte, som hun gerne vil, men det har hun fundet en løsning på.  

- Jeg har lavet et lille mindested i min egen have med en stor hjerteformet sten, jeg fandt lige udenfor kirkegården. Så har jeg ligesom lagt ham til hvile i min egen have. 

Efter programmet blev vist tirsdag aften, har Linda skrevet med Bents ene søn - hendes nevø. 

- Han håber snart, at vi ser hinanden igen. Jeg har skrevet, at de er meget velkommen til at besøge os, lige når det passer dem.

Præcision: Afsnittet om, at Lindas mor blev genkendt af familien er præciseret. Det fremgår ikke af programmet, at Lindas mor blev genkendt af et familiemedlem bagerst i kirken. 

16x9
Linda og Claus ved deres storebror Bents gravsted. Som fireårig blev han bortadopteret, men de to søskende finder først ud af brorens eksistens efter morens død. Foto: TV 2 / TV 2