- Jeg elskede min mor, men den nat vægtede jeg mit eget liv højest

16x9
Randi Pedersen som barn. Det var ikke umiddelbart til at se, hvor skidt hun havde det. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Randi Pedersen fik tæsk, sultede og blev sendt på psykiatrisk hospital af sin alkoholiserede mor. Alligevel elsker hun hende stadig.

- Hun har fat i mig, og hun er nok på vej til at trække mig ud på badeværelset, husker Randi Pedersen om et af de øjeblikke i hendes barndom, hvor det går helt galt.

Hendes mor jager hende rundt i lejligheden. Randi er 11 år gammel, men vrider sig fri af sin mors greb.

- Så løber jeg ned på hendes værelse, for der kan man låse døren med en nøgle. Min mor er lige i hælene på mig, og hun råber og skriger, at hvis hun får fat i mig, så slår hun mig ”kraftedeme ihjel!”

Randi var egentlig på vej i seng, så hun har kun natkjole på, da hun står med tilbageholdt åndedræt bag den låste dør til morens værelse i lejligheden i Høje Taastrup. På et tidspunkt bliver der stille. Randi tænker, at hun bør ringe til politiet, da hun pludselig hører, at moren kommer hen til døren og begynder at dirke i låsen.

- Jeg holder fast på nøglen. Blokerer nøglehullet. Og så bliver hun bare endnu mere vred, da hun opdager, at hun ikke kan komme ind, husker Randi Pedersen.

Så bliver der pludselig helt stille igen.

Randi hører lyden af en øl, der bliver åbnet – ”Tchsplop!” – og så kan hun regne ud, at hendes mor er ude i køkkenet. Med den brandert, hun har på, burde hun godt kunne nå ud af døren, tænker Randi.

- Jeg låser døren op. Lister ud i gangen. Tager mine vintersko i hånden. Og så løber jeg ud af døren til lejligheden iført natkjole. Jeg kan ikke huske hvilken måned, det er, men det er koldt. Det er aften. Og det er mørkt, siger Randi Pedersen.

Der skulle fandeme ikke meget til, så var hun oppe i det røde felt.

Charlotte Sternbo, Randis veninde

- Jeg elskede min mor rigtigt langt hen ad vejen. Indtil jeg løb hjemmefra. Den aften vægtede jeg mit liv højere end hendes, siger Randi Pedersen.

Flugten ud i mørket er den foreløbige kulmination på 11-årige Randis kamp med sin mor. En flugt fra en barndom fyldt med omsorgssvigt, alkohol og vold. Men det slutter langt fra der.

Blev sendt på toilettet og spise aftensmad som ”det svin” hun var

Randi Pedersen er i dag 36 år. Hun er køn, smilende og imødekommende. Men bag smilet og det raske ydre gemmer der sig en barndom, de færreste klarer sig igennem.

16x9
Randi Pedersen konfronterer sin barndom. Foto: TV 2 / TV 2

Post-traumatisk stress

Posttraumatisk stress, PTSD, er en psykisk tilstand, man kan risikere at udvikle, hvis man har været udsat for voldsomme hændelser. For eksempel store ulykker, naturkatastrofer, krig, tortur, overfald, dødstrusler eller gidseltagning.

Hvis man har PTSD, får man flash backs eller mareridt, hvor man igen og igen genoplever det, man har været udsat for. Man føler stærkt ubehag, hvis man kommer ud for situationer der minder om katastrofen. Man har tendens til at fare sammen, blive irritabel, få koncentrationsbesvær og problemer med at sove. 

- Jeg ved ikke, hvordan andre mennesker husker deres barndom. Jeg ved bare, at jeg husker ikke rigtigt min. Og det gør jo, at jeg reelt set ikke ved, hvem fanden jeg er, siger Randi Pedersen, der er diagnosticeret med PTSD, post-traumatisk stress.

- Jeg tænker, at det er en form for overlevelsesmekanisme. For hvis jeg skulle forholde mig til alt det, der skete, så havde jeg nok ikke kunne holde til det.

Hun husker mest sin barndom i brudstykker og flashbacks. Noget står lysende klart. Andet er sorte huller. Hun husker mest moren fra derhjemme. Halvnøgen. Iført en t-shirt eller badekåbe. Det var normalt i Randis barndomshjem. Det er også derfor, hun ikke så tit havde legekammerater med hjemme. For hun vidste aldrig rigtig, hvilken tilstand moren var i, når hun kom hjem.

16x9
Sådan husker Randi Pedersen sin mor fra da hun var lille - ofte halvnøgen i t-shirt eller morgenkåbe. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Hendes mor arbejdede i perioder som buschauffør, men var også meget arbejdsløs. Hun var alkoholiker.

- Jeg er stadig meget usikker på, hvad der skete dengang. Min mor siger, at der overhovedet ikke er sket noget. Og at de ting, der skete, de var min skyld. At jeg var et besværligt barn. At jeg var sindssyg. Hun har sågar sagt, at det er min skyld, hun drikker.

Dengang boede de i et klassisk socialt boligbyggeri i forstadskommunen Høje Taastrup, tæt på København. Hundredevis er mindre lejligheder stablet oven på hinanden i boligblokke med grønne områder imellem dem.

En af Randis opgaver derhjemme var at hente øl til sin mor hos købmanden. Ned med de tomme flasker og op med nye. Det var ikke noget, man sagde noget til i 80’erne. Randi blev også tit overladt til sig selv.

- Nogle gange fik jeg 100 kroner. Og så skulle jeg klare mig selv med mad resten af måneden. Resten brugte hun på druk. Hun kunne godt være væk i flere dage af gangen, siger Randi Pedersen om sin mor.

Og når så moren var hjemme, blev Randi en slags mental skraldespand for hendes vrede, hvor selv de mindste ting kunne udløse afstraffelse.

- Jeg elskede min mor, og jeg passede på hende. Problemet var, at jeg ikke kunne gøre noget rigtigt. Ligegyldigt hvad jeg gjorde, så var det forkert, siger Randi Pedersen. 

Men det var ikke kun hendes mors vrede, hun følte. Også stedfaren tager del i den hårde behandling:

- Hvis det tog for lang tid at spise aftensmad, så kunne man spise det ude på toilettet, som det svin man var, siger Randi Pedersen, der gik sulten i seng mange nætter og græd sig i søvn efter at have fået bank og skældud.

- Jeg fik at vide, at jeg havde fortjent det. At så kunne jeg jo bare opføre mig ordentligt.

I dokumentarserien 'De brændte børn' på TV 2 tager Randi på en rejse med Lisbeth Zornig Andersen, tilbage barndommen. For at finde ud af, hvad der virkelig skete og konfrontere fortidens dæmoner.

- Jeg tør ikke tage hjem. Jeg tør ikke tage hjem

Klokken er lidt i ti om aftenen, da Randi løber væk fra lejligheden i sin natkjole og vintersko. Hun løber ned til ungdomsklubben, hvor hun normalt danser lambada og hænger ud. Hun er heldig. Klokken er fem-ti minutter i lukketid.

- Jeg åbner døren ind til klubben, og så bryder jeg fuldstændig sammen. Det har jeg aldrig gjort før dernede, husker Randi Pedersen.

Normalt er Randi bare en af de piger, der kommer i klubben for at hygge og hænge ud med de andre. Hun er ikke en, der laver ballade. Tværtimod forsøger hun altid at skjule de mange problemer, hun har derhjemme. Når man se hendes billeder fra dengang, ser man kun en smuk og smilende pige.

16x9
Randi Pedersen som barn. Det var ikke umiddelbart til at se, hvor skidt hun havde det. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Men den aften ser hun forslået ud. Det står der i rapporten, som Randi først som voksen får adgang til. Personalet i klubben kan simpelthen se, at hun har fået bank. Det er nok den første og eneste gang, det er blevet nævnt eller noteret helt officielt. Uofficielt er det mere reglen end undtagelsen.

- Der var en anden dreng, som havde slået sig og var ked af det. Men da jeg kommer ind af døren, holder han fuldstændig op. Jeg kommer ind på klublederens kontor og husker bare, at jeg siger: ”Jeg tør ikke tage hjem. Jeg tør ikke tage hjem.”

Jeg husker, det sortner for mine øjne. Så der har været knald på.

Randi Pedersen

Det ender med, at Randi kommer hjem til en klubmedarbejderen Turid og sover der natten over. Én nat bliver til 14 dage væk fra hjemmet. Hun bliver tilknyttet en aflastningsfamilie, og det hjælper lidt. Men hverdagen er stadig barsk, og der sker langsomt et skred indeni Randi. Den pæne piges facade begynder for alvor at krakelere.

- Jeg blev enormt udadreagerende. Jeg blev flabet overfor de voksne, husker hun om den tid.

Det bliver mere og mere tydeligt, også for omverdenen, at der er noget galt hjemme hos Randi. Hun husker, at en af de andre klassekammeraters forældre på et tidspunkt giver hende en seddel i hånden. Det er et nummer til Børnetelefonen. ”Ring til dem,” bliver der sagt.

Da Randi ser telefonnummeret i hånden, er den første tanke er de uoverskuelige konsekvenser,

- Hvis min mor finder nummeret, så får jeg bank. Og hvis jeg ringer på det her nummer, og de opdager nummeret på telefonen. Så får jeg endnu flere bank, tænker hun.

Så Randi ringer ikke til børnetelefonen. Hun smider nummeret ud, inden hun kommer hjem til sin mor.

Får stukket hash i munden

Ud over alkoholen er hash også en del af morens liv og dermed af Randis liv. Det er normalt, at Randi bliver taget med, når moren skal besøge sine pushere.

- Jeg husker episoder, hvor jeg skulle bære hash inde i munden, når politiet kom gående på gaden. Hun sagde, ”gem det lige under tungen eller i kinden”. 

Moderen nøjes ikke med at gemme hash i sin datters mund.

- Har du det ikke sjovt, Randi, spørger moren en aften, efter at de har drukket en kop te.

- Næh, svarer hun, og så bliver moren ærgerlig, for den hash, hun havde skjult i teen, havde åbenbart ikke haft nogen virkning på Randi.

Misbruget og alkoholen er en ting. Men Randi husker mere en barndom uden faste holdepunkter. Det eneste, hun kan regne med, er morens utilregnelighed, og den kan gå én af to veje.

- Enten var hun stang-Bacardi og væltede rundt og kom til skade, så jeg skulle tage mig af hende. Eller også var hun et monster, der råbte og skreg og slog. Der var ikke rigtig noget midt i mellem, siger Randi Pedersen.

Kun 10 år gammel, fortæller hendes bedste veninde, Charlotte, for første gang Randi, at det, der foregår hjemme hos hende, ikke er normalt.

- Der skulle fandeme ikke meget til, så var hun oppe i det røde felt, husker veninden, Charlotte Sternbo, om Randis mor. Hun husker især én aften, hvor det går helt galt.

På flugt og på strømpesokker på grund af en enkelt opvask

Randi og Charlotte er alene hjemme hos Randi. De har sat gule post-it-sedler op i hele lejligheden, hvor der står ”please søde mor, må jeg ikke godt sove hos Charlotte?” Men da moren kommer hjem, er det eneste hun ser, at opvasken ikke er taget, husker Charlotte:

- Hun går fuldstændig amok. Hun jagter mig ud af lejligheden. Men jeg kan bare ikke få åbnet den skide dør, siger Charlotte Sternbo.

Randi render efter og kommer ud i gangen. Men så får moren fat i hendes hestehale bagfra og trækker til, så Randi falder bagover på gulvet, inden hun giver slip. Og så giver hun Charlotte et ordentligt skub. Der er tumult, men det lykkes Randi få åbnet døren, og så løber de begge to alt, hvad de kan. På strømpesokker gennem Høje Taastrup.

- Det er ikke normalt, at ens venindes mor skubber en hårdt. Og at man bliver nødt til at stikke af i strømpesokker på grund af en opvask, siger Charlotte Sternbo.

Hun sidder med mig og rokker mig, som om jeg er en lille baby. Men jeg er 12 år.

Randi Pedersen

Senere på aftenen lister de tilbage for at få fat i skoene. Det kunne jo være moren sover eller var gået igen. På den anden side af døren til lejligheden hænger nøglen på en snor, som man kan nå gennem brevsprækken.

De to tiårige piger aftaler, at Charlotte tager et par trin ned ad trappen, så hun kan stikke af, hvis Randis mor alligevel er hjemme. Det er hun ikke, men fra den dag har Charlotte ikke særlig meget lyst til at se Randis mor, så de forsøger de altid at arrangere det sådan, at veninden aldrig er der, når moren kommer hjem.

Charlotte er den første, som Randi rigtigt kan fortælle, hvad der sker derhjemme. Men de fleste ting holder hun stadig for sig selv. 10 år gammel er hun er stadig bare en lille pige, der er meget alene, i en stor og usikker verden. Og hvem kan man stole på, når man ikke kan stole på sin egen mor?

12 år og en knytnæve lige i ansigtet

Selvom Randi er hos en aflastningsfamilie i nogle af weekenderne, bliver tingene ikke bedre derhjemme. Og på et tidspunkt kan hun ikke rumme mere.

Det sker en dag, hvor de spiser inde i stuen. Hun får skubbet til bordet, så hendes glas med mælk flyder over. Hendes mor bliver sur og beder hende tørre op. Da Randi sætter sig, rammer hun bordet, og det sker igen.

- Lortebord! kommer hun til at sige, da mælken igen lander på bordet. Og så bliver moren rigtig gal.

Hun sender Randi ud i køkkenet for at spise færdig, men 12-årige Randi bliver trodsig. Hun sætter sig med armene over kors og nægter at spise. Så eskalerer det.

Moren siger noget. Randi kaster tallerkenen på gulvet. Moren tager fat i hendes hestehale. River hende op af stolen og rammer hende med en knynæve lige i ansigtet.  

- Jeg husker, det sortner for mine øjne. Så der har været knald på, siger Randi Pedersen.

Jeg tror, min mor har elsket mig på sin egen måde. Men jeg må også indrømme, at jeg er i tvivl.

Randi Pedersen

Hvad der præcis sker derefter, ved hun ikke, men hun farer i hovedet på sin mor. Får fat i morens hår og holder fast. Moren, der er en ret stor dame, får væltet Randi rundt og sætter sig med knæene på hendes hænder, så hun bliver holdt nede. Det gør virkelig ondt.

Overmandet af moren spytter Randi hende op i ansigtet. Moren spytter igen, inden hun råber til sin kæreste: ”Ring til politiet!”

Mens han ringer, får moren hevet Randi ud på badeværelset. Hun gør modstand. Håndtaget knækker på vej derud, da Randi får fat i det.

- Jeg skal bare ud derfra, og jeg kan ikke komme ud, husker Randi Pedersen.

Skuespil for betjenene

Døren er spærret af moren, og så siver luften ud af ballonen. Det hele falder lidt til ro. Moren mærker efter i håret, der hvor Randi har haft fat. Hun græder og siger: ”Se, hvad du har gjort!”. Randi har flået en tot hår ud, hvor der nu er en skallet plet.

- Jeg er chokeret og ked af det. Det var ikke min mening, tænker 12-årige Randi dengang.

Det ringer på døren, da de kommer ud af badeværelset. Det er to betjente fra politiet. Og så går tæppet til et af mange skuespil overfor myndighederne. Denne gang, er de to betjente, der er publikum, og moren har altid været god til at tale sin sag. Hun vidste også altid, hvornår de kom fra kommunen. Så var der rent og pænt. Denne gang er ingen undtagelse. Randi ryger op på morens skød.

- Hun sidder med mig og rokker mig, som om jeg er en lille baby. Men jeg er 12 år. Hun siger, at alting går fint. ”Der er ikke noget galt. I kan bare gå igen”.

Det trigger noget i Randi, men hun står i et dilemma. Fanget mellem et ønske om at beskytte moren, ved ikke at sladre, og et ønske om at passe på sig selv ved at fortælle betjentene, at der er noget helt galt. Normalt vinder trangen til at passe på mor.

Jeg blev i tvivl, om min mor rent faktisk havde ret. At jeg måske var syg i hovedet.

Randi Pedersen

Men denne gang er det den handlekraftige, lille pige indeni Randi, der vinder kampen. Da betjentene er på vej til at gå ud af døren, reagerer hun.

- Jeg bider min mor i armen, og så giver jeg ikke slip. Hun skriger.

Hun ved den dag i dag ikke, hvordan det sker, men det ender med, at hendes krop taler sit eget sprog. Politiet kommer tilbage i stuen, og nu tager de Randi med. Hun kommer ud til sin aflastningsfamilie igen. Oplevelsen forandrer forholdet mellem moren og Randi på én afgørende måde. 

- Efter den episode husker jeg ikke, at min mor har slået mig igen.

Det får dog også en helt uventet og skelsættende konsekvens for Randi. Blot en uge senere venter den børnepsykiatriske afdeling.

Hun vågnede grædende op, og så kom minderne

I dag har 36-årige Randi Pedersen selv en datter på 12 år. På grund af sin PTSD har hun svært ved at huske ting fra dag til dag.

- Lige nu skriver jeg alt ned for at huske det, siger Randi Pedersen, der heller ikke kan sove om natten. Og når hun endelig falder i søvn, har hun mareridt.

16x9
Randi Pedersen er i dag stærkt mærket af sin barndom. Lægerne har diagnosticeret hende med PTSD. Foto: TV 2 / TV 2

Hun bliver meget hurtigt træt. Mister koncentrationen. Og bliver hun presset, så reagerer hun ved enten at blive vred eller ked af det. Det kan være noget så almindeligt som en tur i svømmehallen med datteren. Støjen og de mange mennesker kan være for stor en belastning, og så får hun det skidt. 

- Jeg har haft rigtigt svært ved at acceptere, at jeg har fået den der diagnose, post traumatisk stress, hvor jeg ikke kan have et almindeligt arbejde, siger Randi Pedersen.

Tidligere var arbejde en flugt for hende. Så længe hun arbejdede eller så andre mennesker, så havde hun ikke tid til at tænke over tingene. Det dårlige blev gemt væk, men en dag var der pludselig ikke mere at give af.

En morgen vågnede hun og kunne slet ikke stoppe med at græde. Hun kunne ikke mere, og så begyndte brudstykkerne fra barndommen at komme væltende som flashbacks.

- I lang tid var det jo godt, ikke at kunne huske så meget. Men så kom der jo flere og flere flashbacks. Og de er som regel ikke særligt positive, siger Randi Pedersen.

Angsten for, at hun måske var ved at blive ligesom sin mor, dukkede også op. Og da blev Randi klar over, at hun blev nødt til at få ryddet op i barndommen en gang for alle. Det var ikke længere muligt at lukke øjnene for det, der har været gemt af vejen. Hun var nødt til at konfrontere sin fortid. Og sin mor.

12 år og indlagt på psykiatrisk afdeling

Randi er 12 år, da hun får beskeden om, at hun skal indlægges på børnepsykiatrisk afdeling. Hun bliver indlagt på baggrund af morens og en skolepsykologs rapport, hvor der er udtrykt bekymring for, at hun har selvmordstanker. 

- Det havde jeg overhovedet ikke. Jeg ville bare ikke være derhjemme, siger Randi Pedersen.

Hun bliver vred. Virkelig vred.

- Jeg vil virkelig sige, at jeg på det tidspunkt, kom til at hade min mor. For hun havde sagt lige siden, jeg var helt lille sagt, at jeg var sindssyg. Og at de ting, jeg oplevede, ikke var korrekte. At det var tvangstanker. Jeg blev vred, fordi jeg mente, at det var min mor, der var noget galt med. Og nu fik hun tørret den af på mig, husker Randi Pedersen, der til gengæld kun få detaljer fra de følgende måneder på børnepsykiatrisk afdeling i Glostrup

Jeg husker følelsen af at være alene og uelsket ... Jeg tænkte, at min mor ikke elskede mig.

Randi Pedersen

Hun husker, at dørene til omverdenen bliver låst om aftenen. Der er også lås på vinduerne. Det føles lidt som at være i fængsel, selvom det ikke er det.

Der er institutionsagtigt, men det er forsøgt gjort hjemligt. Der er blå døre, puderum med sofaer og gardiner med trekanter på. En lang gang med indgang til værelserne og to store fællesrum, hvor der i det ene af dem står et keyboard. Maden er hospitalsagtig, og der er to afdelinger med seks-syv børn i hver. Nogle af børnene har spiseforstyrrelser. Andre er skizofrene eller har andre svære lidelser.

Stedet påvirker den lille pige.

- Jeg måtte jo virkelig være skør for at være anbragt sådan et sted, husker hun, at hun kom tænkte i løbet af de fire måneder, hun var anbragt der.

- Jeg har altid været anderledes. Og nu var jeg endnu mere anderledes og endnu mere mærkelig. Jeg blev i tvivl, om min mor rent faktisk havde ret. At jeg måske var syg i hovedet.

Det bliver dog ret hurtigt tydeligt, at Randi ikke har nogen psykiatrisk diagnose. Hendes adfærd er en reaktion på noget, der ikke fungerer. Personalet har svært ved at finde frem til hvorfor, hun ikke har det godt derhjemme. Men det er tydeligt, at hun ikke har det godt. De finder også små glimt af blødhed, som har været gemt væk, dybt inde i hende.

”Inde bag den udfarende, konfliktsøgende adfærd og den hårde facade, er der en lille, bange pige”, står der i journalerne fra dengang.

Det fremgår også af Randis sagsakter, at den børnepsykiatriske afdeling er meget optaget af, at Randi skal flyttes væk fra hjemmet. Det forsøger de meget kraftigt at overbevise moren om. Men Randi gemmer stadig på hemmelighederne, og det er svært for psykiaterne at åbne hende op.

Min mor var dybt, dybt skadet af sin egen barndom. Hun var enormt syg og misbruger, og al hendes sorg, vrede og frustrationer har hun ladet gå ud over mig.

Randi Pedersen

- Jeg har tydeligvis råbt om hjælp, men jeg har alligevel ikke turde sætte ord på det, siger Randi Pedersen.

I stedet vender hun ryggen til, når hun psykiaterne forsøger at udspørge hende. Randi er på vagt over for voksne. Hun er mistillidsfuld. Og som en af psykiaterne fra dengang, Hanne Henriques, fortæller, er det en helt naturlig reaktion. For Randi har meget dårlige erfaringer med voksne. 

I dag ville hun ønske, at hun havde sagt noget, for så kunne meget have været anderledes. Men dengang er konsekvenserne uoverskuelige. Hun frygter, at hun vil få bank, hvis hun siger noget. Og hvad nu, hvis de slet ikke tror på hende?

Når der er samtaler med moren og Randi sammen, siger hun ikke noget. Hun karter bare rundt på stolen. Mens hun tænker: ”Åh, min mor hun lyver, og jeg kan ikke gøre noget.”

Børnepsykiatrisk afdeling ender med at anbefale en anbringelse uden for hjemmet på et børnehjem, men ikke en tvangsanbringelse. En uge før Randi skal udskrives, træffer moren et dog en helt anden beslutning.

Alene, uelsket og intet værd

- Jeg husker følelsen af at være alene og uelsket, siger Randi Pedersen i dag.

Som barn fantaserede hun tit om at være blevet forbyttet ved fødslen.

- Jeg tænkte, at min mor ikke elskede mig. Jeg var ikke ret gammel, før jeg besluttede mig for, at jeg i hvert fald ikke skulle være ligesom min mor.

Derfor er det i dag vigtigt for Randi at leve en så normal tilværelse som overhovedet muligt og give hendes datter en tryg opvækst. En god start på livet. Hun skal have al den kærlighed, al den omsorg og al den tryghed, som hun ikke selv fik. Det er vigtigt. Randi vidste godt, at der var noget galt allerede da hun var barn. Men hun troede længe, at hun tog fejl.

- Det billede jeg har af mig selv, det er det billede, min mor tegnede af mig: En møgunge. En fejl.  Hende der var skyld i alt, der var forkert i hendes liv. Jeg var ikke elsket eller noget værd. Og det ligger dybt i mig i dag. Det vil jeg gerne gøre op med.

Randi bor i et pænt hjem i Glostrup, og der er styr på alle de basale ting. Hun har også et helt andet forhold til sin datter. Datteren er velfungerende, har mange venner og fungerer rigtigt godt socialt. Mor og datter kan tale sammen, og hun kommer til Randi, når hun har brug for det. Alt det som Randi ikke kunne med sin mor.

- Min mor var dybt, dybt skadet af sin egen barndom. Hun var enormt syg og misbruger, og al hendes sorg, vrede og frustrationer har hun ladet gå ud over mig. Hun var på ingen måde i stand til at tage sig af sig selv. Og så kan man sige sig selv, at hun ikke kunne tage sig af andre. Jeg tror, hun har elsket mig på sin egen måde. Men jeg må også indrømme, at jeg er i tvivl.

På flugt i alkoholisk underverden

Randi skal ikke på børnehjem alligevel, fortæller hendes mor. Hun har fået hus i Slagelse, siger hun. Og da Randi ikke er tvangsfjernet fra hjemmet, kan den børnepsykiatriske afdeling ikke stille noget op. Randi flytter med til Slagelse, og den første uge i det nye hus går fint. Men en dag, da de kommer hjem, bliver de mødt af et mærkeligt syn. Alle deres ting står udenfor.

De er sat på gaden, og det bliver starten på tre – om muligt – endnu mere kaotiske måneder. De bor først lidt i den gamle lejlighed i Høje Taastrup. De er også et par dage i et andet fremlejet hus, men bliver bedt om at flytte, da udlejeren godt kan fornemme, at der er problemer i farvandet.

Moren får samtidig en ny kæreste, som er meget voldelig. Han tæver sin hund, han tæver moren, og han tæver sine venner. Men tragisk nok er han det eneste faste holdepunkt for dem. Så de bor på må og få hos hans drukvenner og familie, indtil de igen bliver smidt ud.

Det er meget meget svært at tilgive et menneske, som ikke synes de har gjort noget forkert

Randi Pedersen

De hutler sig igennem tilværelsen, og i den periode går Randi ikke i skole. De har ikke nogen adresse. Moren får ikke nogen kontanthjælp, så de er også økonomisk på spanden. Randi befinder midt i et dagligt kaos, omgivet af voksne alkoholikere, tilfældige overnatninger og fremmede mennesker.

Hun kan huske, at hun løb rundt på bare tæer, fordi de ikke havde deres ting. Hun havde derfor heller ingen sko. Mens moren drikker sig fuld, samler Randi flaskepant og ender med nok penge til at købe et par gårdsangersko til 15 kroner.

- Det var en god dag, siger Randi Pedersen.

Hun og moren ender på et værested i Slagelse, hvor moren forsøger at få en adresse, så hun igen kan få kontanthjælp. Og så finder Høje Taastrup kommune endelig ud af, hvor Randi er. De har ledt efter hende. På det tidspunkt har hun været forsvundet fra myndighedernes søgelys i tre måneder.

Kommer på besøg med blod på tøjet

Sagsbehandleren kommer sammen med to betjente til det lille værelse, de bor på, men det er kun moren, der er der på det tidspunkt. Værelset er meget lille og uhumsk, husker sagsbehandleren, Inge Lise Haim.

Hun fortæller moren, at sådan som hun bor, og det miljø hun er i, der kan Randi ikke være. Så de er kommet for at tage Randi med. Betjentene holder sig lige i nærheden til tilfælde af, at moren vil modsætte sig.

16x9
Inge Lise Haim tog til Slagelse for at hente Randi. Foto: TV 2 / TV 2

Men der er ingen ballade fra morens side. Hun afgiver frivilligt sin datter. Inge Lise Haim husker det mere som, at det er en lettelse for moren. Hun kan ikke klare det mere. Hun kan knapt nok eksistere.

Randi ved ikke noget om besøget, da hun kommer hjem senere.

- Jeg husker bare, at jeg kommer hjem en dag, og så siger min mor: ”Nu skal du på børnehjem”. Nå okay, tænker jeg. Og så bliver jeg hentet. Det havde jeg det faktisk rigtigt godt med. Jeg har aldrig været ked af at komme hjemmefra. Jeg har aldrig grædt over det. I dag er jeg lykkelig for, at der var nogen, der handlede så hurtigt, siger Randi Pedersen.

12 år gammel kommer hun på børnehjem i Holbæk. Moren er i den periode så langt ude, at hun næsten ikke er en del af Randis liv. Hun har sit eget at kæmpe med.

- Når mor kom på besøg, så var det med blod på tøjet, hun lugtede, og hun var fuld. Jeg ved, at min mor på et tidspunkt var tæt på at miste livet. Hun endte med et åbent kraniebrud efter at være blevet banket med en køkkenrulleholder. Det har været voldsomt, siger Randi Pedersen, der får hjælp fra en anden kant.

16x9
Randi og hendes mor fotograferet foran børnehjemmet. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Det største juleønske

Det er september måned og Randis 13 års fødselsdag nærmer sig, da hun for første gang i lang tid tager kontakt til sin tidligere aflastningsfamilie igen. De har stået for mange af de gode oplevelser, Randi trods alt kan huske. Hun kan især huske, at de holdt fødselsdag for hende. Det gør de også, da de mødes på børnehjemmet igen.

Et møde bliver til flere, og da det nærmer sig jul, inviterer de Randi til at holde jul med sammen med deres familie. Og når der skal holdes rigtig jul, skal der skrives en ønskeliste. Men de bliver en smule overraskede, da Randi afleverer sin ønskeliste.

Allerøverst på listen står der, at hun mest af alt ønsker sig at blive deres plejebarn og en del af deres familie.

Randi holder jul sammen med dem, og i juledagene spørger de, om hun har lyst til at blive deres plejebarn.

Det har hun. Rigtigt meget.

- Det betyder alverden for mig, at de har gjort mig til en del af deres familie. Mine plejeforældre er stadig en stor del af mit liv, siger Randi Pedersen.

16x9
Randi fotograferet på børnehjemmet. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Plejefamilien bliver den sikre og stabile havn, som Randi aldrig har haft. Det bliver starten på et mere normalt liv. Eller i hvert fald så normalt et liv, man kan have, når fortiden stadig spøger.

- Jeg ved godt, at du gjorde dit bedste, men…

Randi og moren har set hinanden sporadisk siden dengang. Randi har valgt hende fra for at passe på sig selv, og fordi det har været for stort et ansvar også at skulle passe på moren.

- Når jeg konfronterer hende med det, der skete, så bliver hun ondskabsfuld, og så er det, jeg trækker mig. Det gider jeg ikke mere. Men hun har også selv betalt prisen, og der er stadig en del af mig, der vil give hende omsorg. Men mest af alt, så har jeg brug for at slippe det, siger Randi Pedersen i dag.

Moren anerkender ikke det massive omsorgssvigt, som Randi har gennemlevet i barndommen. Og det lider hun stadig under i dag.

- Jeg har brug for, at hun påtager sig det ansvar, som hun gav mig som barn. Det er jo derfor, jeg stadig har det svært i dag og har posttraumatisk stress. Men det lukker hun jo øjnene for, og det er meget meget svært at tilgive et menneske, som ikke synes, det har gjort noget forkert.

I dokumentaren 'De brændte Børn' på TV 2 opsøger hun igen sin mor og konfronterer hende med fortiden. Men på trods af volden, svigtet og manipulationen er der stadig en rest af kærlighed til moren tilbage.

- Jeg ved godt, du gjorde dit bedste, siger Randi Pedersen til sin mor.

- Det var desværre bare ikke godt nok.